Afledningsmanøvre

Med Peter Linde Busk, Steinar Haga Kristensen og Alexander Tovborg bevæger vi os ind på følelsernes, troens og vanviddets mark i udstilling på Holstebro Kunstmuseum. Men udstillingstematikken Grådighed fungerer som en unødig obstruktion.

Syv midtjyske museer er gået sammen om en fælles udstillingsramme: De Syv Dødssynder. Jeg har set en håndfuld af udstillingerne og kan allerede konstatere, at rammesætningen knirker gevaldigt – en samlet vurdering må dog vente, indtil jeg er kommet omkring alle udstillinger. Men altså: Hvert museum har trukket en synd, og på Holstebro Kunstmuseum er det grådighed (Avaritia), der er under behandling.

Læs anmeldelse af Begær på Randers Kunstmuseum her

Svarene blæser
Hvordan forholder man sig til syndsbegrebet i dag – hvordan forholder man sig til begrebet grådighed? Museet har spurgt tre kunstnere: Peter Linde Busk, Steinar Haga Kristensen og Alexander Tovborg og fået tre forskellige ‘svar’, der handler mindre om begrebet grådighed, end om hvad der ellers optager kunstnerne.

De tre kunstnere passer ellers godt sammen, det er rigtigt set. Alle stemmer sig op mod det moderne livs rationelle forkrampninger. Med disse kunstnere bevæger vi os ind på følelsernes, troens og vanviddets mark.

Genbrugsrelieffer
Med behørige nik til Cobra og Art Brut giver Peter Linde Busk ofte oprejsning til ‘skøre’, miskrediterede karakterer i sine billeder. I Holstebro er menneskefigurerne til dels udfaset, mens ornamentikken og detaljerigdommen, som også er karakteristisk for kunstneren, er intensiveret.

På udstillingen folder dette forhold sig ud i større formater som en slags genbrugsrelieffer skabt i et væld af forskellige materialer: træstykker, keramikformer, lærredsstumper m.m. Enorme Helter Skelter (2017) er således lige dele klatrevæg og altervæg.

Læs portræt af Peter Linde Busk her

Indavl
Steinar Haga Kristensens (NO, f. 1980) særegne kunst driver af ironisk patos. Det er ‘bad art’ – store, klodsede, groteske sager – som reaktiverer forskellige kunstneriske genrer og traditioner – ikke mindst Munch spøger. Som indehaver af en slags indavlsfabrik dublerer Haga Kristensen ofte sine værker, der ydermere drøvtygger en række motiver: Ugler med store øjne, en abstrakt skulptur, en skrækslagen mand i et klaustrofobisk rum… Og læs engang en titel som Totaler Angst der Abstraktion (Der Schliessmuskel funktioniert nicht mehr)!

Mytologiske brønde
I skulpturer og malerier tager Alexander Tovborg (f. 1983) udgangspunkt i religiøse og mytologiske fortællinger, som han behandler som brønde for kollektive følelser. I et farvestærkt, næsten selvlysende, billedsprog, som på én gang er stiliseret-figurativt og abstrakt aktualiserer malerierne den religiøse kunsts symboler og kompositioner som for at undersøge, hvordan man diskuterer og synliggør diffuse begreber som ‘ånd’, ‘tro’ og ‘følelser’.

Læs portræt af Alexander Tovborg her

Middelalder-feeling
Det er kunstnere, som vitterligt forstår at tage scenen, og det kunstneriske slægtskab mellem dem giver en god dynamik i udstillingen. Hvad der også binder den godt sammen er, at alle tre tager favntag med historiske, mytologiske billedtraditioner. Hvor ofte hører vi ikke, at kunstmuseet er vor tids katedral – her tager kunstnere det ret bogstaveligt. Se Peter Linde Busks altervæg og Tovborgs triptykon Altar of humanity (The symbol has resurrected) – worship of mammon og læg dertil Haga Kristensens Les Origenes moqueuse (Le scepticism du doute 01) (De spottende oprindelser (skepsis overfor tvivl 01)), som er et monster af en panelvæg.

Det er måske i denne rækken bagud – i tilnærmelse af en næsten middelalderlig feeling – at kunstnerne mest ligetil nærmer sig den syndsbegrebslige udstillingstematik. Det er i dén historiske tid, dødssynderne hører til, og ligesom kunsten dengang ikke tøvede med at aktivere hele sansningen og følelsesregisteret – ikke mindst i dommedags- og dødssyndsskildringer – er disse tre samtidskunstnere heller ikke nærige billedmagere.

En nyfortolkning af begrebet grådighed?
Men er udstillingen en nyfortolkning af begrebet Grådighed? Jeg synes det ikke. Snarere er tematikken fritsvævende – noget man efterfølgende og spekulativt forsøger at italesætte i forhold til værkerne.

Tovborgs skulptur af den fede, dobbelt-mundede skaber (Skaberen 1 (2010)) og hans ovenfor nævnte alterbillede for tilbedelse af mammon er mest spot on. Peter Linde Busk relaterer i det tilhørende katalog grådigheden til hans kunstneriske arbejdsproces: “Generelt bærer mange af mine værker præg af ophobning og hamstring. Jeg genbruger – grådigt om du vil – overskydende materiale og biprodukter fra tidligere værkproduktioner,” hedder det.

Det bliver som sagt meget spekulativt, og hvordan Haga Kristensens værker stiller ind på ‘grådighed’ rammer udenfor min radar.

Udstillingen ville klart stå bedre uden dødssynder og grådighed, som her blot fungerer som en unødig afledningsmanøvre og obstruktion. Kunsten er der ikke noget i vejen med, men kunstnere og institution bør være langt skarpere i forhold til rammesætningen. Ellers: Drop den!

Klik på et af billederne for at se flere billeder fra udstillingen.