Anne Haanings installationer på Den Frie er fascinerende ånder fra kryolitminens skygge

Anne Haanings mangelagede og teknisk brillante videoinstallation Half Hidden på Den Frie afdækker et glemt og dunkelt kapitel i dansk kolonihistorie: Udvindingen af kryolit i Grønland. Grønlænderne anså det bløde, tunge og gådefulde mineral for at være besjælet. I dag er der intet tilbage af det. Videoen spørger bl.a. til, hvor ånderne mon forsvandt hen?

I 1854 etableredes verdens eneste kryolitmine i Ivittuut (eller Ivigtut) i det sydvestlige Grønland. Initiativet, der var dansk, blev taget af kemikeren Julius Thomsen og industrimagnaten C.F. Tietgen, men minen blev senere overtaget af ingeniøren G.A. Hagemann og skiftede navn et par gange. Man udvandt over 3,7 mio. ton kryolit i løbet af de godt 130 år, som minedriften foregik i. Mineralet var så værdifuldt, at det blev kaldt ”det hvide guld”. Men hele fortjenesten gik til danskerne. Ikke en krone til grønlænderne.

Med sit nye videoværk Half Hidden kaster Anne Haaning dels lys på et glemt kapitel i dansk kolonihistorie, dels giver hun med værket et vigtigt indlæg i den aktuelle debat om Grønland, der er kommet i søgelyset i det geopolitiske spil om Arktis. Den delvis dokumentariske, arkivbaserede videoinstallation har hermed et langt videre sigte end blot at være en æstetisk nydelse – hvad den imidlertid også er.

Farligt stof

I dag er der intet tilbage af kryolitten, kun et gabende, ovalt, 180 m dybt hul, som for længst er blevet fyldt med havvand fra Davisstrædet, og nogle forfaldne bygninger vidner om den hedengangne, menneskelige aktivitet. Kryolitten blev dels udskibet til forarbejdning ved den amerikanske østkyst, dels til Danmark, hvor den blev forarbejdet på Kryolitselskabets fabrik på Strandboulevarden i København. Den vil mange nulevende huske. I dag ligger Charlottehaven på den gamle grund.

Læs også:
Anmeldelse af Sequences VII med blandt andre Anne Haaning

Det var meget farligt at udvinde kryolitten, som blev sprængt fra af fjeldet med dynamit fra undertiden store højder. Men hvad man dengang ikke vidste, var, at kryolitten var meget sundhedsskadelig. Indåndede man støvet fra den i længere tid, fik man ”tykke knogler”, der medførte invaliditet.

Kryolit var i sin tid en vigtig katalysator i forbindelse med udvinding af aluminium, som blev anvendt til flyproduktion og i værftsindustrien. I dag fremstilles mineralet kemisk.

Kryolitminen i Grønland blev i sin tid en vigtig brik i det storpolitiske spil under 2. verdenskrig og kom under amerikansk administration efter Tysklands besættelse af Danmark i 1940 og frem til krigens afslutning i 1945.

Usynligt i vand

Betegnelsen kryolit er dannet af de græske ord kryos = is eller kulde og lithos = sten. Det både tunge og bløde mineral opfører sig ligesom is, eftersom det bliver usynligt, når det kommer under vand. Danskere i Grønland anvendte også kryolitten til at lave ankre, fordi mineralet er så tungt. Men de havde svært ved at håndtere det, fordi det så at sige forsvandt, så snart de kastede det overbord. Der er derfor noget fantom- eller spøgelsesagtigt over kryolit.

Denne fascinerende og enigmatiske egenskab udnytter Anne Haaning med stor kunstnerisk overbevisningskraft i sin 18 minutter lange, visuelt forførende og narrativt mangelagede videoinstallation med den sigende titel Half Hidden – halvvejs forsvundet eller gemt – ligesom kryolitten selv, der er synlig det ene øjeblik og usynlig det næste.

Ånderne i stenene

Kryolit var ikke ukendt for grønlænderne. Mineralet var kendt, længe før danskerne kom til og var ligesom andre dele af naturen omfattet af den grønlandske åndemystik. De mente, at den hvide sten var beboet af ånder, og troede, at ånderne vimsede nervøst rundt og forsvandt ind i klippevæggen, hvis de blev overrasket af andre, beslægtede ånder.

Dette levendegør Anne Haaning i nogle superslowmotion filmsekvenser af hvide, hermelin-lignende dyr, som bevæger sig graciøst i vand, som var der tale om en hel ballet for ånder. Smukt og fascinerende.

Strandvejsvilla ved Polarcirklen

Anne Haaning har gjort grundig research. Hun er også gået i Rigsarkivets gemmer og har fundet telegrammer om en forsvundet person, som sidst blev set i færd med at filtrere … mere hører vi ikke, men dette ”forsvindingsnummer” føjer yderligere til mystikken om kryolitten egenskaber, ånderne og det store hul.
Hun krydsklipper også mellem forskellige filmoptagelser – eksempelvis en dokumentar i s/h fra DR engang i 1960’erne fra driftschefens hjem, hvor hans elegante hustru går gennem stuerne med en kaffekop.

Læs også:
Anmeldelse af Wilderness med blandt andre Anne Haaning

Huset, der ligger in the middle of nowhere, er super moderne. Speakeren kommenterer: Huset har ”panoramavinduer med fjeldudsigt” og ”en vinterhave, som man ikke ser så frodig sydpå”. Huset syner ikke af meget udefra, men ”indretningen og beliggenheden er en strandvejsvilla værdig.”

Men illusionen brister, når man oplever, hvor forfaldent huset er i dag, idet der er indklippet nye optagelser af Anne Haaning. Den barske, grønlandske natur er godt på vej til at nedbryde huset, og om nogle år vil de sidste rester sandsynligvis være borte. Også her handler det om at forsvinde.

Uhæmmet grådighed

Tilbage er nu et grimt ar i fjeldet med et vakkelvornt stakit rundt om hullet. Det viser med al ønskelig tydelighed den uhæmmede grådighed og grove udnyttelse af naturressourcerne, der fulgte med kolonialismen.
Anne Haaning har behændigt udnyttet placeringen af videoinstallationen i Den Fries underst beliggende udstillingsrum, idet hun har skabt illusionen af en mine med afstivende bjælker, som man skal passere på vej ned til ”kryolitminen”. Lyden er et kapitel for sig. Den er ganske enkelt fremragende.

I det hele taget tryller Haaning med videomediet, når hun i dokumentaroptagelser af danske sømænd, der fragter kryolit videre ud i verden, lader en kop dreje vildt rundt og en ske være den ”rygrad”, der forhindrer den i at falde ned og blive smadret – med en henvisning til driftschefens elegante kone og den pæne facade, bag hvilken gemmer sig et alvorligt indgreb i naturens balance og negligeringen af et naturfolks respekt for økobalancen.

Som sagt, videoinstallationen er mangelaget, og undervejs har Haaning også et tekstet interview med åndemaneren Nakasuk, ligesom hun trækker på viden om ”stenånderne”, som Knud Rasmussen nedskrev i 1923. Foran skærmene er gulvet lakeret sort og skinner, så optagelserne af fjeldet og de forladte og forfaldne bygning omkring minen reflekteres.

I det hele taget er det et velgørende og æstetisk gennemført værk med meget på hjerte. Jeg har set værket fire gange og er stadig lige fascineret.