Anna Ancher på SMK, historieskrivning og ”kvindekunst”

SMKs nye udstilling om Anna Ancher er den hidtil største samling af kunstnerens værker, der nogensinde har været præsenteret. Intentionen om at præsentere Ancher i sin egen ret – fri fra Skagen og sit køn – har afstedkommet en del, fortrinsvist positive, reaktioner. Men også debat.

At kunsthistorien omskrives er ikke noget nyt. Det gør sig gældende indenfor alle kunstarter. Knut Hamsuns eftermæle får sværere og sværere ved at vriste sig fri af forfatterens forbindelse til nazismen, en lang række (mandlige) filmskabere og musikere ændrer i disse år status i offentligheden fra urørlige genier til overgrebsmænd, og kunstnere falder i det hele taget op og ned af anerkendelsens rangstige af alle mulige grunde.

Men at en retrospektiv udstilling, med en af dansk kunsthistories i forvejen mest elskede og anerkendte kunstnere, diskuteres som banebrydende historieskrivning, sker alligevel ikke hver dag. Det er ikke desto mindre, hvad den nyligt åbnede Anna Ancher-udstilling på Statens Museum for Kunst har igangsat.

Den moderne og internationale kunstner Anna Ancher

Både i Politiken og Information interviewes udstillingens kurator Peter Nørgaard Larsen. Hans primære pointe er, at Anna Ancher nok har været konstant anerkendt både før og efter sin død, men at hendes placering i historien også har været reducerende. Hun er blevet set som ”den kvindelige skagensmaler”, hvilket har fået hende til at fremstå langt mindre moderne, end hun rent faktisk var, ifølge Nørgaard Larsen.

Lektor og litteraturanmelder Lillian Munk Rösing bakker i Information op om frisættelsen og bemærker, at hun også selv ”ville hade at blive præsenteret som ’kvindelig litteraturkritiker’”.

Desuden påpeger Nørgaard Larsen, at Anna Ancher har været voldsomt underprioriteret på museerne udenfor Skagen; at hun nok har været symbolpolitisk medtaget i kunsthistorien, men aldrig er blevet taget så alvorligt, som sine samtidige, mandlige kolleger.

Læs også: Måske er det ikke forældet at lade kvinderne tale alene?

Missionen med udstillingen har altså været at rykke Anna Ancher ud af Skagen og iscenesætte hende som en stor international kunstner – uden det tilføjede ”kvindelige”. Den tråd er langt hen ad vejen blevet samlet op af dagbladsanmelderne, der over hele linjen er begejstrede både for Anna Anchers malerier og for SMKs præsentation af dem.

Kulturhistorisk milepæl

Mest markant i sin ros er Peter Nielsen, der i sin leder i Information allerede fra overskriften kalder udstillingen ”en kulturhistorisk milepæl”. Ifølge ham får SMKs udstilling Anna Ancher til at fremstå større og mere moderne end alle sine samtidige og alle klichéer, der før har været ytret om hende, til at fordufte.

Nielsen ser udstillingen som et decideret startskud til en ny æra, hvor mandlige og kvindelige kunstnere er fundamentalt ligestillede.

Trine Ross beskriver i Politiken udstillingen som en gave, der åbner for helt nye vinkler på kunstneren. Som det også nævnes flere andre steder, skriver Ross, at Anna Ancher i SMKs præsentation fremstår som mere beslægtet med ikoniske moderne malere, som Hammershøi, Ring og Ejnar Nielsen, end med sin mand eller P.S. Krøyer.

Indenfor havelågen

Anderledes straight er Torben Weirups anmeldelse i Berlingske. Han er meget positiv overfor udstillingen, men hæfter sig ved den del af Anchers emnefelt, der befinder sig indenfor havelågen, som han selv siger. Anchers kunst beskrives med velkendte termer som ”lys, natur, intimitet, indlevelse og fælleskab” frem for eksempelvis ”moderne”. Weirup bruger også en hel del af sin anmeldelse på at kortlægge Anna Anchers plads i Skagen-kolonien og hendes forhold til manden Michael Ancher. Her er de kulturhistoriske nybrud altså ikke sprunget synderligt i øjnene.

Læs også: Artikelsamlingen Kunst og køn

En kvindelig og – netop derfor – moderne kunstner

Et tredje sted placerer Informations anmelder Rune Gade sig. Som de andre anmeldere roser han udstillingen, men argumenterer samtidig for, at et kønsperspektiv faktisk bidrager med noget til forståelsen af Anna Anchers kunst, og også er med til at vise, hvor mesterlig og moderne hun var.

Som eksempel fremhæver Gade maleriet Ung mor med sit barn. Ifølge Gade skildrer Ancher her moderskabet på en bemærkelsesværdigt ikke-idealiserende måde – med en blanding af kærlighed og kedsomhed, som hun kunne få frem, fordi hun havde oplevet den på egen krop.

Gade gengiver også kuratorens pointe om Anna Anchers underprioritering, når det kommer til indkøb på museerne – hvilket han i øvrigt påpeger gør sig gældende for mange kvindelige kunstnere. Den status mener Gade godt, at SMKs udstilling kan være med til at lave om på.

SMK undgår ikke et kønnet hierarki

Til gengæld mener Rune Gade også, at fraværet af et kønsperspektiv er paradoksalt. Kurator Nørgaard Larsen argumenterer for ikke at anlægge et eksplicit feministisk perspektiv med, at Ancher dyrkede landskaber og religiøsitet i lighed med mere ”kvindenære motiver”. Ifølge Gade er dét netop et argument, der bunder i et kønnet genrehierarki, der grundlæggende kan oversættes til, at “manden står over kvinden”.

Det hierarki undgår SMKs historieskrivning altså ikke helt, ifølge Rune Gade. Hans pointe er nok, at man skal være varsom med at stille sig tilfreds med superlativer, som dem Peter Nielsen udtrykker i sin leder i samme avis. Ifølge Gade er kampen ikke vundet endnu – man må blive ved med at anlægge nye kønsperspektiver, før ligestillingen er rodfæstet.

Læs også: Skagen i nyt lys – Anmeldelse af Samling & Samtid på Skagens Museum