WINDOW TO CHINA – Robert Rauschenberg: The Lotus Series

20 jan - 17 apr 2017

Gl. Holtegaard viser Rauschenbergs sidste grafiske værk The Lotus Series fra 2008 i perioden 20. januar til 17. april 2017. Udstillingen er et samarbejde med Rauschenbergs assistent gennem de sidste ti år af kunstnerens liv, Kevin Pottorf, og samarbejdet er blevet til med assisterende kurator Florence Tones mellemkomst.

Robert Rauschenberg: Lotus I (The Lotus Series), 2008, © Robert Rauschenberg Foundation

Gl. Holtegaard viser Rauschenbergs sidste grafiske værk The Lotus Series fra 2008 i perioden 20. januar til 17. april 2017. Udstillingen er et samarbejde med Rauschenbergs assistent gennem de sidste ti år af kunstnerens liv, Kevin Pottorf, og samarbejdet er blevet til med assisterende kurator Florence Tones mellemkomst.


info

WINDOW TO CHINA – Robert Rauschenberg: The Lotus Series20 jan - 17 apr 2017

Robert Rauschenberg er en af de helt store amerikanske kunstnere. Med inddragelse af hverdagslivets billeder og genstande i maleri, skulptur og collage forandrer han vestlig kunst radikalt fra 1950’erne og fremefter.

For første gang i Danmark
Udstillingen belyser Robert Rauschenbergs (1925-2008) store kunstneriske engagement i Kina og fortæller historien om en idealistisk kunstner, der hele tiden søger nye veje og nærer en dyb tiltro til kunstens potentiale som løftestang for tværkulturel dialog. På en rejse til Kina i 1982 tager Rauschenberg mere end 500 fotografier som en slags rejsedagbog, og det er fra denne samling, han har hentet materialet til de to serier, der vises på Gl. Holtegaard, og som ikke før har været vist i Danmark. Fra fotoserien Studies for Chinese Summerhall (1983) vises ti af de originale tryk (38 x 38 cm). Det er enestående billeder præget af enkle og præcise kompositioner, hvor hverdagsscener og det levede liv i det kinesiske byrum er hovedtemaer. Rauschenbergs sidste grafiske værk, The Lotus Series, blev skabt i forbindelse med OL i Beijing i 2008. Serien består af 12 digitale print (116,2 x 154,3 cm) – 10 af dem trykt som fotogravure – med overlappende sammenstillinger af fotografier især fra det kinesiske byrum, såsom markedet, gaden, havnen, toget, baggården etc. I de ti fotogravurer suppleres fotografierne af den distinkte, kinesiske lotusblomst. De to værkseriers kinesiske udgangspunkt perspektiveres i en arkivfilm fra BBC og en dansk dokumentarfilm fra DR. Udstillingen undersøger hermed Rauschenbergs engagement i landet, der kom til at forme hans værkpraksis fra den første Kinarejse i 1982, over hans idealistiske rejseudstillingsprojekt ROCI i 1984-1991 til hans sidste grafiske arbejde i 2008.

Robert Rauschenberg: Lotus I (The Lotus Series), 2008, © Robert Rauschenberg Foundation
Robert Rauschenberg: Lotus I (The Lotus Series), 2008, © Robert Rauschenberg Foundation

Idealisten Rauschenberg
På Rauschenbergs rejse til Kina oplever han det statsstyrede lands kulturelle lukkethed, hvilket bliver katalysator for et projekt, han længe har drømt om: en international rejseudstilling kaldet ROCI – Rauschenberg Overseas Culture Interchange. Hans ambition bliver at skabe tværkulturelle møder gennem udstilling af egne værker i 11 totalitært styrede og politisk lukkede lande. Han finansierer selv projektet i hele dets levetid fra 1984 til 1991 ved at sælge værker fra sin egen private kunstsamling for at holde projektet fri af politiske og økonomiske interesser. I tråd med koldkrigstidens verdenssyn, er det Rauschenbergs vision, at ROCI-udstillingerne både vil udgøre et vindue til omverdenen for det pågældende land og samtidigt vise lokalbefolkningen dets egen kultur i et nyt lys. Han når at producere disse rejseudstillinger i 11 lande: Mexico, Chile, Venezuela, Kina, Tibet, Japan, Cuba, USSR, Malaysia, Tyskland og USA.

Udstillingens udlånere og samarbejdspartnere
Robert Rauschenbergs assistent Kevin Pottorf, som udlåner The Lotus Series til Gl. Holtegaard, assisterede Rauschenberg gennem de sidste 10 år af kunstnerens liv. Kevin Pottorf, som selv er billedkunstner, arbejdede side om side med Rauschenberg og realiserede idéer og værker efter hans anvisninger. Assisterende kurator Florence Tone har etableret og faciliteret kontakten mellem Gl. Holtegaard og Kevin Pottorf og har desuden en fortid i Holte og Danmark, idet hun tidligere har været dansk gift.

University of South Florida Contemporary Art Museum har udlånt fotoserien Studies for Chinese Summerhall. Udstillingen er støttet af S.C. Van Fonden og Politiken-Fonden. Desuden støtter Statens  kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst Gl. Holtegaards toårige udstillingsprogram.

Eventprogram
Udstillingen giver anledning til et eventprogram, der gennem debatter og samtaler sætter fokus på kulturudveksling før og nu, og diskuterer Kina som kulturel stormagt og brugen af kultur som softpowertool. Programmet indledes lørdag den 21. januar 2017, hvor assisterende kurator Florence Tone modererer en talk med Kevin Pottorf om hans nære samarbejde med Rauschenberg. Det endelige program bliver offentliggjort på www.glholtegaard.dk primo januar 2017.

Kilde: Gl. Holtegaard