Hun er født i Varde, har rødder i det vestjyske landskab og har gennem ti år arbejdet med kvinder, hvis historier risikerer at forsvinde. Under Art Matter Local præsenterer Agnete Brinch sin hidtil største skulptur på sin hjemstavn, med en fortælling om at tage plads i sin egen historie.
Når Agnete Brinch den 19. september afslører sin nye skulptur i Varde under Art Matter Local, sker det få meter fra Sct. Jacobi Kirke, hvor hun selv blev døbt. Det er med andre ord svært ikke at tale om at vende tilbage.
“Jeg er født i Varde og døbt i kirken lige ved siden af. Det er ens hjemstavn, ens mand, ens børn, mine største kritikere. Det ligger mit hjerte nær,” fortæller hun.
Skulpturen er med sine fire meter i diameter og 2.5 meter i højden det største skulpturelle værk, Brinch hidtil har skabt. Men idéen bag det er langt fra ny. Den trækker tråde gennem hendes praksis, hvor tegning, maleri og skulptur gennem årene igen og igen har flettet sig ind i hinanden.
Tolv kvinder på torvet
Værket består af tolv kvindefigurer i rustfrit stål, placeret i en cirkel. Figurerne udspringer af den gallionsfigur, der gennem det seneste årti er gået igen i Brinchs værker: en handlende kvinde med hjerte, livstræ og glorie.
“Jeg vil skabe en ny historiefortælling, en om den handlende kvinde. En gallionsfigur på land, der fortæller historier og kæmper for alt, hun har kært,” siger Brinch.
Figuren har rødder i projektet Kvinder der forandrer verden, som Brinch har arbejdet med siden 2015. Her undersøger hun både kendte og mindre kendte kvinders betydning for historien.

Gallionsfigur på land, foto: Steen Knarberg - Zions Kirke Esbjerg
Projektet fik blandt andet form i Esbjerg, hvor Brinch blev optaget af, hvordan byens historie primært var fortalt gennem mænd. Det førte til et soloshow med over 60 portrætter af nulevende og historiske kvinder med tilknytning til byen.
Værkerne hænger nu permanent på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg, mens 34 af kvinderne indgik i en offentlig kunstrute, der åbnede på kvindernes kampdag i 2025. Brinch ville dog gerne have sine kvinder ud i det offentlige rum i havnebyen, og det var en sejr da hendes Gallionsfigur blev udstillet i fiskerkirken Zions Kirke. Figuren kan opleves til den 30.10.26.
En skulptur kommer hjem
Den samme gallionsfigur bevægeer sig videre nu fra Esbjerg og ind på torvet i Varde, denne gang ikke som én, men som tolv kvinder.
På torvet bliver de tolv kvinder til mørke silhuetter. Brinch har bevidst skåret ned på detaljerne frem for at lægge til. Formen skal stå enkelt og tydeligt mellem kirken, rådhuset og den gamle købstads historie.
“Jeg finder roen i Vestjylland. Jeg finder roen ved mit barndomsland, mit eventyrsland”
Agnete Brinch
For Brinch bliver torvet på den måde næsten en scene. Et sted, hvor figurerne træder ind mellem byens eksisterende bygninger og historier.
Og hvad publikum præcis skal tænke, når de møder de tolv kvinder, vil hun ikke bestemme. Det vigtigste er næsten, at de tænker noget.
“Jeg håber, det giver en fornyet bevidsthed og en eftertanke om vores roller. Uanset om folk kommer derfra med et ‘wow’, tænker ‘det var fandeme mærkeligt’ eller bare undrer sig bagefter, så har værket gjort noget.”
At finde ro i Vestjylland
Selvom Brinch både har boet i København og udstillet andre steder i Danmark og udlandet, er det Vestjylland, hun bliver ved med at vende tilbage til.
“Jeg finder roen i Vestjylland. Jeg finder roen ved mit barndomsland, mit eventyrsland, hvor jeg kan finde magien igen og igen.”
Hun bor i dag i Billum og har værksted i Blåvand. Landskabet omkring hende er samtidig landskabet fra hendes barndom: Oksbøl, Vejers, Blåvand og de flade vidder mod havet.
“Naturen har den her storslåethed. Den er mere vild og mere på naturens præmisser. Horisonten er uendelig, fordi vi har det så fladt herovre.”

Agnete Brinch med Gallionsfigur, kreditering: Agnete Brinch
Horisonten er også at finde i hendes tolv kvinder, de mørke nuancer er nemlig ikke tilfældige.
“Når solen går op eller ned, så er det jo helt mørke silhuetter, du ser i horisonten,” siger hun.
Det er ikke nødvendigvis Vestjylland som motiv, der finder vej ind i hendes kunst. Snarere fungerer stedet som et ståsted.
“Jeg kan mærke, at det giver mig rygrad, pondus og styrke. Jeg ville måske være mere rodløs alle andre steder,” slutter Agnete Brinch.
Agnete Brinch
FAKTA
Agnete Brinch er født i Varde i 1970 og bor i Billum i Vestjylland. Hun arbejder med maleri, tegning og skulptur og har siden 2015 arbejdet med projektet Kvinder der forandrer verden.
Hendes nye skulptur afsløres i Varde den 19. September kl. 10.30 i forbindelse med Art Matter Local, der finder sted i Varde Kommune 17.–20. september 2026.

