Aka Høeghs sammensmeltning af landskab og menneske insisterer på, at vi hverken er udenfor eller over naturen

Aka Høegh er svær at komme udenom på den grønlandske kunstscene med et virke, der spænder over 50 år og med utallige udstillinger, udsmykningsopgaver og illustrationer til bøger bag sig. Hun blev kunstner i en brydningstid med ungdomsoprør og diskussioner om Grønlands selvstændighed, om identitet, land og folk. Hun er netop nu aktuel med en udstilling på Det Nordatlantiske Hus i Odense.

”Én af de største nulevende grønlandske kunstnere”, sagde Nauja Bianco, direktør for det Nordatlantiske Hus i Odense, om Aka Høegh til åbningen af kunstnerens udstilling Kiinarpap tunuani // Bag masken for nylig i anledning af 50 året for Det Grønlandske Hus i Odense.

At udpege de største, vigtigste eller mest betydningsfulde kunstnere er altid en sandhed med modifikationer, da betydning kan være alt, fra personlige referencer til kendthedsfaktor, til antal solgte værker, til aftryk på andre kunstnere og eftertiden og så videre.

At Aka Høegh (f. 1947) er en betydningsfuld kunstner fra den grønlandske kunstscene, kan der alligevel ikke herske tvivl om.

Hendes praksis er funderet i maleri, grafik og skulptur. Hendes motiver er oftest landskaber, mennesker, masker, myter og hendes eget ansigt.

Et kendetegn ved de grafiske værker, malerier og akvareller er sorte konturer og en dybblå farve. Ansigtet, masken eller mennesket integreres i landskabet eller naturen med en iboende kompositorisk bevægelse, der som en bølge eller hvirvel strukturerer billedet.

Det er, som suges beskueren ind til noget, der ligger bagved. En besjæling, kunne man kalde denne kompositoriske bevægelse i hendes værker. Man kunne også kalde det en formgivning af ‘Inua’ – livskraften, der gør alt levende. Eller noget, der gør, at det er svært at skille landskab og menneske ad.

Landskaberne i Høeghs værker er ikke nødvendigvis stedsspecifikke; de hører til i Grønland, men er også indre landskaber og barndomsminder fra opvæksten i Sydgrønland. Et specifikt landskab vender Høegh dog tilbage til igen og igen; et landskab som forbliver uden ansigter, mennesker eller masker. Akia er en række fjelde udenfor barndomsbyen Qaqortoq, hvor Aka Høegh stadig bor dele af året, og som hun i skitseagtige akvareller og malerier på forskellige årstider og i forskelligt vejrlig tegner og maler igen og igen.

I samme by har Aka Høegh udskåret ansigter og fisk i en fjeldvæg, som en del af kunstprojektet Sten og Menneske skabt af Høegh i samarbejde med den lokale højskole tilbage i 1993-94. Her blev 18 kunstnere inviteret til Qaqortoq, hvor de skabte stedsspecifikke værker af fjeld og sten.

Ungdomsår

Efter et højskoleophold i Danmark og et ophold i Zürich sidst i 1960’erne møder den unge Aka Høegh kunstneren og igangsætteren Bodil Kaalund (1930-2016), som skaffer hende adgang til at følge undervisningen på Det Kongelige Danske Kunstakademi; blandt andet under kunstneren Robert Jacobsen.

I 1972 opretter Kaalund i samarbejde med kunstner og forfatter Hans Lynge (1906-1988) Grafisk Værksted i Nuuk (i dag Grønlands Kunstskole), hvor Høegh bliver en af de første elever. Kaalund bliver i det hele taget en støtte for Aka Høegh, samt for de to samtidige og betydningsfulde kunstnere Arnannguaq Høegh (1956-2020) og Anne-Birthe Hove (1951-2012); tre stærke kunstnere, der gennem hele deres virke har udforsket og fordybet sig i grafikken.

Samme Kaalund er for øvrigt afsættet for kunstneren Pia Arkes begreb ”etnoæstetik” i afhandlingen af samme navn; et begreb, der kritiserer Kaalunds kunstsyn i bogen ”Grønlands Kunst”, hvor dét at være grønlandske kunstner først og fremmest beskrives som noget med rod i natur, myter og sagn.

