Afgangsudstilling med nerve

Med kun tre dimittender på årets afgangsudstilling fra Det Jyske Kunstakademi er der bedre plads end vanligt i det store udstillingslokale i kælderen i Kunsthal Aarhus. Alt andet lige giver det Asger Dybvad Larsen, Marija Griniuk og Tine Adler mere fokus, men at der kun er tre kunstnere på udstillingen gør dog ikke udstillingen mere til en helhed. Der er tale om dedikerede, men ret forskellige praksisser – og sådan må det meget gerne være på en afgangsudstilling.

Kurator Kristine Siegel har ellers forsøgt at tematisere udstillingen i retning af de materialer, historier og infrastrukturer, der stimulerer kunsten til at opstå og som i en løbende proces kondenseres og krystalliseres til en kunstnerisk praksis. Dette synliggøres mest meningsfuldt i Asger Dybvad Larsens præsentation, der ikke alene viser værker fra hele studietiden, men også en række repetitive, materialebevidste, sorte billeder med stor vægt på netop det processuelle.

Drøvtyggermaleri
Udgangspunktet er gentagne aftryk af en malerbakke, hvorefter lærrederne er skåret op og syet sammen til billeder. Til tider har de noget landskabeligt over sig, mens de andre gange manifesterer sig som en slags patchwork-grids. Overskudsmaterialet fra et værk bruges i det næste, og de sidste smårester væves sammen til et kludetæppe a la dem, du kan købe i Ikea. Intet går til spilde, og mere end ‘rigtige’ malerier fremstår værkerne som ekkoer af ekkoer af malerier.

Det er konceptuelt og minimalistisk maleri, og der er tydeligt en samtale i gang med kunsthistoriske ånder – jeg gætter på Add Reinhard, Frank Stella, Sol Lewitt, Andy Warhol blandt andre. Det monokrome, indholdsløse, repeterende, antiromantiske billede får en tur mere i manegen, men i en lille kollage har Larsen sakset ord fra en Sol Lewitt-tekst og sat dem sammen til en ny tekst, der er ‘brugbar’ i forhold til kunstnerens egen praksis:

“If an artist changes the form in a group of works, and uses the same material, one would assume the artist’s concept involved the material.”

For nok har Larsen gravet sig helt ned i traditionen omkring det konceptuelle maleri, men han kommer også med et bud på en opdatering af den ved at tilføje den i nutidens så forkætrede materialitetstænkning. Pt er der en veritabel hær af kunstnere, som i meget konkret forstand går stofligt til maleriet. Med stor succes i øvrigt – som Sergei Jensen, der også syr lærreder sammen, er et blandt flere eksempler på.

Asger Dybvad Larsen går linen ud. Det er drøvtyggeri af den anden verden, det er incestuøst og ualmindelig nørdet – og leveret med stor konsekvens og uden rysten på hånden. Ud fra denne afgangsudstilling virker Larsen som den mest ‘færdige’ af de tre, og jeg synes, der er store kvaliteter i nærsynet. Men omvendt er det altså også exceptionelt indadvendt, måske endda verdensfjernt, og først og fremmest henvendt eksklusivt til velopdragne venner i klubben.

Skoleuniformer og tegnerobotter
I den anden ende af skalaen har Marija Griniuk en anden og mere ekstrovert agenda. Hendes kunst stiller kritisk ind på de uddannelsessystemer, der ensretter til en særlig normalitet. En bog med en række tryk af skoleopdragelsessituationer viser det uden dikkedarer, og den store mekaniske installation af sammensyede ukrainske skoleuniformer (kunstneren er født i Ukraine) ligeledes.

Ud over disse værker viser hun robotter, der kører rundt på fire borde med fastspændte tuschpenne og producerer tegninger. Disse robotter har hun fra bunden selv lært at lave i samarbejde med studerende fra RUC.

I en manifestagtig tekst af Griniuk i udstillingens katalog kan man erfare, at udstillingen her er en del af et længerevarende projekt, hun kalder for The Unbody. The Unbody er et frihedsprojekt, og blandt andet en forestilling om at gå hinsides kroppens begrænsninger, dens degeneration og død – men også at bryde med kunstnerens begrænsende solopræstationer og monodisciplinaritet. Det er således de antihierarkiske, levede (samarbejds)processer rundt omkring værkerne – og disse skal kun forstås som ‘biprodukter’ eller ‘rester’ – der er det væsentlige, og herunder figurerer også samarbejdet med maskinerne og tanken om, at værket først kreeres i mødet med publikum.

Man fornemmer en stor portion kernekraft i Griniuks kunstneriske tilgang, og ligeledes i de højspændte, idealistiske tanker om en ny, tilkæmpet kunstnerisk frihed. Men hvis det er den vej, Griniuk vil gå, kunne man godt se det udfoldet mere præcist, end det er tilfældet her, hvor præsentationen jo ret beset er temmelig traditionel, og netop fremstår som en enkeltkvindes præsentation med ‘rigtige, færdige værker’.

Driv den af ved poolen!
Tine Adler er den, der bedst udnytter den forøgede plads i udstillingsrummet.

Med en voluminøs installation, der består af tre nyreformede pools, nogle ‘liggestole’, en potteplante med eksotiske planter og store transparente stofstykker hængende som solbeskinnet bagtæppe, tager hun i bogstaveligste forstand scenen: Det fungerer næsten som en filmkulisse.

Den film, der udspiller sig i denne scenografi, er forestillingen om at rejse til syden og drive den af. Det solbrændte liv ved poolkanten under palmen er exceptionelt eksponeret via rejsereklamer og filmromantik, og drømmen om den form for ultimativ frihed uden for tid og sted står og blinker i paradoksal modfase til det effektive arbejdsliv, der ellers er normen og succeskriteriet for os, der bor under de kølige, nordlige himmelstrøg.

Adlers flotte scenografi er da heller ikke uden sans for paradokset og lettere uhjemlig med sine svampede pools, kønsløse (og ubrugelige) stålkonstruktioner og humoristiske minipalmelund.

Alt i alt giver udstillingen et blik på tre meget forskellige kunstnere, som alle er godt på vej. Den giver også et fint billede af, hvor seriøst, dedikeret og nørdet, der arbejdes på et dansk kunstakademi.