70’ernes særeste trip?

Interessant udstilling på Museet for Samtidskunst har undersøgt Henning Christiansens fuldblodsflirt med valsemusikken som politisk kunst i 1970’erne. Her bliver man virkelig overrasket og forvirret: Var Christiansens trip naivt, idealistisk, forvirret eller inspireret – og hvad skal vi bruge avantgardistens skønmaleri til i dag?

Fra fluxus til folkekunst
Lydkunstneren Henning Christiansen (1932-2008) var i tresserne til fluxus og minimalisme i en kunstmusik så langt væk fra melodisk kompositionsmusik og folkelige medier, som man kan tænke sig. Så tog hans værk pludselig en drejning over i et nyromantisk og melodisk spor. Ind med valsetakter, musik til tv og et ønske om at lave musik for folket: Rødt og romantisk.

For mange kunstnere endte turen gennem tressernes eksperimenter ved overraskende endestationer i aktivisme, folkekunst eller en til helt klassisk kunst med stort ”K”. Få overrasker alligevel så meget som Christiansen, hvis vending op igennem 1970’erne sendte kunstneren igennem en idiosynkratisk relancering af den klassiske kompositionsmusik.

Samstemmende med at kunstneren flyttede sit virke fra København og Düsseldorf, hvor han var del af Joseph Beuys’ kreds, til en gård på Møn, udsendte han nu hyldester til det danske landskab og søgte det folkelige tv-medie som platform ved at lave underlægningsmusik og tv-produktioner.

Sigtet var erklæret politisk: Den i DKP engagerede Christiansen ville lave ”ægte rød musik” i folkets og revolutionens tjeneste. Dog i en romantisk aftapning, som gav plads til drømmerier og overraskende genreblanding frem for dogmatisk belæring.

Satie til den bedste sendetid
Christiansens nyromantiske halvfjerdsere starter i to værker: Musikken til en film om Dyrehaven instrueret af Per Kirkeby og Jørgen Leth fra 1970 og idéen om at bygge videre på den franske komponist Erik Saties (1866-1925) værk. Dyrehaven-filmen præsenterer smukke skovbilleder ledsaget af blød, melodisk musik som en udlevelse af klassisk naturromantik. Den talte tekst forklarer dog også landskabet som skabt af magthavernes jagtønsker som en form for kontrast til den folkelige skønhed.

Satie-projektet var en form for fanfiktion til den excentriske komponist, hvor Christiansen skriver videre på dennes Gymnopedie-stykker. I Christiansens version beskriver de delikate klaver og fløjtestykker små absurde scener med komponisten som ”Satie er i Zoologisk Have og holder en kænguru i hånden” under titlen Satie auf hoher See (Satie i høj sø).

Den blev visualiseret i kortfilmen En hyldest til de gamle. Satie i høj sø, som blev vist på DR i 1974. Var Dyrehaven-filmen romantisk natur, er Satie i høj sø en bizar form for dadaistisk folkekomedie isat stille, skønhedsdvælende passager. Akkompagneret af Christiansen præsenterer den gamle operetteskuespiller Hans W. Petersen syngende Erik Satie og spiller ham derefter i små absurde hverdagsscener. Alt sammen i folkekomedieagtige danske rammer. Titlens hyldest til ”alle de gamle” og den farceagtige stil gør værket til en charmerende kuriositet, som både hylder idyl og satire.

TV-musik som vejen til folket – og til Christiansens fiasko
Den største folkelige succes kom gennem Christiansens musik til filmatiseringen af Hans Scherfigs Den forsvundne fuldmægtig fra 1971. Den humoristiske samfundssatire, skrevet af den tro kommunist Scherfig, var ledsaget af et iørefaldende bittersødt soundtrack – præsenteret af Christiansen som ”ægte rød musik” i et programhæfte.

Senere var alle sejl sat til ved en anden Scherfig-filmatisering, denne gang af den satiriske kriminalroman Skorpionen. Filmversionen produceret til DR med titlen Den otteøjede skorpion var et syngespil med folkekære skuespillere som Poul Reichardt og blev sendt i fire afsnit primetime, præsenteret som krimidrama. Christiansen så det syngende drama som et folkeligt kunstværk og så frem til publikums modtagelse – ”kunsten skal være sådan, at folket tror på sig selv”, som han skrev i sine, på udstillingen fremviste, notesbøger.

Projektet blev dog en kritisk og seermæssig fiasko med krav om, at serien blev taget af sendefladen omgående. Denne kranke skæbne markerede enden på Christiansens romantiske folkekunstprojekt, og han vendte sig igen mod konkret musik og andre traditionelt forstået eksperimenterende genrer.

En udfordrende genopdagelse
Udstillingen præsenterer Christiansens hidtil ret forbigåede projekt med lige fascination og forundring. Der er tale om en bemærkelsesværdig genopdagelse af et overraskende værk og et tankevækkende svar på det evigt aktuelle spørgsmål om kunstens relevante udtryk og forhold til sin samtid.

Det er oprigtigt svært at følge hele Christiansens romantiktrip, som balancerer på grænsen af kitsch og det lidt rodede. Udstillingen fremlægger værkerne til dette originale møde med den glemte fortid sammen med arkivalier og en grundigt researchet fremstilling og har endda sammen med Institut for dansk lydarkæologi genudgivet flere lp’er med Christiansens musik, inklusiv Satie i høj sø.

Genopdagelsen af Christiansens stormfulde halvfjerdsere inkluderer også bidrag fra yngre kunstnere. Trods den gode intention om at spejle Christiansens romantik i de unges værker af i dag, kommer denne dialog ikke helt succesfuldt igennem. Christiansens projekt er næsten for idiosynkratisk og en historie i sig selv.

I øvrigt er timingen for denne udfordrende genopdagelse god, idet Statens Museum for Kunst netop har åbnet Ursula Reuter Christiansens udstilling Skarpretteren, der er centreret om filmværket fra 1971 med denne titel, og som har musikside af Henning Christiansen.