Aktivisme i arkivet

I 2005 var der oprør i Paris’ forstæder. Konflikten begyndte, da politiet efterforskede et indbrud. To teenagere tog tilflugt i et elværk for at undgå at blive afhørt, men endte med at blive dræbt af elektrisk stød.

Det resulterede i, at en latent konflikt imellem politiet og børn af immigranter brød ud i lys lue og bredte sig til flere hundrede boligområder i Frankrig.

Biler og offentlige bygninger blev sat i brand, og der blev indført en midlertidig undtagelsestilstand, hvor næsten 3000 personer blev anholdt.

Jeg er ingens datter
Oprøret er omdrejningspunkt for Michelle Dizons tre-kanals videoværk Civil Society. Mens vi ser optagelser fra boligområderne: højhusbyggeriet, parkeringspladserne, motorvejene, metalporte og grafitti, reflekterer hun over usynlighed som eksistensvilkår for immigranternes børn.

”Jeg er datter af immigranter, jeg er ingens datter”, siger hun. For man skal glemme fortiden for at realisere den fremtid, forældrene er flyttet for at sikre, men samtidig er man usynlig og uden sprog i det nye land.

Research-baseret kunst og arkiv-interesse
Dizons Civil Society blev skabt i 2008, men den føles ubehageligt aktuel i disse dage, og sådan er det med en lang række af de værker, som danske Lasse Lau og amerikanske Benj Gerdes har samlet på denne udstilling. Med et par og tyve værker, primært videoværker, viser udstillingen en gennemgående tendens i samtidskunsten til at arbejde research-baseret med historiske begivenheder og med den måde, vi kulturelt forholder os til og bearbejder historien, via arkiver, biblioteker og museer.

Ikke for at dvæle ved fortiden som sådan, men snarere for at diskutere dens betydning i dag.

Historiens og fotografiets sandhedsværdi
Udstillingstitlen Rewriting Histories er bredt formuleret og peger på muligheden for, at man kan genfortolke historien. At historien ikke er skrevet en gang for alle, er nok ikke en revolutionerende indsigt for de fleste i nutidens spin-kultur.

Titlen understreger måske mest af alt Fotografisk Centers grundlæggende linje med at koble sine udstillinger op på diskussioner om fotografiet som kunstnerisk medie – og altså i dette tilfælde bl.a. dets sandhedsværdi.

Aktivisme fra arkivet
Kuratorerne er mere specifikke i deres rammesætning. De peger på et aktivistisk element i samtidskunsten, hvor historisk materiale anvendes for at forsøge at gribe ind – i hvert fald refleksivt – i aktuelle problemstillinger.

Det kan fx være udnyttelsen af arbejdskraft i den globale kapitalisme, efterdønningerne af specifikke voldsomme begivenheder eller undertrykkelsen af minoriteter. Man kan sige, at kunstnere i dag har en agenda, som de forfølger i deres behandling af historisk materiale og historieskrivningens form.

Og udstillingen kommer vidt omkring: Fra St. Croix (Nanna Debois Buhl) til Grønland (Pia Arke & Anders Jørgensen), fra Guatemala (Regina José Galino) til Spanien (Sarah Vanagt & Katrien Vermeire) og fra de store historiske vingesus som Ægyptens antikke samlinger (Lasse Lau) til de private antegninger i margenen på en biblioteksudgave af Virginia Wolfs roman A Room of One’s Own (Kajsa Dahlberg).

Lyde fra museets rum
Udstillingens kuratorer deltager selv med gode værker, der hver for sig indtager en yderpol i udstillingens spænd fra arkivets huse til aktivismens historie. Lasse Laus Sound from the Hallways (2012) er optaget inde på Cairos store museum for ægyptiske antikviteter, før en større renovering af museet blev sat i gang, og dokumenterer således stemningen på museet, inden det bliver ændret.

