Fragmenternes fredsmægling

Robert Rauschenbergs fotografiske værker er en forunderlig rebus uden begyndelse og ende. I konstant dialog med sig selv, hinanden og omverdenen lykkes værkerne i Gl Holtegaards udstilling WINDOW TO CHINA på fornem vis med at skabe et rum til refleksion over kulturelle skillelinjer.

Det er meget rammende at kalde udstillingen et vindue til Kina, eftersom vinduet både signalerer et indblik i det fremmede og en nærhed med det fremmede. Det er netop denne dobbelthed, som er på spil for Rauschenberg. Vi møder den idealistiske side af Robert Rauschenberg, som har fokus på nysgerrigheden og medmenneskeligheden. I en splittet verden opfordrer han til kulturel åbenhed i håb om, at kunsten kan bringe folk tættere sammen.

Udstillingen på Gl Holtegaard består af både fotografiserien Study for Chinese Summerhall og The Lotus Series, som er fotokollager, og det er sidstnævnte, som indtager hovedrollen. Serien bærer ligheder med Rauschenbergs assemblager, men her er der ikke sammenflydende elementer, og i det hele taget er udtrykket meget “rent” og velordnet.

Interkulturel udveksling under den kolde krig
The Lotus Series bliver skabt kort før Rauschenbergs død i 2008, men har afsæt i fotografier taget af kunstneren i 1982 under et ophold i Kina. Det er en skelsættende rejse. Mødet med den lukkede kinesiske kultur giver inspiration til et ambitiøst projekt, som forsøgte at fremme et tøbrud i en verden præget af kold krig. Rauschenberg Overseas Culture Interchange (ROCI) søsættes i 1984 og er baseret på Rauschenbergs vision om at kunne udviske verdens barrierer gennem et kunsttiltag.

Blandt en gruppe såkaldt sensitive lande (Mexico, Chile, Venezuela, Kina, Tibet, Japan, Cuba, Sovjetunionen, Malaysia, Østtyskland og USA) flytter projektet rundt, tilskynder til dialog og opfordrer til deltagelse. Projektet varede indtil 1991. Tanken er, at landene gennem deres udfoldelser og engagement kan fremme forståelsen og vise, at de ikke er så forskellige, når alt kommer til alt.

Det menneskeskabte og det naturlige
Der er flere fællestræk mellem værkerne i The Lotus Series, selvom det måske ikke springer i øjnene lige med det samme. Hvert værk består af 3-4 forskellige motiver, hvilket umiddelbart kan virke forvirrende fragmentarisk. Lotusblomsten er et gennemgående motiv – deraf navnet på serien.

Med gådefulde sammensætninger af forskelligartede motiver fra det offentlige rum i Kina præsenterer Rauschenberg et væld af elegante, subtile betydningsforgreninger.

I et af værkerne ses for eksempel en cyklende mand omgivet af henholdsvis telefon- eller elektricitetsledninger foroven og sprækker i asfalten underneden. Fra beskuerens synspunkt fremstår de to elementer dog som stort set identiske. Sprækken og ledningen flyder sammen. Den ene splitter, den anden forbinder. Og alligevel er de uadskillelige. De kan være hinandens pendanter: Sprækken på himmelen, ledningen, er det kunstige, kontrollerede lyn, og sprækken i asfalten er menneskets begrænsning i at kopiere naturen.

Det menneskeskabtes forhold til naturen kan ses som et af de gennemgående temaer i udstillingen. Rauschenbergs gennemgående formål med ROCI er at understrege, at vi er gjort af det samme stof, når vi hæver blikket over de syntetiske, menneskeskabte grænser. Vi har opdelt os efter naturens forlæg. Vi har indhegnet os sammen med dem, der ligner os. Men det er ikke naturens skyld. Den dømmer ikke, men behandler alle lige nådesløst. Kultursystemer, til gengæld, har en tendens til at lukke sig om sig selv. Og netop Kinas største vartegn er en lang mur til at holde andre ude.

En diplomatisk allegori
Hvis man til gengæld går i dialog med det fremmede, kan man få et nyt perspektiv på det velkendte. I udstillingens film om ROCI-projektet bemærker Rauschenberg eksempelvis en lighed mellem sin egen æstetik og det udtryk, som han finder i Tibet. Især bedeflagene i det offentlige rum appellerer til ham. Det er præcis en sådan åbenhed, som Rauschenberg vil fremme gennem projektet. I stedet for at frygte det fremmede, bør man lade tvivlen komme det til gode. Det smukke kan vokse ud af det uvisse, ligesom den yndefulde lotusblomst vokser ud af det uklare, grumsede vand.

Som lotussens rodnet er der ingen klar retning i Rauschenbergs “rebusser”. Der er ikke noget centrum. Intet start- eller slutpunkt. Der er ingen læseretning, som er rigtig eller forkert.

Denne meget diplomatiske og ahierarkiske struktur leder tankerne mod ROCI-projektet, og værkerne viser sig således som verdensallegori. Vi er 200 lande, men én klode. Fragmenteret, men forbundet.

Det er næsten for passende, at Robert Rauschenberg skaber The Lotus Series i forbindelse med de Olympiske Lege i Beijing i 2008, hvilket i sandhed må siges at være en begivenhed, hvor mennesker fra hele verden mødes i en respektfuld udveksling.

Rauschenberg tillægger kunsten en afgørende rolle som formidler eller forsoner: “Selvfølgelig tror jeg, kunst kan ændre samfundet,” siger han i filmen om ROCI-projektet midt i udstillingen. “Én-til-én-kontakt gennem kunst indeholder stærke fredsskabende kræfter.”

Det er tydeligt, at Rauschenberg virkelig tror på projektet, især med henblik på, at han ender med at betale det af egen lomme. Og det er bestemt et tiltag, som også ville være kærkomment i 2017 i en verden, som er splittet på ny – hvis den nogensinde har været samlet.