Alt_Cph og aktivismens redskaber

Af
7. september 2016

‘Anti-messen’ Alt_Cph på Fabrikken for Kunst og Design i Sundholmskvarteret på Amager inviterede publikum til at være en levende del af kunsten og den kunstneriske proces. Som publikum var man naturligt en del af både aktivistiske indslag, workshops og radikale gør-det-selv-løsninger, der skubber til vores forestillinger om samfundets strukturer.

Tools for Action, Alt_Cph 16. Foto: Frida Gregersen

‘Anti-messen’ Alt_Cph på Fabrikken for Kunst og Design i Sundholmskvarteret på Amager inviterede publikum til at være en levende del af kunsten og den kunstneriske proces. Som publikum var man naturligt en del af både aktivistiske indslag, workshops og radikale gør-det-selv-løsninger, der skubber til vores forestillinger om samfundets strukturer.

Af
7. september 2016

‘Anti-messen’ Alt_Cph på Fabrikken for Kunst og Design i Sundholmskvarteret på Amager inviterede publikum til at være en levende del af kunsten og den kunstneriske proces. Som publikum var man naturligt en del af både aktivistiske indslag, workshops og radikale gør-det-selv-løsninger, der skubbede til vores forestillinger om samfundets strukturer.

Magten tilbage til folket
Det er råt, hurtigt og billigt. På Fabrikken handler det om ‘open-source-værktøjer’. Om vidensdeling på tværs af kulturer og en anti-kommerciel dagsorden. Om oprørsk gør-det-selv-attitude, der giver os redskaberne til at påvirke (om)verdenen med få midler. Alt_Cph fungerer som et kunstnerisk forsamlingshus, der ‘opruster’ folket med genkendelige hverdagsmaterialer og anvendelige metoder.

Alt_Cph er kurateret af Råderum, som netop tager udgangspunkt i Fabrikkens daglige drift som værksted for et stort antal kunstnere. På Fabrikken handler det nemlig om kunsten som proces, snarere end produkt. Vi bliver inviteret til at skabe sammen med kunstnerne. En stor, industriel hal sætter rammerne om messen, der bryder med det sædvanlige messeformat med hårdt opdelte områder, ved at lade kunstnerne arbejde i små og store zoner – og på tværs af rummet. Produktionen foregår alle steder i fabrikshallen og ofte på samme tid. Det er et levende format, som skaber pulserende sociale situationer.

Utopiens bevægelser
Kunstnerkollektivet Utopia School, der har kørt en kunstnerdrevet skole hele august på Christiania, har arrangeret eftermiddagens deltagende talk Architecture of Desire, som undersøger utopier i arkitekturen. Vi sidder på farvede gymnastikmåtter omkring en overheadprojektor, der projicerer håndskrevne noter på en hvid væg. Indiske Devanshi Shah deler en folder ud med et solidt, hjemmelavet præg og inviterer os til at diskutere, hvordan arkitekturen også kunne se ud.

Utopia School på Alt_Cph '16. Foto: Frida Gregersen
Utopia School på Alt_Cph ’16. Foto: Frida Gregersen

Utopia School er en nomadisk læringsplatform med base i New York City, der bevæger sig på tværs af kulturer for at samle og udveksle viden. På Alt_Cph arrangerer Utopia School en række workshops og små ‘kurser’, der bringer mennesker sammen for at gentænke, hvordan vi indretter samfundet.

Eftermiddagens talk foregår som en fælles brainstorm, der kommer på tværs af Le Corbusiers parisiske visioner, shantytowns i Indien og nye afrikanske boligprojekter, som udelukkende bruger lokale materialer og teknologier. Det handler ikke om at nå frem til en særlig konklusion, men om at skabe et socialt læringsrum. Jeg kigger rundt på gruppen. Vi er måske ikke repræsentative for samfundet i en bredere forstand. Men om ikke andet, er vi en multikulturel gruppe, der bliver udfordret på meningerne.

