At begribe verden ved at lytte til den
Jacob Kirkegaard har installeret en håndfuld af sine lydværker på ARoS i udstillingen Alt og intet. “Ved at opleve lyd, vi aldrig har hørt før, kan vi undres over verden og være nærværende i den”, siger kunstneren.
Jacob Kirkegaard har installeret en håndfuld af sine lydværker på ARoS i udstillingen Alt og intet. “Ved at opleve lyd, vi aldrig har hørt før, kan vi undres over verden og være nærværende i den”, siger kunstneren.
Jacob Kirkegaard har installeret en håndfuld af sine lydværker på ARoS i udstillingen Alt og intet. “Ved at opleve lyd, vi aldrig har hørt før, kan vi undres over verden og være nærværende i den,” siger kunstneren.
Hvordan tilegner man sig verden omkring sig, når den fremtræder forvirrende, skræmmende og uforståelig i al dens politiske, sociale og miljømæssige kompleksitet?
Man kan optage den! Det er i hvert fald en metode, lydkunstneren Jacob Kirkegaard hælder til, når han rejser kloden rundt med sine avancerede mikrofoner og optager lyde, som verden gemmer på.
I sin aktuelle udstilling på Aros præsenterer kunstneren os for fem af sine lydværker. Vi kan opleve lyden fra forladte rum i Tjernobyl (Aion (2006)), lyden af smeltende is fra indlandsisen på Grønland (Isfald (2013)) og lyden af muren i Palæstina (Through the Wall (2014)). Herudover åbenbarer værket Earside Out (2015) lyde fra det indre øre, mens Black Metal Square #1-3 (2017) udforsker vibrerende metalpladers resonans. Udstillingen hedder Alt og intet, og hvorfor egentlig det?
“Normalt siger man jo alt eller intet, men for mig handler det om, at alt i virkeligheden foregår lige nu,” svarer Kirkegaard, da jeg møder ham på ARoS. “Og selvom der er lyde, du ikke kan høre, så er de der alligevel. På indlandsisen i Grønland kan man antydningsvist godt høre, at det risler lidt – men når man laver optagelser under isen folder lyden af smeltende is sig virkelig ud. Den kraft, der ligger der! Der er hele tiden masser af aktivitet, som du kan høre det i værket Isfald. Mange af mine værker handler om at bringe det frem, der ikke umiddelbart kan høres. Bare fordi vi ikke kan høre, se eller sanse det, betyder det jo ikke, at det ikke er der.”
At der foregår en masse lige på den anden side af vores perceptionelle grænser, finder Kirkegaard interessant. Det er en anledning til at undersøge verden i en dybere forstand, ligesom kunstneren i et større perspektiv ser det som en vej til at nuancere fastlåste forestillinger.
“Vi er meget hurtige til at lave konklusioner. Da jeg lavede optagelser til Through the Wall ved muren i Palæstina, optog jeg på begge sider af muren og opdagede, at mens menneskene ikke kunne krydse muren, var det anderledes med lydene. De kunne bevæge sig frit og blande sig med hinanden på begge sider af muren.”
“Lyden er underprioriteret i vores samfund”, fortsætter Kirkegaard. “Der er en tendens til at prioritere billedmedierne, fordi blikket er mere konkret. Lyden derimod er ‘overset’, og det er den nok, fordi den er mere abstrakt. Den udfolder sig i tid og kan komme alle steder fra – omfavne en. I stedet for at se en udstilling, må man opleve den.”
Og hvad sker der så, når vi i stedet for at se på udstillingen eller verdenen oplever den?
“Lyden har en intimitet og arbejder på et andet plan. Ved at lytte tror jeg, vi kan få en anden forståelse af verden.”
Det må du forklare?
“Jeg tror, der er mange mennesker, der har følelsen af, at der sker en masse i verden, som de ikke forstår: Global opvarmning, smeltende is og radioaktivt affald – eller polariseringen, som manifesterer sig i politiske mure, der adskiller ‘de gode’ fra ‘de onde’. Vi læser og hører en masse om det, men hvordan skal vi egentlig forholde os til det?
I den situation forsøger vi typisk at læse mere om det, og vi arbejder på at rationalisere verden, men det er ikke sikkert forvirringen bliver mindre.”
“Når jeg optager lydene i det forladte atomkraftværk i Tjernobyl eller indlandsisen, der smelter, eller lydene ved muren i Palæstina, så er det for at begribe disse politiserede steder på en anden måde. Du kan sige, det er en måde at tage ejerskab over for stederne og problemstillingerne.”
Kan det at opleve dine værker ændre noget for os, der er frustrerede over verden?
“Nu er jeg ikke politiker, og jeg har ingen intention om at redde verden. Men for at lytte skal du være stille, og så kan det være, at noget andet åbner sig op. Det handler om at indstille sig på at sanse.”
Kan det at lære at sanse så have en – om jeg må sige – revolutionær kraft?
“Ja, det tror jeg. Det kan være svært rationelt at forstå verden. Derfor er der brug for, at vi trækker vejret og mærker verden! Det kan måske hjælpe dig i din rationelle forståelse af verden.”
Det lyder næsten som om, vi er ovre i den spirituelle afdeling. At du taler om en meditativ tilgang til verden?
“Vi mangler spiritualitet. Jeg mediterer ikke selv – jeg optager. At optage lyd er min måde at mærke verden på. Det er jo kendetegnende for lydene, at de er et biprodukt af noget andet. I Isfald opstår der lyd, når et 40.000 år gammelt isbjerg styrter i vandet. I Through the Wall stammer lyden fra aktiviteter på den anden side af muren. Lyden selv vil ikke noget. Den har ingen intention og prøver ikke på at være en god eller dårlig lyd. Lydene er, som de er, og vi må også prøve at tage dem ind uden at dømme dem – at acceptere dem, som de er.”
“Dette fravær af intention peger nemlig i retning af en måde at være til på i verden. Ved at opleve lyd, vi aldrig har hørt før, kan vi undres over verden – og være nærværende i den.”