Afgang Det Jyske Kunstakademi 22: Vågen og vægtløs i verden?

Både materialiteten og realismen er til stede på Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling i Kunsthal Aarhus. Udstillingen er afventende, svævende, vævende, lyttende og tøvende. Spørgsmålet er, om tiden netop nu gør kunstneren vægtløs i verden? Er det muligt at give kunstens udsagn vægt, når alt det, der tidligere er sagt, ikke længere synes at give mening?

Seks studerende udstiller i disse dage deres afgangsprojekter i de smukke, originale sale i stueetagen på Kunsthal Aarhus. Udstillingen som helhed er stram, luftig og let. Det samlede æstetiske indtryk er visuelt klangfuldt, og et vidnesbyrd om Mette Kjærgaard Præsts tilstedeværelse med et kompetent, kuratorisk blik.

Luftige hvide broderier i metermål, genbrugspap på paller, et modificeret trådhegn fra en byggeplads, video og håndtegn, foto, der mimer maleri, oppustelige badeobjekter med fremmedartede motiver, en død allike, sære gebærder på lærreder og solceller på terrassen.

Sædvanen tro er udtrykkene mangfoldige og de individuelle praksisformer forskellige.

Stof og tænkning

Fritjof Krabbe Nørretranders No Matter leger allerede i titlen med sproget: no matter/intet stof, eller no matter… what?

Værkets dele udfolder sig som et flermedialt, installatorisk landskab, hvor to tunge paller med genbrugspap bastant modsiger titlen med deres iøjnefaldende materialitet.
Et trådhegn skudt ind mellem værkdelene bærer et motiv af et overdimensioneret kamera og på væggen flakser to neongrønne handskehænder i færd med at ’frame’ et usynligt motiv eller objekt.

På en skærm kører et videoloop med en ’stream of consciousness’, der taler ind i en temmelig nøgtern billedmontage af industri og urbane landskaber. Det hele igen akkompagneret af to fritsvævende handskehændernes forsøg på at indramme et eller andet: ”showing and omitting, that’s the show”.

En vaklende fortælling

No Matter fremstår som et spekulativt, æstetiseret hasardspil med hverdagens materialer og genstande. Ved hjælp af displacement, modifikation, fremhævelse og tilbageholdelse stables en vaklende, desorienteret tænkning på benene.

Den formår kun nødtørftigt at etablere en art virtuel struktur, der flygtigt kan at holde de fremmedartede fysiske objekter i rummet og i videoen sammen. Det er kun så længe, vi gennem nærværet og tankens kraft kan opholde os ved tingene, at de eksisterer.
Snart er alt igen bare elementer indhentet fra denne verdens evindelige strøm af gestalter og materialiteter, hvoraf de fleste passerer revy helt ubemærket og uden for alvor at vække nogens interesse.

Gamle blonder på nye stativer

Olivia Willman er optaget af at lære sig nye og glemte håndværk. Lace består af to store – af kunstneren restaurerede og nyfortolkede – baner af såkaldt Filet Lace, ophængt på lette fritstående rammer af stål, samt en ophobning af blonder på gulvet.

Et visuelt stilfærdigt og smukt værk, der lægger sig blidt i slipstrømmen af lignende arbejder fra andre kunstneres hænder, idet vi i snart et par årtier har set, hvordan mange kunstnere har vist netop de uddøende håndværkstraditioner fornyet interesse.

Genfortolkningen i Olivia Willmans værker er dog yderst diskret, og hun betjener sig af et klassisk mytologisk, heraldisk billedsprog, som ikke har noget specifikt sigte i samtiden, men da det fungerer som en omfavnelse af en betydningsfuld fortid, giver det naturligvis approprieringen en vis vægt, trods alt.

Nedbrydning og genskabelse

Mikkel Høgh Kaldals praksis resonerer mellem tekst og billede og gennem medieringer og forskydninger.

