Bigums opskrift på succes?

Martin Bigums bestseller Min personlige kunsthistorie, blev lanceret november 2014 og første oplag var, allerede inden årsskiftet, udsolgt. Januar 2015 kom andet oplag, februar blev tredje oplag sendt i cirkulation, og i skrivende stund er oplagstallet 8.176 styk fordelt på fire oplag.

Der er stadig et stykke vej til Yahya Hassans debutdigtsamling fra 2013, som har rundet de 100.000 eksemplarer, og Tor Nørtranders faglitterære Mærk Verden fra 1991, som nåede et endnu højere, og for en fagbog svimlende, oplagstal. Til sammenligning udkommer mange kunstbøger i oplag på omkring 500 styk, men mon ikke Min personlige kunsthistorie inden jul når de 10.000.

Tillykke til forfatteren, Martin Bigum, og tillykke til forlaget, Gyldendal! Det er passende at udbringe en skål, men nu hælder jeg lidt malurt i bægeret.

Karikeret indpakning
“Don’t judge a book by its cover”, synger Marylin Monroe kælent, og deri kan hun have ret, men det er svært at lade være, og når jeg ser på indpakningen af Bigums bestseller, så får jeg ikke lyst til at åbne den. Jeg anerkender, at bogen er en succes, og det er som sådan, jeg nysgerrigt vil betragte den, men det er samtidig klart for mig, at jeg ikke tilhører den målgruppe, som bogen henvender sig til.

Ser vi på forsidebilledet, så er der ikke bare ét billede af forfatteren. Der er en digitalt bearbejdet fremstilling af forfatteren som en allestedsnærværende person, der befitter sig med flere aktiviteter på én gang:

Han betrager verden gennem en kikkert. Han betragter skælmsk betragteren i et spejl. Han rækker den anatomisk ukorrekte og symbolsk forlængede arm frem, så penslen lige akkurat berører lærredet. Han sider tænksomt og betrager sit værk osv. og i alle disse positurer bærer han en klassisk men klichéagtig kunstnerdragt, nemlig en på lommerne gennem lang tid besmudset hvid kittel, som ved halsåbningen lige akkurat lader ane, at han bærer en nydelig sort butterfly og en lyseblå skjorte med hvid flip. Jo, manden har stil.

Det ser vi også på bagsidebilledet. Hvor forsidebilledet i bedste fald er kækt-ironisk selviscensættende og i værste fald en selvpromoverende foranstaltning, så er bagsidebilledet et mere traditionelt forfatterportræt og viser en mand med charme, selvtillid og lækkert hår. Det er sådan han er kendt af offentligheden, ikke mindst kva sin deltagelse i DR-K’s populære underholdningsprogram Kunstquiz.

En god bog
Min personlige kunsthistorie er skrevet af en vidende og vel skrivende person, som generøst beretter om sin indgang til kunsten. Det er velprioriteret, navnlig fortællingen om forfatterens formative år med henvisninger til inspirationer og forbilleder.

Disse er eksempelvis Palle Laurings historiske midteropslag i Billed-Bladet, Dagens tegning af Bo Bojesen i Dagbladet Politiken, en farfars samling af Storm P.-bøger, Monty Python på DR, en Magritte-bog på det lokale folkebibliotek, magasinet MAD, hvor Bigum var tegner fra 15-års alderen (!) og tegneserier i det hele taget.

Dertil udfoldes enkeltoplevelser i nedslag: Som 10-årig i Den Frie Udstillingsbygning at have set Kurt Trampedachs Morgen. En gruppe af kvinde og mand henholdsvis liggende og siddende på seng og som 19-årig på Horsens Kunstmuseum at have set Michael Kviums Selvportræt.

Bigum trænger igennem, og der er købere til hans bog. Disse finder vi sandsynligvis blandt Politiken Plus-segmentet, men helt sikkert også blandt de yngre, det vil sige dem, som har gået på Krabbesholm Højskole, Kunsthøjskolen i Holbæk eller Kunsthøjskolen på Ærø og drømmer om at blive optaget på Kunstakademiets Billedkunstskoler i København.

Dét var også engang Bigums drøm. Han søgte uden held ind i 1988 og 1989, men i stedet hang han ud med akademieleverne, udstillede sammen med flere af dem og læste kunstmagasiner og udstillingskataloger fra Kunstbibilioteket, der som bekendt har til huse i samme slotskompleks som Kunstakademiets Billedkunstskoler.

