Besættelsen af Hjardemål Kirke – genfortalt 50 år efter

Museum Jorn stiller med udstillingen VI ER ALLE PRÆSTER – Da revolutionen kom til Hjardemål kirke ind på en 50 år gammel aktion, hvor en gruppe kunstnere og aktivister besatte en kirke i Nordjylland. Det skabte stor skandale i samtiden og er siden betragtet som en fatalt fejlslagen aktion. Men hvad var de kunstneriske bevæggrunde egentlig? Vi har talt med museumsinspektør og kurator Sofie Normann Christensen for at få et indblik i udstillingen og høre om, hvorfor aktionen stadig er aktuel i dag.

Mange vil sandsynligvis fremhæve Bjørn Nørgaards hesteofring på en mark i Nordsjælland i 1970, når man tænker på skelsættende, radikale aktioner i dansk kunst. Men selvsamme år fandt en anden aktion sted, der var lige så heftigt debatteret i sin samtid.

Natten til den 31. august 1970 besatte 15 unge kunstnere, filmfolk, studerende og slumstormere fra København Hjardemål kirke i Thy efter at have tilbragt sommeren i Thylejren – tidens helt store sociale, alternative eksperiment.

En af hovedarkitekterne bag aktionen var Peter Louis-Jensen, en af de mest toneangivende kræfter i den alternative og navnkundige eks-skole, der i løbet af 1960’erne var med til at skabe helt nye horisonter for kunstens virke i Danmark.
Sammen med kunstnere som Bodil Marie Nielsen, Lene Adler Petersen, Bjørn Nørgaard og Poul Gernes arbejdede Louis-Jensen for en subversiv kunst, som skulle underminere det borgerlige kunstbegreb og føre kunsten ud i livet.

Med udstillingen VI ER ALLE PRÆSTER, der primært er orkestreret omkring en af aktivisterne, Bodil Marie Nielsens, private arkivmateriale, ønsker Museum Jorn at markere 50-året for aktionen som en historisk begivenhed, og prøve at forstå de kunstneriske intentioner for aktionen, der fik megen negativ omtale i samtiden, og som eftertiden også primært har historiseret som mislykket, uklar og ugennemtænkt.

Aktivisterne havde planlagt begivenheden længe. Besættelsen af Hjardemål Kirke skulle egentlig have varet i syv dage, hvor det var tanken, at livet i kirken skulle transmitteres til forskellige medier, og at aktivisterne ville afholde en gudstjeneste for de lokale. De ville desuden skrive en ny udgave af bibelen og redefinere kirkens rolle i samfundet. Der var store planer og rigtig mange bevæggrunde for aktionen, og derfor er den ifølge museumsinspektør på Museum Jorn, Sofie Normann Christensen, heller ikke rigtigt blevet forstået i hverken samtiden eller eftertiden.

Aktionen endte med blot at vare en enkelt dag, fordi besættelsen af en kirke i et lille lokalsamfund i Thy vakte stor vrede. Hurtigt stimlede en masse mennesker sammen ved kirken, som besluttede sig for at forsøge at jage besætterne – som man mente var en flok langhårede, beskidte hippier – ud ad kirken. Det blev til et voldeligt sammenstød, og der er mange udlægninger af, hvordan hele forløbet foregik. I sidste ende var det dog politiet, der sidst på dagen mandag den 31. august fik besætterne ud ad kirken.

“Aktivisterne ville omdanne kirkens rum til en platform for samfundskritik samt til et eksperimenterende produktionskollektiv, hvor de gennem gudstjenesten ville skabe et dialogisk og demokratisk mødested under parolen ”Alverdens folk foren jer””, forklarer Sofie Normann Christensen “Imidlertid følte lokalbefolkningen i Thy sig ikke repræsenteret af de københavnske aktivister, så i sidste ende skabte de snarere splittelse end forening”.

En misforstået affære

Besætterne var meget overraskede og chokerede over, hvordan aktionen blev modtaget – også blandt medierne, som efterfølgende især satte fokus på det voldelige aspekt ved begivenheden. Selv havde de unge kunstnere hverken intentioner om vold eller at ødelægge kirken, og de så det ikke selv som et angreb på Hjardemål kirke, men som en aktion mod den danske folkekirke mere generelt, fortæller Sofie Normann Christensen: ”Det kom ganske enkelt bag på dem, at den lokale befolkning ville tage det så tungt, at deres kirke blev besat”:

“Aktivisterne havde ikke taget højde for, at lokalsamfundet havde et mere eller mindre kritisk forhold til det alternative samfund, som Thylejren var, og burde nok have tænkt aktionen mere igennem og taget relationen mellem Thylejren og lokalsamfund i betragtning, samt overvejet hvilke konsekvenser aktionen kunne få for Thylejren”, forklarer Sofie Normann Christensen og tilføjer:

