Afgang 22: Tid til at granske, sanse og … danse!

Eksistensen og dens flygtige natur tegner en sart tråd gennem værkerne på dette års afgangsudstilling fra Det Kongelige Danske Kunstakademi på Kunsthal Charlottenborg. De 25 forsøg på at møde verden med et væsentligt værk er resulteret i en vidtfavnende udstilling, der forsøger at håndtere vore indre og ydre tilstande – som individ og samfund – med både omsorg og konfrontation.

De 25 afgangsstuderende og kuratorerne fra Index – The Swedish Contemporary Art Foundation har først og fremmest skabt en virkelig gennemført og flot afgangsudstilling, hvor der er fornem plads og virkerum for alle, og hvor man nysgerrigt drives fra værk til værk i en meget gennemført gruppeudstilling – uden tematiske greb men med blik for detaljen, praksis og de dialogiske dimensioner med publikum. Der er både tale om en lidt mindre og ganske erfaren årgang, hvor flere navne er scenevante både herhjemme og i udlandet.

Tid til at granske

Samara Sallam konfronterer vores selvforståelse som samfund allerede ved indgangen til Kunsthal Charlottenborg. Her har hun ophængt et overdimensioneret perle-forhæng, der i første omgang virker som en legende og indbydende gestus. Fortællingen bliver dog en markant anden, da vi på trappens repos møder værkets baggrund: en fortælling om et rigt, dansk samfund, der negligerer flygtninge. I 1945 da tusindvis af tyske flygtninge efter 2. verdenskrig døde af sult, og i dag, hvor flygtninge lever under kummerlige forhold i vore asyllejre. Sallam og hendes families fortælling har samme historiske spænd, og er vævet ind i dette vidnesbyrd om en knap så glorværdig side af et af verdens lykkeligste og rigeste samfund.

Niels Christensen sætter i sit afgangsværk samme strukturelle og rettighedsløse virkelighed under lup. Udlændingecenter Ellebæk bliver her skildret i form af fotodokumentationer af køretøjer, der leverer og afhenter mennesker, varer og på anden vis servicerer centret, og dermed er med til at opretholde dets eksistens. Et virkningsfuldt greb, der stiller grundlæggende spørgsmål ved strukturernes indlejrede tavshed, ansvar, offentlighed, økonomi og etik.

Resten af afgangsudstillingen opererer i højere grad inden for de hvide vægge, hvor de eksistentielle og kritiske spørgsmål antager lige så mange former, som der er dimittender.

Tid til at danse

Der er tale om en årgang med en virkelig skøn spredning i forhold til kunstneriske medier. Man føler virkelig, at der er gang i alle skolerne, og oplever her en udpræget frihed til at gentænke og udfordre selv tunge traditioner.

Maleriet bliver håndteret som en meget fysisk forbindelse til vores livsbane og omverden, hvor kroppen og dens sårbare tilstand bliver bærende for et intimt, sart, surreelt sprog hos Kristine Karlshøj Leopold. Stilleben-traditionen udsættes for en række normoverskridende vanitas-objekter, der roder med sanseapparatet (Anna Kristine Hvid Petersen), imens Esben Weile Kjær tager intet mindre end kirkekunstens glasmosaik til markant nye niveauer med en skildring i psykedelisk farveskala af 1500 tallets udbrud af ‘danse-pest’ blandt yngre kvinder – nu med lydside i samarbejde med MØ. “There’s a time to die. There’s a time to dance,” lyder refrænet oprørsk lokkende.

Også skulpturen bliver taget virkelig spændende steder hen med Gurli-Marie Lindums tekst-fremkaldende relieffer og vasketøjsbaserede skulptur. En form for triviel hverdag, hvor livets strabadser, skvulp og flydende tilstande står stivnede og rørende poetisk formuleret foran os.

Det er mildt sagt solide, dybe, betydningstunge greb, vi er ude i med et absolut minimum af berøringsangst over for selv historiens tunge genrer.

