Ud af asylets mørke

På udstillingsstedet CAMP kan du, i ordets egentlige forstand møde den asylsøgende chilenske kunstner Pablo Andres i forbindelse med hans udstilling William Freeman – you can’t hold an angel. Her faciliteres på fineste vis en synergi og dialog mellem publikum, værker og kunstneren selv, der minder en om vigtigheden i, at alle mennesker er mere, end de labels vi putter på dem.

En ciskønnet heteroseksuel mand af etnisk dansk middelklasses forstads afstamning. Umiddelbart er der langt imellem mine ’labels’, og dem vi kan tilskrive Pablo Andres, som en ung homoseksuel asylandssøger. Chancen for at vores veje ville krydses er heller ikke overvældende.  

Men udstillingsstedet CAMP / Center for Art on Migration Politics i Københavns Nordvestkvarter er netop facilitator for sådanne møder. Med kunsten som fælles ramme, møder de besøgende og de asylsøgende migranter hinanden. Mennesker mange nok læser om, men sjældent interagerer med, på trods af at de befinder sig i vores geografiske (og ofte forståelsesmæssige) baghave her i Danmark.

“Jeg blev voldtaget som barn… og den begivenhed har mærket mig for livet.” I sådanne formuleringer beskriver udstillingsteksten forskellige begivenheder i Andres tidlige liv i Chile, og hans efterfølgende søgen efter frihed og accept i Danmark. Et billede tager form – af et livsforløb præget af smerte. Men også af et menneskes søgen efter det smukke i verden, og en tro på kunstens evne til at fastholde og formidle disse indtryk. Indtryk der har manifisteret sig i udstillingen.

Den frie mand?

Smerten og skønheden bearbejder Andres igennem fotografi, video, kollage og objekter, men særligt i hans performative omvisninger, som jeg tager del i denne lørdag, konfronterer han den europæiske LGBTQ utopi, og drømmen om at finde ’sikkerhed’ i det dansk asylsystem.

Det første der møder en i udstillingen, er fem monumentale fotografier bygget op af en række fastsømmede A4-prints. Pablo Andres’ ven og tidligere sambo i asylcenteret, William Freeman (William den frie mand) omringer os i de sort hvide billeder. Med bar overkrop og sorte englevinger står han på tærsklen til at springe.

Freeman og Andres var de to eneste åbne homoseksuelle i asylcenteret, og sammen opbyggede de et ‘rum’, hvor de kunne være sig selv, kunne drømme, lege og tale sig væk fra de voldelige og krænkende kræfter, der truede lige uden for.

Englen står på tærsklen til at springe, men hvorhen? Mod at flyve til et sted hvor man kan leve frit som man er, som både Andres og Freeman begge drømte om, da de søgte asyl? Eller mod at slutte et desillusioneret liv i asylcenterets fangenskab? Som publikum omringes man af denne suspens – mellem troen på det smukke, og overgivelsen til det smertelige.  

Hvad er stolthed?

I hjørnet af lokalet med de fire fotografier sidder Andres helt sammenkrøbet. Vi er syv gæster, der deltager i den performative omvisning, som gentages af Andres alle lørdage, indtil udstillingen lukker.

”PRIDE, what is pride?” råber Andres iført en langhåret paryk. Med hastige skridt bevæger han sig rundt i det lille lokale og fortsætter dagens improviserede monolog om det forkastelige i, at Copenhagen Pride nu realiseres gennem brands som Starbucks, 7eleven, og Nordea! Hvor er stoltheden i Pride, hvad kæmpes der for, når denne fejring (som alt andet) bare er blevet en fest på kapitalismens præmisser? Han vandrer faretruende rundt med en hammer og en nål i det lille lokale – så tæt på publikum, at en af de besøgende får tårer i øjnene. Men ikke af frygt.

Andres stopper op, lægger hammeren, giver hånd og præsenterer sig selv, og siger tak til de fremmødte. Denne lørdags performance var improviseret på dagen, ligesom alle de kommende performance omvisninger bliver det. Efterfølgende går vi rundt med Andres til en omvisning, der heller ikke bærer præg af at være planlagt i detaljen: En løsrevet Q&A, en række strøtanker, og særligt dialoger mellem Andres og os besøgende om værkernes mulige betydninger. Af hele denne performative seance fremgår det tydeligt, at Andres mest af alt er interesseret i, hvordan vi forstår hans værker, hans performance, og nok mest af alt, hans situation.

Den dialogsøgende kunst

I det tilstødende udstillingslokale er en række mindre værker, alle uden titler: kollager, fotografier, fundne objekter og et videoværk lavet til udstillingen, hvor Andres i en ny udklædning taler til beskueren om CAMP og hans tanker om udstillingen. Værkerne i dette rum fremstår isoleret set temmelig naivistiske, og er som udgangspunkt så lette at ’afkode’, at de ikke fastholder ens opmærksomhed særlig længe.

Til trods for værkernes skramlede æstetik, og muligvis manglende kunstneriske ’substans’, mærker man også her, hvordan alt i udstillingen er skabt for at åbne beskuerens forståelse, og søge dialogen med dem. Dette fremgår nok tydeligst i den farvestrålende opslagstavle og postboks, der hænger på væggen. Her kan publikum aflevere deres tanker, både anonymt og offentligt, om udstillingen, oplevelsen og hvad som helst andet.  

Hvem som helst

Det fotografiske værk med William Freeman og de sorte englevinger kan sagtens stå alene og gør et stærkt indtryk på beskueren. Til gengæld gør resten af værkerne først rigtigt indtryk, når de akkompagneres og aktiveres af Pablo Andres gennem hans omvisninger.

Hans væremåde overfor publikum og hans performative intimitet rækker langt ind i ens personlige sfære, der gør at man oplever kunstneren og udstillingen empatisk, og ikke intellektuelt. William Freeman – you can’t hold an angel folder sig derfor for alvor ud gennem den følelsesmæssige synergi mellem kunstneren, publikum og værkerne – og her realiseres kunstnerens intention om at vise publikum, at ”en flygtning eller migrant kan være hvem som helst” virkelig.

Derfor kan det på det varmeste anbefales at se udstillingen en af de kommende lørdage, og blive mindet om, at bag alle labels såsom migrant, immigrant og asylansøger findes der hele mennesker, der er andet og mere end deres situation. Og at kunsten på fineste vis kan være sproget, vi taler om dette igennem.