Asbjørn Skou tager dig med bukserne nede

Jeg har længe været lidt forelsket i gadekunstneren Armsrock, så da jeg fik chancen for at se en udstilling med hans alter ego Asbjørn Skou, greb jeg den med kyshånd. Smilet stivnede dog hurtigt, da jeg – inden jeg tog af sted – læste, hvad den handlede om.

I udstillingen, der faktisk er én stor installation, som han har valgt at kalde Impossible Society, tematiserer han ifølge formidlingsmaterialet over museumsinstitutionen og dets forhold til samfundet. Så altså en museumsudstilling om museumsudstillinger. Det lød i mine øre ærligt talt lidt som en parodi på en kunstudstilling, og ikke noget som kunne retfærdiggøre en togtur til Vejle.

Inderligt ligegyldigt
Og ved første øjekast blev jeg desværre bekræftet i min pessimisme. Det, som møder beskueren, når man træder ind i udstillingen, er et par store blyantstegninger forestillende stolte hvide mænd, der præsenterer beskueren for vilde – både dyr og mennesker – som de egenhændigt har fanget, og som nu skal udstilles på den ene eller anden måde.

Et andet billede viser fire grinende mænd bøjet over et kort, som holdes over en globus. Det, vi ser her, er tydeligvis fordums stormagter, der er ved at opdele verden i pæne retvinklede interessesfærer. Altså billeder på europæisk imperialisme og euro-centrisme. Unskyld mig, men den slags kritik virker altså en smule forældet i 2011.

Dette fortsætter mere eller mindre entydigt rundt i en spiral, til man står inde midt i rummet, hvor billederne skifter karakter. Herinde er det kollager af, hvad der umiddelbart kunne se ud til at være tegninger af udklip fra diverse blade. Det handler alt sammen om vold, ødelæggelse og ulykke. Lige på nær nogle enkelte udklip, hvor mænd sirligt er i gang med at ordne og katalogisere.

En prås går op
Og det var her, det begyndte at dæmre. For al den ulykke billederne viser, kan kunstneren da ikke være bekendt at hænge op på den stakkels museumsinstitution. Meget kan den klandres for, men ikke så meget.

Inderst inde i udstillingen går det da også op for mig, at det ikke længere handler om museets forhold til samfundet. Men om vores samfunds forhold til resten af verden. Fokus er lige så stille skiftet undervejs fra at handle om, at vi som samfund vil katalogisere og putte alt ned i ordentlige og afgrænsede kasser i videnskabens navn, til en kritik af, at vi som samfund lader denne observerende og objektive tilgang til verden dominere, så vi helt glemmer at gøre noget.

Undskyld Asbjørn!
Og hold da op, hvor blev det så lige pludseligt godt! Jeg blev fuldstændigt taget med bukserne nede. Her gik jeg lige og troede, at det handlede om noget så betydningsløst som museer, og så er det faktisk den rene og skære og meget smukt serverede samfundskritik.

Det, der starter som lidt af en anakronisme, bliver for den vedholdende beskuer til en ærlig og anderledes fortolkning af det samfund, vi befinder os i.

At han i formidlingsmaterialet selv påstår noget andet, skal man nok ikke gå så højt op i. Havde han meldt det hele ud fra starten, ville effekten af selv at opdage det ikke være tilstede, og udstillingen ville mangle et vigtigt element. På den måde minder det om det, han laver som gadekunstneren Armsrock. Her er hans kunst også gemt væk, og det er op til folk selv at finde den.

Man kan så mene, hvad man vil, om hans budskab. Selv er jeg vist ikke helt så pessimistisk som ham. Men han er en kunstner med noget på hjertet, og jeg har stor respekt for hans måde at levere det på.