Angsten for vores kødelighed

Hvordan forholder vi os til kroppens kød, til kødets forfald og til kroppen som en sårbar og lidende størrelse? Til visionssalonen VI ER ALLE KØD havde Bikubenfonden inviteret både kunstneren, kunsthistorikeren og videnskabsmanden til at diskutere vores komplekse forhold til kroppen. Som aftenen skred frem, blev det tydeligt, at vores angstfyldte forhold til kroppen og dens forfald hænger sammen med vores kulturelt betingede kropsidealer.

Kød og krop. Forfald og forgængelighed. Materialitet og metamorfose. Død og udødelighed. Det er tunge tematikker, der bliver diskuteret i aftenens visionssalon på Kunsthal Aarhus. VI ER ALLE KØD tager udgangspunkt i den belgiske kunstner Berlinde De Bruyckeres aktuelle udstilling Embalmed på Kunsthal Aarhus. En udstilling, der omhandler kroppens kødelighed og fremhæver dualiteterne og kontrasterne mellem det skrøbelige og det stærke, det smukke og det groteske.

Netop relationen mellem det smukke og det groteske bliver omdrejningspunktet for publikum under debatten. Salonen finder nemlig sted i Kunsthal Aarhus’ Galleri 1, hvor publikum er placeret rundt omkring værket No Life Lost II (2015). Et værk, der består af tre deformerede hestekroppe i en stor glasmontre. Belysningen er afdæmpet og fremhæver kun værket og paneldeltagerne.

Det patosfyldte rum
I aftenens panel sidder kunstneren Lea Guldditte Hestelund, kunsthistoriker og udstillingsansvarlig ved Kunsthal Aarhus Jeanett Stampe og lektor og biogerontolog Suresh Rattan. Slagets gang styres af lektor i kunsthistorie Camilla Skovgaard Paldam.

Jeanett Stampe forklarer, at ”hestene i værket No Life Lost II leger med grænserne for liv og død. De er ikke længere i live, men er forsat livagtige. Derved bliver de groteske og unheimliche.”

Hun uddyber, at fornemmelsen af det unheimliche hænger sammen med, at værkerne har et 1:1-forhold til virkeligheden. De er, med Stampes ord, ”hyperrealistiske.” Hestene indgyder altså angst, fordi de på samme tid er både velkendte, men også fremmede. For Jeanett Stampe står det derfor klart, at Berlinde De Bruyckere skaber et patosfyldt rum, der indbyder til refleksion over vores kødelighed og angsten for netop denne kødelighed.

Vi er alle kød
Men hvad betyder det, at vi alle er kød? Spørgsmålet bliver stillet i plenum af Suresh Rattan. Hans eget svar er, at det betyder, vi alle skal dø. Venner som fjender. Grænsen mellem krop og kød går åbenbart mellem at være 44 og 45 år: ”Efter de 45 år har naturen ikke længere brug for os, vi ældes og bliver til kød.”

Idéen om kroppens metamorfose bliver ivrigt diskuteret i aftenens visionssalon. Suresh Rattan arbejder i sin forskning med begrebet ”at ældes med ynde”, og Lea Guldditte Hestelund arbejder i sin kunstpraksis med begrebet ”kropsoptimering.” Kroppen kan altså modelleres, transformeres og skulptureres.

Lea Guldditte Hestelund påpeger, at den bearbejdning af materiale, som De Bruyckere arbejder med, viser, at kunsten kan udvide kroppens begrænsninger. Ved at bearbejde hud, pels og voks bygger De Bruyckere videre på og tilføjer lag til kroppens form.

Ifølge Suresh Rattan har kroppen heller ikke i sig selv nogen begrænsninger. Vi har ikke en indbygget mekanisme, som vil slå os ihjel. Kroppen er vores ven, ikke vores fjende.

”I princippet er vi alle udødelige. Men menneskekroppen er dårlig designet,” understreger han.

Kropsidealer
Som aftenen skrider frem, bliver det tydeligt, at vores angstfyldte forhold til kroppen og kroppens forfald hænger sammen med vores idéer om kropsidealer. Den skulpturelle, stærke og slanke krop. For paneldeltagerne står det dog klart, at også den stærke krop er genstand for forfald og forgængelighed.

Jeanett Stampe eksemplificerer, at skrøbeligheden kan mærkes i Berlinde De Bruyckeres værk Embalmed-Twins (2017). Et værk, som består af to faldne træer i voks. Det, der engang var høje og stærke træer, er nu forkrøblede og faldne, der minder mere om afhuggede kæmpearme end majestætiske træer.

Og Hestelund har mærket skrøbeligheden på sin egen krop, da hun transformerede sin krop efter den græske skulptur Discobolus for at skabe værket Selvportræt som Discobolus (2014-2015) til installationen Körper 2.0 (2014-2015). Efter flere måneders intensiv træning havde Lea Guldditte Hestelund modelleret sin krop efter græsk ideal. Hun forklarer, at på det tidspunkt havde hendes krop aldrig føltes stærkere. Men i følgeskab med styrken kom også sårbarheden og kampen med tiden om at bibeholde kroppens styrke.

Det uundgåelige forfald
På trods af tungheden i de debatterede emner, og at det at No Life Lost II har fungeret som et memento mori i neon, er stemningen blandt publikum hverken tynget eller angstpræget denne iskolde januaraften. Måske fordi der har været plads til at diskutere og reflektere over det, som netop gør os angste.

Ifølge paneldeltagerne og at dømme efter aftenens visionssalon giver kunsten os et refleksionsrum, hvori vi kan diskutere, hvordan vi skal tilgå vores uundgåelige forfald. For selvom forfaldet er uafværgeligt, må vi også stille spørgsmålet: Har vi virkelig lyst til at leve for evigt?