En lykkelig slutning
Bigum har en stor viden om kunst og kunsthistorie. Måske også om kunstteori. Han har i al fald haft adgang til uformel dannelse, dels ved op gennem 1990erne at være aktiv på den danske kunstscene, dels ved gennem en tre-årig periode at danne par med en universitetsstuderende, som siden blev en markant skikkelse i dansk kunstliv.

Vi hører også om forældrene. Om moren, der altid støttede ham og hjalp ham til at være flittig. Om faren, som efter en ulykke gennem tre årtier og frem til sin død krævede særlig pleje fra sine nærmeste og oplevede en total “deroute fra stærk mand til grøntsag” (s. 230). Forfatteren spørger retorisk, hvordan hans karriere mon havde udformet sig, hvis han havde turdet løsrive sig og var flyttet til New York i starthalvfemserne.

Alt dette berøres i fortællingen, som stort set er kronologisk struktureret med en vis fremdrift. Bogens fortælling ender lykkeligt. Forfatteren kan med passende sikkerhed og troværdighed beskrive egen succes som en flittig, videbegærlig, antiautoritær éner. Det hele er forløst. Forfatteren står ved sit eget væsen og virke som kunstner.

Sjovt nok sammenligner han sig intetsteds med Kristian von Hornsleth (født 1963), selvom de to næppe kan have undgået at støde på hinanden, og selvom de begge kan kaldes både succesfulde og outsidere. Jeg havde også gerne set Bigum forholde sig til J.F. Willumsen (1863-1958), hvis farveknaldede og tegneserieagtige maleriske univers, også i kunsthistorisk tilbageblik fra sekundær part, er outsider-kunst, på den gode måde.

I stedet sætter Bigum gerne opslag op, som antyder et slægtskab med højprofilerede kunstnere fra nyere tid.

Dette sker for eksempel på siderne 170-171, hvor højresiden i stort format viser Bigums maleri National Retreat (Millennium) fra 1996 overfor en venstreside, som foruden brødtekst viser tre mindre billeder af henholdsvis Superflex, Jens Haaning og John Kørner.

Den øverste billedtekst lyder:

“Tre eksempler fra min kunstnergeneration på det at behandle det nationale og “danskhed” i samtidskunsten” (s. 170).

Jeg vil dog her undlade at vurdere Bigums oeuvre og istedet begrænse mig til at kommentere på hans seneste udgivelse som forfatter.

Rigtig kunsthistorie
Lad mig sammenligne med to andre danske kunstbøger skrevet af henholdsvis Jens Jørgen Thorsen (1932-2000) og Jakob S. Boeskov (født 1973). De to er meget forskellige, men repræsenterer hver især noget relevant i forhold til læsningen af Bigum. Lad os tage Thorsen først.

Thorsen er kendt som provokunstner i ordets egentlige forstand. Som sådan skal man i det lange løb ikke bare være en spradebasse, man skal også have en god forstand, og det havde Thorsen. Han var kendt for sine leopardbukser, plankemalerier, for at bruge sin pik som pensel og for sine planer om at lave en film om Jesus’ sexliv; filmen blev aldrig til noget, Det Danske Filminstitut trak sit tilsagn om økonomisk støtte efter offentlig borgermodstand.

Thorsen iværksatte i de tidlige 1960’ere aktioner mod parnasset, gerne i selskab med Jørgen Nash (1920-2004), der, sammen med sin bror Asger Jorn, var medstifter af kunstnerkollektivet Drakabygget i Skåne. Også Thorsen var perifært del af denne kreds af nordiske situationister. Thorsen var også kunstanmelder for dagbladene Social-Demokraten og Ekstra Bladet og vandt i 1980’erne anseelse for sin deltagelse i de Kunstquiz-programmer, som aktuelt er genoplivet, og hvor Bigum som bekendt deltager. 

Thorsen er også forfatteren til bogen MODERNISME I DANSK MALERKUNST, som udkom første gang i 1987. Her står det klart, at Thorsen på ingen måde var en halvstuderet røver, blot en røver, der gladeligt arbejdede med og formidlede kunst og dét, kunst kan.  

Bogen var unik i sin samtid, fordi kunsthistorien blev opdateret med en oversigt over dansk billedkunst i perioden 1918-1986. Det begynder i efterkrigsårene med den tidlige modernisme, Vilhelm Lundstrøm, Franciska Clausen, dansk kubisme – og det ender med Per Kirkeby, De Unge Vilde og det i Danmark dengang forholdsvis nye fænomen graffitti. Thorsen skriver godt om sin egen tid. Om fluxus og cobra. Om Henning Christiansen, Arthur Købke, Mette Aarre, Sven Dalsgaard osv.

