At være eller ikke være – i N.Y.

Jeg ankommer til 71 N 7th Street i Brooklyn omkring klokken otte. Udenfor står Mikkel Carl alene og ryger en cigaret. På det tidspunkt har der været mindst 100 mennesker ind og ud af hans studio, fortæller han, og flere dukker op, mens vi står og snakker.

Mikkel Carl skodder sin cigaret og gør sig langsomt klar til at bevæge sig indenfor igen. Jeg følger med.

Art Hotel
Point B Worklodge, hvor Mikkel Carl er i residency gennem hele marts måned, ligger i hjertet af Williamsburg, et stenkast fra café-land Bedford Avenue, hvor alle de smarte og rigtige new yorkere hænger ud, og tæt på East River og Manhattan skyline.

Point B Worklodge har eksisteret siden 1996 og har rum til at huse 8 kunstnere, kunstkritikere og kuratorer ad gangen i op til 4 måneder.

Sammenlignet med standarden på Flux Factory (hvor skribenten selv er i residency red.), der bærer tydeligt præg af at være en tidligere industribygning, er de kridhvide studio-lejligheder med over 3 meter til loftet og naturligt lysindfald ren luksus. Det giver derfor god mening, da en af ferniseringsgæsterne kalder Point B Worklodge for ‘art hotel’.

I soveværelset
I Mikkel Carls studio er der så mange mennesker, at det nærmest er umuligt at bevæge sig rundt. Da det lykkedes mig at komme gennem mængden, får jeg øje på et skilt, der siger ‘exhibition continues upstairs’. Der er ingen mennesker deroppe, så jeg går op ad trappen og op på hemsen, der er indrettet som soveværelse.

Hvide t-shirts, med prints af hvad der ligner modefotografier, er smidt skødesløst på og omkring sengen, og på væggen hænger et par hvide jeans i samme stil. Det er jeans’ne og den måde, de er iscenesat på, der afslører, at tøjstykkerne tilsammen udgør en værkserie, der bærer titlerne Romance, The Horror, Remix Test og Young-Girl (2013). Kunstneren bag er kroatiske Dora Budor, hvis arbejde alene eller som del af kunstnergruppen, Dora & Maja, er kendetegnet ved at reartikulere allerede eksisterende visuelt materiale.

I klædeskabet blandt Mikkel Carl personlige beklædningsdele, hænger en krog af glas, som er skabt af den japanske kunstner Mamiko Otsubo. Glass Hook (2009) er andet værk, der nærmest bliver usynligt i de hjemlige omgivelser.

Home Sweet Home
IRL (forkortelse af ‘In Real Life’ red.) er en udstilling, der tematiserer over, hvad det vil sige at være i residency.

Til dels er et residency-ophold en privilegeret situation, fordi du får tid og mulighed for at fordybe dig i arbejde.

Til dels kan det være frustrerende og forvirrende, fordi det aldrig bliver et hjem, selvom du indretter dig som om, det var.

Luc Fullers værk A Ripe Tomato Will Eventually Rot If It Is Not Eaten (2012-2013), som består ene og alene af en tomat, fungerer som et fint billede på den her underlige tvetydighed.

Hvor meget virkelighed er der over IRL og det at være i residency?

Realiseret på under 2 uger
Eftersom Mikkel Carl kun er i residency i en måned, har han ikke haft meget tid til at foreberede udstillingen.

”IRL er blevet til på under to uger, og kurateringsarbejdet har udelukkende været værkbaseret, da andet nærmest ikke ville kunne lade sig gøre”, fortæller han.

”Jeg startede med at invitere Nanna Debois Buhl & Liz Linden, som jeg kender i forvejen, til at udstille deres værk SUITCASE WISDOM III (2013), der er et værk, de startede på tilbage i 2011, og så udviklede udstillingen sig derfra. De fleste kunstnere, der er med på udstillingen, har jeg mødt i løbet af de første 2 uger, jeg var her i New York. Andre mødte jeg først, da de indleverede deres værker.”

Together (again)
En anden dansk kunstner, der udstiller på IRL, er Kasper Sonne, som har boet og arbejdet i New York de sidste fem år. Sidst de to arbejde sammen var i forbindelse med udstillingen Lake of Fire, der blev visti Den Frie, som Mikkel Carl kuraterede tilbage i 2011. På IRL præsenterer Kasper Sonne tre nye værker, der alle består af industrielle malerplettede tæpper limet på lærreder.

”Untitled (picking up the pieces) No.15-17 er skabt af materialer, jeg havde liggende i mit studio, og egentlig havde besluttet at kassere”, fortæller han.

”Tæpperne brugte jeg som underlag, da jeg arbejdede på et andet værk. Malingen fra det værk, har tæpperne suget til sig.”

Kasper Sonnes værkserie knytter sig ikke direkte an til temaet ‘residency’, som resten af udstillingen tegner sig omkring, men fabulerer snarere over oversættelsesprocesser, og hvad det vil sige, når noget transformeres, og når materialer får eget liv.

Da jeg forlader Point B Worklodge er der kun få mennesker tilbage, og jeg har mulighed for at betragte Nanna Debois Buhl & Liz Lindens værk, der tegner en akse gennem rummet og udstillingen. Men også gennem både min og Mikkel Carls hverdag nu og her, og hvad det vil sige at være mellem hjem.