“Omvendt kan man sige, at det var aktivisternes hensigt at få opmærksomhed; at skabe røre og forandring. Og det ville nok ikke have skabt lige så stor røre, hvis de havde besat en kirke i København. Men den opmærksomhed, de fik, var ikke omkring selve budskabet eller formålet med aktionen – det var mere rettet mod den dramatiske begivenhed, som aktionen udviklede sig til, samt kulturkløften mellem Thylejren og lokalsamfundet. Aktionen blev af omgivelserne ikke opfattet som en kunstnerisk og politisk aktion, men som et angreb på deres kirke og livsstil”.

Kunsten var aktion, og aktionen var kunst

Sofie Normann Christensen forklarer, at det på det tidspunkt var enormt svært at adskille kunst og politik, og derfor er det svært at skelne mellem de kunstneriske og politiske aspekter ved besættelsen. ”Hvis man spørger besætterne, vil de sige, at det gik ud på én og samme ting. Kunsten var aktion, og aktionen var kunst”.

Et af aktivisternes mål med besættelsen var at kræve en adskillelse af den danske folkekirke og statsmagten. Derudover ville de gerne sætte fokus på USA’s krigsførelse i Vietnam, og de ville have den danske folkekirke til at tage afstand fra den imperialistiske krigsførelse. Sofie Normann Christensen uddyber, at flere af aktivisterne var medlemmer af de danske vietnamkomitéer og demonstrerede mod vietnamkrigen. De var bl.a. meget imod, at amerikanske præster velsignede soldater, inden de drog i krig. Endelig krævede aktivisterne religionsfrihed, at alle trossamfund havde økonomisk ligestilling, og de ønskede Kirkeministeriet nedlagt.

Hun peger på, at besættelsen kan ses som aktionskunst og dermed et værk i sig selv. Efterfølgende lavede aktivisterne også diverse plakater med motiver fra besættelsen, som fremstår i et popkulturelt, reklameæstetisk udtryk, men samtidig også har et tydeligt politisk budskab. Et andet kunstnerisk produkt, der kom ud af aktionen, var Hjardemålfilmen – et vidnesbyrd om tiden før, under og efter besættelsen, der i sig selv kan ses som et udtryk for den danske, eksperimentale filmkunst fra 1960’erne og 70’erne.

VI ER ALLE PRÆSTER præsenterer de historiske begivenheder med udgangspunkt i besætternes perspektiv, og udstillingen folder sig ud i et mindre, aflangt udstillingsrum i museets kælder. Den tager udgangspunkt i Bodil Marie Nielsens private samling og drejer sig primært om personlige dokumenter, arkivmateriale fra retssagen mod aktivisterne samt deres erklæringer, som fremvises i montrer. Derudover indgår flere af besætternes bøger. Det er imidlertid plakaterne og Hjardemålfilmen, der dominerer udstillingen, og selvom filmen er delvist gemt væk bag en skillevæg, kan lydsiden høres, allerede fra man træder ind i udstillingsrummet.

Troen på at kunsten kan ændre samfundet

Sofie Normann Christensen peger på, at der ikke rigtigt har været fokus på at se aktionen som et kunstværk, hvilket Museum Jorn så forsøger at gøre i udstillingen. På trods af at besættelsen var fuldstændig forfejlet, vil museet desuden gerne sætte spot på nogle unge kunstnere, som ville skabe en manifestation og forsøge at udfordre samfundets normer og konventioner:

”Det synes jeg er enormt aktuelt, fordi det er jo noget, som mange mennesker gør hele tiden – forsøger at få sat skub i den måde, hvorpå vi ser på verden, vores omgivelser og os selv”, fastslår Sofie Normann Christensen. Hun uddyber, at det imidlertid er svært at svare på, om aktionen har haft betydning for eftertiden:

“Den er i hvert fald et rigtig godt udtryk for en tid, hvor man sammenblandede kunst, politik og sociale eksperimenter. Og hvor man troede på, at kunsten kunne ændre verden – at kunsten skulle ud af museerne og ud i samfundet, hvor den kunne vedgå sig sin sociale funktion”.

Sofie Normann Christensen fremhæver, at kunsten stadig kan spille en aktivistisk rolle i samfundet:

“Generelt er der også i dag mange kunstnere, der arbejder med at bruge kunstens udtryksmuligheder til at skabe forandring, til at gøre en forskel i samfundet og rykke ved vores forestillinger. De arbejder selvfølgelig med nutidens aktuelle samfundsmæssige problemstillinger, f.eks. klimakampen”.