Poetisk barrikadetræning
Senere står vi i blå heldragter med gaffatape i hænderne og producerer oppustelige barrikadeklodser til en anderledes og blødere form for politisk aktivisme. Tools for Action står for pop-up fabrikken og begivenheden Inflatable Factory. Den aktivistiske kunstnergruppe arbejder på tværs af landegrænser og har siden 2012 arbejdet med workshops, der i et legende format giver publikum værktøjer til selv at producere og etablere mobile blokader i et poetisk formsprog.

Der er én, som råber noget skrattende over megafonen. Stemningen er travl og beredt. Som et samlebånd producerer vi store, bløde klodser i bedste klippe-klistre-stil. Og vi er sammen om det. Ikke så meget fremmedgørende arbejde her. Et par børn er med og går til værks på en helt anden måde. De indbydende kæmpeklodser udforskes nysgerrigt og viser deres værd i en vild omgang leg og kast.

Tools for Action, Alt_Cph 16. Foto: Frida Gregersen
Tools for Action, Alt_Cph 16. Foto: Frida Gregersen

Ude på parkeringspladsen bag Fabrikken danser de sølvglinsende klodser over vores hoveder. I en actionpræget koreografi løber vi rundt som en ‘sværm’ og samarbejder om at flytte klodserne rundt. Som en form for militærtræning må vi stoppe op undervejs, evaluere og prøve nye teknikker af. Vi forsøger at bevæge os som én organisk krop, der kan strække sig ud og trække sig sammen. Aktivisme udforskes som spektakulær begivenhed på en helt fysisk måde. Og udfordres som koncept med de spejlreflekterende klodser som alternativ.

Gør-det-selv ærefrygt
Som en avanceret form for TV-kok indfører kunstner, kurator og forsker Mindaugas Gapševičius os i hjemmegjort cellekloning. How do I prepare myself for being cloned er én af fire workshops, som præsenteres under titlen KitchenLab. Den berlinske gruppe TOP står bag projektet og laboratoriet KitchenLab, der kunstnerisk og videnskabeligt udforsker biologisk materiale med helt almindelige køkkenredskaber. Næsten helt almindelige i hvert fald.

Kitchen Lab, Alt_Cph '16. Foto: Fridag Gregersen
Kitchen Lab, Alt_Cph ’16. Foto: Fridag Gregersen

Trin-for-trin guider Gapševičius os gennem sine praktiske forsøg med kloning. Han viser os værktøjskassen med instrumenter, som kan skaffes eller produceres ganske budgetvenligt. “Kloning er faktisk ikke så avanceret, som vi tror,” siger Gapševičius og forklarer, hvordan man fremstiller en centrifuge ved hjælp af en boremaskine, mens han sætter en kolbe med gelatine i mikroovnen.

Med KitchenLab er det allemandseje at være ‘gal videnskabsmand’. Det føles både bemyndigende og skrækindjagende, når et radikalt emne som kloning bliver hverdagsagtigt og let tilgængeligt. Detaljeringsgraden i Gapševičius’ formidling er i sig selv et kunstværk. Og han taler med så stærk en overbevisning, at jeg får fornemmelsen af at kunne gå hjem og gøre ham kunsten efter.

Og det synes netop at være den erkendelse og aktivistiske læring, der prægede årets Alt_Cph 16 – Crosscuts.

Fakta

Alt_Cph 16 - Crosscuts fandt sted under Cph Art Week den 2.-4. september 2016 i Fabrikken for kunst og design på Amager i København. Alt_Cph var kurateret af Charlotte Bagger Brandt og Amalie Frederiksen fra Råderum. Deltagende kunstnere var: Trampolinhuset med Sisters Cousine (København), YNKB (København), Utopia School (NY), Jens&Morten (Holstebro), Jatiwangi Art Factory (Jakarta), Oscar og Martinka (Oslo/Brataslava/Madrid), WOOLOO med Human Hotel (København), Sigrids Stue (Aarhus), PISAJ (Istanbul), Tools for Action (Berlin), Copenhagen Game Collective (København), No Borders (København), Kitchen Lab med Migas (Berlin), Jesper Aabille (København), Fabrikken for Kunst og Design, COMKI (Jerusalem).