Hans stilfærdige, stramme og højæstetiske inkjetprintede versioner af egne fotografier af arkitektoniske interiører vidner om en kunstnerpersonlighed med store evner for at lytte til tomheden og tavshedens mere lavmælte frekvenser. Hans værker er præcise og klare, selv dér hvor de udfoldes mellem tanke, idé og figur.

Andre steder udnytter han sekvenser og mellemrum optimalt til at udforske spændingsfeltet mellem det figurative og det abstrakte.

Et stumt og usynligt univers

Personligt har jeg stor veneration for Helle Kongstad Holm Petersens finurlige, genrebrydende og tværæstetiske udforskning af brudfladerne og relationerne mellem de humane og de non humane sfærer.

Hendes afgangsværk feelers as tellers of tales; et slags tele-teater, består af en undseelig skulptur med antenne inde i udstillingen, som angiveligt får strøm fra en solcelle uden for bygningen. Jeg besøgte skulpturen og solcellen flere gange over flere dage, og på intet tidspunkt opfangede mine ører så meget som en svag summen fra apparaterne.

Tilbage står kun titlen og blafrer løfterigt i et stumt og usynligt univers.

Et indre landskab af uro

Anna Elisabeth Dupont Hansen udstiller tre oppustede badeobjekter med motiver fra sin egen intimsfære. Hun leger med vores automatiske forventninger, der knytter disse genstande og deres overflader til ferie, leg og nydelse.

I stedet for pop, glimmer og lir, fylder hun overfladerne med madrester, mundsår og kedsommelige landskaber, og badeobjekterne får derved en frastødende abjekt karakter.

I sammenstødet med den poetisk ladede titel, mens jeg er i Netto, er du bange for at dø (min krop er et tårn i et landskab af uro), udvides værket betydeligt og får endnu mere ildevarslende karakter. Et psykologisk kaos, der står i skarp kontrast til den ro og æstetiske balance, der hersker i udstillingsrummet.

Diamonds are forever

I rotunden findes Mathias Riis Andersens værk Remain Forever, der består af en 1:1 skulpturel gengivelse af en tre meter høj HPHT presse, som anvendes i begravelsesindustrien til at omdanne menneskelig aske til diamanter, de såkaldte ’Memorial Diamonds’.

Et memento mori, som balanceres af en udstoppet, død allike, liggende livløs på gulvet: fin og skrøbelig i sin forsigtigt bevarede naturlighed.

Værket taler ind i historien om, hvordan vores forhold til livet – illusionen om evig ungdom – forskyder sig ind i illusionen om ’evigt liv’, via muligheden for at forvandle afdøde til en diamant.

Om lidt er vi alle vraggods

Hvis jeg forsigtigt skal sige noget sammenfattende om dette års afgang, så vil jeg fremhæve en overordnet tilstand i udstillingen, som jeg opfatter som en aktiv og intens lytten til en verden, der ikke rigtig giver mening længere.

Der forekommer på trods af værkernes fænomenologiske og ontologiske karakter en tøven, der måske har rod i den nødsituation, vi som mennesker står i lige nu i denne ‘den bedste af alle verdener’?
Tingene flyder som vraggods, og vi flyder rundt med dem.

Lyttende og vægtløse i verden

Det er klædeligt, at unge mennesker lytter. Det er bevis for, tænker jeg, at de ved, at alt skal genforhandles i den nært forestående fremtid. At ingen lige nu har svar på ret meget.

Det er i virkeligheden ikke viden, vi mangler – men lydhørhed: at nogen lytter med stor intensitet og vågenhed til de uddøendes ekkoer. At nogen på bagkanten af vores højtråbende og larmende ubæredygtige, materialistiske og industrielle samfundsmodel stopper op med ægte undren og nærvær.

Det er netop de lyttende og tøvende gebærder, der giver samtidskunsten en vægt i en verden oversvømmet af ting. Velkommen til de unge kunstnere i et helt nyt og superporøst virkelighedsrum.