Aka Høeghs kunst har også et mellemværende med natur, myter og sagn, men Høeghs kunst har et rodnet i ungdomsoprøret i 1960’erne og 70’erne og i en kamp for selvstændighed, natur, land og ressourcer; herunder en insisteren på en grønlandsk identitet og kultur, som noget andet end dansk. Den selvstændighed, der diskuteres i Grønland i dag, er med andre ord ikke en ny bevægelse, men har mange frontløbere.

Brydningstid

I 1970’erne og op til Hjemmestyrets indførsel i 1979 fik denne bevægelse ord på af blandt andet Høeghs ungdomskammerat, forfatter og politiker Aqqaluk Lynge, og bandet Sume, hvor Aka Høeghs fætter Malik Høegh var forsanger. Coveret til Sumes plade inuit nunaat er for øvrigt skabt af Aka Høegh og viser et fjeld med masker eller ansigter integreret.

I musik, artikler, taler, udstillinger og digte italesatte denne generation en grønlandsk identitet og satte ord på en modstand mod den danske kolonisering, som på det tidspunkt betød, at Grønland havde status af at være et amt i Danmark uden selvbestemmelse over eget land, love og ressourcer.

Imens forhandlede det daværende Landsting med det danske Folketing om en hjemmestyrereform – og ikke kun i Grønland, men verden over, blev oprindelige folks rettigheder sat på dagsordenen.

Eksempelvis gjorde kunstnergruppen Mázejoavku – eller Masi-gruppen – med kunsten opmærksom på samernes rettigheder under de vedvarende protester mod Altavandværket gennem 70’erne, mens grønlandske unge i 1976 genoptog aassivik-traditionen. Aassivik var historiske sommerlejre, hvor man mødtes, udvekslede, byttede og afgjorde uoverensstemmelser. En tradition, der var ebbet ud i takt med at inuit blev bofaste i byer og bygder, og som de unge genoptog med politiske diskussioner samt kunsten og kulturen som omdrejningspunkt.

Aka Høegh rejste frem og tilbage mellem Grønland og Danmark, deltog i disse ungdomsoprør og formede venskaber med kunstnere, der brugte deres kunst som politiske talerør, såsom sangeren Trille samt kunstner og forfatter Dea Trier Mørch, hvor Høegh også optræder i én af sidstnævntes bøger. Det er denne spirende tid, Aka Høeghs kunst vokser ud af.

Rødderne

Også kunstner, dramatiker og forfatter Hans Lynge var gennem sit virke fra 1930’erne og frem optaget af at genvinde en stolthed, som koloniseringen havde nedbrudt, og at finde sine rødder i grønlændernes egen historie, eget landskab, egne sagn og myter. Aka Høegh er inspireret af Hans Lynge, og hendes værker ligger på mange måder i forlængelse af hans arbejde.

Genfortællingen i et fortolkende billedsprog af grønlandske myter og sagn, samt et vedvarende fokus på det grønlandske landskab, har Lynge og Høegh til fælles, men hvor Hans Lynge aldrig malede sig selv ind i sine koloristiske lysende malerier af landskaber, myter og sagn, så er Aka Høeghs ansigt en fast bestanddel af hendes oeuvre fra hun er helt ung til det aldrende ansigt i dag. Det er som en konstant udforskning eller indskrivning af sig selv i verden, som et konstant spørgsmål til, hvad livet er for noget.

Høeghs kunst er udsprunget af en tid med fokus på, hvad det vil sige at være grønlandsk; en diskussion, der i dag af og til bliver indsnævrende og belærende, men Høeghs værker er hverken det ene eller andet. Der er en lattermild humor i den vedvarende fremstilling og udforskning af menneske, maske og af sit eget ansigt i alle disse landskaber.

Høeghs gennemgående brug af grønlandske myter, sagn og landskaber skal derfor ikke ses i lyset af en insisteren på kunsten som noget specifikt grønlandsk; en såkaldt etnoæstetik. Det er snarere en eksistentiel omfavnelse af begrebet rødder; disse rødder, der forankrer os i verden som dem, vi er, og hvad vi kommer af.

Høeghs sammensmeltning af landskab og menneske synes at insistere på, at vi er mennesker på planeten jorden og hverken udenfor eller over naturen. Derimod er vi en del af noget levende, og det er en del af os.

På den måde taler Aka Høeghs kunst ikke kun ind i begreber som rødder og identitet, men også ind i vores klima- og miljøkriser og ind i vores afhængighed, men også forbundethed med naturen, miljøet og det levende omkring os og i os.