Samtidig er der en særegen kontrast imellem det historiske vidnesbyrd om den antikke civilisation og livet udenfor på Tahrir-pladsen. Filmen skifter imellem at panorere forbi højloftede sale med metervis af montrer med antikke skulpturer og så korridorer med åbne vinduer, hvor den summende lyd af trafik vidner om et meget mere hektisk tempo uden for museets mure. Kontrasten er dog vellykket underspillet.

Aktivismens udholdenhed
Benj Gerdes’ film Years of Saturdays (2015) sætter fokus på et meget lille sted, nemlig fortovet udenfor det lokale postkontor i en lille by i staten Pennsylvania. Historien vækker dog refleksioner af meget bredere karakter.

Fire aktivister er samlet og bærer skilte med ordlydene: End Gun Violence Now, War is State Sponsored Terrorism og Political Not Military Solution in Iraq. Men i øvrigt er stemningen ret fredelig. Aktivisterne sidder på en lille stenmur det meste af tiden, for de fleste er godt oppe i årene, et sted imellem 70 og 90 år gamle. Med undtagelse af kunstneren selv, som midt i filmen sætter sig hen til gruppen og selv holder et af skiltene, mens han stilfærdigt snakker med aktivisterne.

Baggrunden for Gerdes’ film er, at han selv blev politisk vakt her som 13-årig, hvor han protesterede imod Golfkrigen, og at han har hørt, at der under Occupy var samlet en større gruppe aktivister. Nu er der som sagt et ret sparsomt fremmøde, og man kan fortolke det som et generelt udsagn om, at protestbevægelserne ikke har nogen effekt overhovedet.

Omvendt kan den vedholdende samfundsprotest, som de aldrene aktivister udviser, også ses som et udtryk for, at der faktisk er en vedvarende debat og kritik af magthavernes beslutninger i vores samfund.

Velkurateret udstilling
Udstillingen er velkurateret med mange forskellige værker og en passende længde på de enkelte bidrag på selve udstillingen. Det længste indslag er 49 minutter. Det er også en fin strategi at samle to værker på samme videoprojektor, således at man får fysisk plads til de mange værker.

Det kan dog skabe lidt umiddelbar forvirring, hvis man forsøger at matche en værktekst med et videoværk, fordi der altså er to film per videoskærm, som vises efter hinanden.

Tidsoptimering af arbejde
Til sidst i denne anmeldelse vil jeg gerne fremhæve to af de film, som – måske tilfældigt – er samlet på samme skærm. De er nemlig vidt forskellige, men alligevel behandler begge historisk materiale ved at lade stemmer i nutiden reflektere over materialet, og det gør filmene fantastisk nærværende.

Kajsa Dahlbergs Reach, Grasp, Move, Position, Apply Force handler om, hvordan tids-systemer udviklet i industriens tidsalder til at optimere arbejdernes performance er blevet globalt implementeret, og i øvrigt anvendes ikke bare på lagerhaller og fabrikker, men også for eksempel for freelance-arbejde og i undervisningssektoren. Vi hører vidnesbyrd fra hele verdenen af de, der personligt er berørt af tidsoptimeringen

Fra protest til besættelse
Heroverfor har Rania Rafei & Raed Rafei midt under Det Arabiske Forår fået en gruppe nutidige aktivister til at gennemspille diskussioner og refleksioner over besættelsen af det Amerikanske Universitet i Beirut i 1974.

Filmen Prologue handler både om, hvorfor situationen eskalerede fra en protestaktion til en besættelse, og hvorvidt man kan og skal agere på vegne af alle studerende på et universitet. Selv om det er iscenesat, så er det ikke micro-instrueret og virker derfor som et indblik i aktivisters strategiske overvejelser og uenigheder, både historisk og aktuelt.

Uanset deres mange forskelle har Dahlbergs Reach, Grasp, Move, Position, Apply Force og Rafei & Rafeis Prologue det tilfælles, at vi kommer tættere på konflikterne, fordi vi hører individuelle personer reflektere over deres egen rolle, og beskrive, hvordan de selv er påvirket af det, som sker.