Besøg fortiden NU
I Katrine Dirckinck-Holmfeld ambitiøse videoinstallation Tid: Aalborg/ Sted: 2033 mærker man historiens vingesus, men kunstnerens tidsbegreber lægger en tåge over budskabet.
I Katrine Dirckinck-Holmfeld ambitiøse videoinstallation Tid: Aalborg/ Sted: 2033 mærker man historiens vingesus, men kunstnerens tidsbegreber lægger en tåge over budskabet.
I en tid hvor Aalborg står over for en kulturel opgradering, er installations- og videokunstneren Katrine Dirckinck-Holmfeld aktuel på KUNSTENs (Tidl. Aalborg Kunstmuseum) amfi-scene, hvor hun viser, hvordan byen i 1933 formåede at skabe et massivt tilløbsstykke med Nordjysk Udstilling – NU.
Med en fremtidshistorie om fortiden bliver projektets budskab formidlet på en noget overkompliceret vis.
Med Ludvig på arbejde
Katrine Dirckinck-Holmfeld præsenterer en 17 minutter lang film, der finder sted i år 2033. Man følger jord- og betonarbejderen Ludvig, der bliver indkaldt til at reparere rumstationen 9000 AALBORG. Man følger hans rejse til rumstationen (Aalborg-tårnet), og oplever, hvordan fortiden glider ind i fremtiden, og begynder at overtage historien på mystisk vis.
Måske på lidt for mystisk vis, for desværre mister man tidsfornemmelsen mod filmens slutning, hvormed tidsbegreberne bliver slørede, og en smule hæmmende for det overordnede budskab.
Billeder fra Aalborgs fortid
Under depressionen i 1933 blev udstillingen NU opført i et ønske om at booste Aalborgs kulturliv, og dermed skabe optimisme i en ellers træg periode i historien.
Udstillingen var imponerende og innovativ i sin samtid, men under besættelsen brændte hele bygningen imidlertid ned til grunden, og kun Aalborg-tårnet eksisterer i dag sammen med en række billeder af udstillingen. Filmen er vævet sammen med disse dokumentariske klip og billeder, hvilket sammen med lydsporet fungerer på en original og gennemført måde.
Det trænger blot til en kærlig hånd
Meget aktuelt ønsker Katrine Dirckinck-Holmfeld at vise, hvordan Aalborg i sit igangværende identitetsskifte fra industriby til kulturby bør lade sig inspirere af fortidens præstationer, og skabe noget lige så fantastisk i en tid, der på lignende vis er presset af økonomisk krise.
Budskabet er, at selvom udstillingsbygningen fra 1933 brændte ned, bør det den stod for vedligeholdes og ikke blot brænde ud. I filmen er Ludvig er dog fortrøstningsfuld, og siger mod enden: “Det trænger blot til en kærlig hånd”. Der er med andre ord håb.
Små amatør-perler
I filmen medvirker en række amatørskuespillere, der bidrager til at give filmen dens underspillede humor, som gør det svært ikke at trække på smilebåndet. Særligt Ludvigs søn Simon formår at tilføre filmen lune, mens hans hakker sig igennem sine replikker. Små banale replikker, virker på forunderlig vis ikke malplacerede i filmens samlede udtryk.
En port til fortiden
Filmen er en del af den nordjyske kunstfestival Port 2010. Rammesætningen for festivalen er ‘port’ i ordets mange betydninger, og filmens skildring af forholdet mellem fortiden og fremtiden, tager godt fat i denne tematik.
Filmen udspiller sig i og omkring KUNSTEN med scener fra selve amfi-scenen. Det gør, at man i et splitsekund føler sig som en del af historien.
For megen tid
Sammenfattende kan man sige om Tid: Aalborg/Sted: 2033, at det er et meget interessant projekt, der med historien om fortidens NU er særdeles relevant i forbindelse med Port 2010 samt Aalborgs igangværende identitetsskifte. Dog er det en skam, at tidsbegreberne fylder så meget i filmen, fordi man tilsidst sidder tilbage med flere spørgsmål end svar.
For at kunne skabe sig et muligt billede af sin fremtid, må man kende sin fortid, men de fremtidsvisioner Karine Dirckinck-Holmfeld ønsker at plante i beskueren, bliver på grund af det komplicerede plot snarere erstattet af spørgsmål til filmens indhold og ikke dens budskab.
Fakta
Film
Tid: Aalborg/Sted: 2033
Katrine Dirckinck-Holmfeld
KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg Se kort og tider
Fakta
Katrine Dirckinck-Holmfeld (f. 1981) er uddannet fra det Kgl. Danske Kunstakademi og har en Master i Samtidskunstteori fra Goldsmiths College, University of London. Hun arbejder inden for feltet video, installation og performance.