Tid til omsorg

Denne leg med tid, eksistens og vilkår kan nærmest spores i hele udstillingen, men formuleres særligt fint og varieret i en lille håndfuld afgangsprojekter:

Anabela Veloso har skabt en virkelig gennemført, deltagerbaseret videoinstallation, circled, om jorden som materiale, menneskelig præmis, ramme for transformation, men særligt om menneskelig omsorg, og hvordan den kan forplantes i en kollektiv gestus og blive til potentielt fællesskab.

I det tilstødende rum har Simon G. Jakobsson taget et af vor kulturs uddøde infrastrukturer‚ radiomasterne, under behandling i Sunrise. Obsolete beacons. A familiar sound. Passage of time. The days ends for some. Masterne står nu som sarte konstruktioner i deres egen tavse, blinkende, udtjente poesi, hvor lyset fra den nu mekaniske sol (med en cirkulation på 30 min.) genererer efter-billeder på vores nethinde.

Tid til at sanse

I udstillingens bagerste rum står nu Søren K. Ryes skulptur, som under åbningen var en hyperrealistisk voks-skulptur af performance-kunstner Sara Sjölin, der står og betragter et af sine hårstrå nøje, men som dagen efter var skiftet ud med en skulptur af… ja, hår. Et materiale, der både peger på genetik, en identitet i en krop, men også på håret som det evindeligt voksende materiale uden for vor krops trivielle forgængelighed.

Paula Duvå fører dokumentar-fotografiet sammesteds, men som konkret spor af krig, når hun i fotoserien Who is the Killer Machine? (the sublime sky, clouds, camouflage smoke disrupting heat seeking missiles, fighter planes removed) dokumenterer slørings-spor fra kampflys handlinger – et flygtigt men dog konkret spor fra samtidens ellers distancerede og på mange måder sporløse krigsførelse.

Tid til at tale lidt om kroppen

Eksistensen slår også ned i spørgsmål om identitet, sex, forplantning, kultur og forbrug, og det bliver særlig klart i udstillingens største rum. Maja Malou Lyses video-tutorial Antibodies med den animerede dildo Satisfyer Pro som makker er et sandt turbo-ekstrakt af kvindekroppens evige skæbne som kommerciel kraft. Den er på samme tid nydelsens og forbrugets kampplads, og den kritiske erkendelse formidler Lyse med fin, grotesk balance og viser, hvorfor hun også figurerer på den store sendeflade herhjemme med samme afvæbnende, pædagogiske og ikke mindst kritiske kant.

Cassie Augusta Jørgensen tager fortællingen om den danske kunstner og dimmitend fra akademiet i 1904, Lili Elbe, op til nutidig retrospektion. Elbe fik som den første transkønnede foretaget en kønsskifte-operation i 1930 i Dresden, og i Jørgensens fint legende, koreografiske videoværk synes den fortælling både beroligende fjern men også skræmmende nær.

Tid til at blive smurt ind…

Madeleine Andersson har givet den en tand ekstra og præsenterer et decideret kulturstudie under titlen Petrosexuality, der væver økonomi, industri, kultur, seksualitet, forplantning og køn sammen i en virkelig omfattende og temmelig spekulativ teoretisk udgivelse med samme titel, og som følges af en hæsblæsende mash-up kampagnevideo, der ikke levner meget plads til fantasien. Der penetreres og ejakuleres, pumpes og fødes i et voldsomt sammensurium, og værkets avis er en fascinerende øvelse i at underbygge en fundamental drivkraft teoretisk som seksualiserende kilde i stort alle dimensioner af vores liv. Imre Szeman, der er én blandt 12 bidragsydere til publikationen, skriver ret eksemplarisk for Anderssons meget ihærdige projekt:

“Is there any material process described so obviously in the language of sex? Look at the words and phrases above: spurting from the earth, brute muscular energy, roughnecks, gushing jets of black, staining with a greasy substance, flowing, hunting, fracking, hidden, secret. The language of oil is male, dominant, and heterosexist. It is a language of force and control that exerts the power of the status quo. Its experiments are limited to the contours of the teritory mapped by these words.”

Mindre kan også gøre det, men hatten af for at bide til den virkelig store bolle. Det lover virkelig godt.