Kort sagt formåede kunstneren Thorsen at hjælpe kunsthistorikerne på vej med en opdatering af fortællingen om den nationale billedkunst. Som forfatter til en fortælling om denne periode, skriver Thorsen vilkårligt om sine venner, men han gør det med rimelig saglighed og faglighed – og fornemmelse for detaljer og prioriteringer. Han skriver lige ud af landevejen, generøst, fordi forfatteren grundlæggende synes kunst er fantastisk og værd at tale om.

Rigtig morsomt
Så er der Boeskovs tegneseriehæfte om kunstscenen, der er smæk på, allerede fra forsiden: “De lever af kunststøtte og selvhad!!! De gør grin med fredelige skatteydere!!! De hærger og stjæler i et orgie af narko!!!” Hæftet udkom i 1998 i anledningen af udstillingen Hvis det var mig der kom til et fremmed sted kurateret af Jacob Fabricius og Nicolai Wallner.

Udstillingen bragte kunstnere fra København til Aarhus for at lave værker i byrummet i forbindelse med Aarhus Festuge. Kunstnerne var Kaspar Bonnén, Jes Brinch, Elmgreen & Dragset, Jens Haaning, Henrik Plenge Jakobsen, Joachim Koester, Ann Lislegaard, Thomas FOS Poulsen, Christina Prip og Tal R. Det er disse kunstnere, spydspidser i dansk 1990’er-kunst, som Boeskov har taget i kærlig behandling i en fortælling, der forløber som følger:

Kunstneren Jes Brinch kaster forsætligt, og i vrede over en dårlig anmeldelse, maling mod forruden af en bil, der forulykker, så kunstanmelder Linda dør. Hendes kæreste vil hævne sig. Han anlægger en ny stil, klæder sig i det rette designer-tøj for at kunne indfiltrere miljøet. I sagens tjeneste når han at likvidere først Joachim Koester, siden Elmgreen & Dragset før han endelig ankommer til Burn Out-borgen, hvor Jes Brinch og Henrik Plenge Jakobsen residerer. De holder fest. Festen introduceres med ordene:

“Jeg træder ind i en stor sal hvor selve festen foregår. Det er et inferno af dansende LSD-påvirkede dværge, der synger hånende revyviser om det kapitalistiske samfund til kommunalt ansatte kulturformidlere i den pensionsmodne alder, der bliver sexuelt udnyttet i alle kropsåbninger af unge, villige beatkunstnere der sniffer speed som de får af repræsentanter fra Socialdemokratiet der samtidig uddeler springknive og glidecreme med partiets logo på. Direktører fra alle større reklamebureauer kaster med kokain og lattergasballoner. Folk hujer.” Det hele ender med at sprænge i luften i et vaskeægte tegneserie-KABOOM.

Det er selvfølgelig en karikatur, men den gode karikatur skal have sans for dét, som karikeres.

I sin profiltekst præsenterer Boeskov sig selv på denne vis: ” … læste MAD-blade som barn og vandt i 1987 en 3. plads i en electric boogie konkurrence i Helsingør”.

Som Bigum lykkedes det for Boeskov at gå fra morsomme tegneserier til det rent kunstneriske med markante værker og udstillinger både herhjemme (ved bl.a. V1 Gallery og SMK) og i udlandet. Aktuelt er han bosiddende i New York.

Sand varedeklaration
Bigum holder hvad han lover, hverken mere eller mindre. Han skriver indledningsvist, at han ikke vil forklare noget. Man forstår også, at han ikke ønsker at forsvare noget. Faktisk vil han bare gerne vise noget. Han kalder sin bog en “lystvandring gennem det at være billedkunstner”.

Det er lige præcis dét, bogen er: en lystvandring. Det er ikke kunsthistorie, som  Thorsens bog. Det er heller ikke et kunstværk, som Boekovs hæfte. Det er slet og ret en billedkunstners lystvandring, let og elegant, men ikke med samme bid og vid som Thorsens kunsthistoriske værk om dansk modernisme fra 1918 til 1986, og heller ikke med så megen finurlighed som Boeskovs lille tegneseriehæfte om københavnsk 1990’er-kunst.   

Bigums bog virker, og den opfylder et behov hos en stadig større voksende skare af danske kulturforbrugere. Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik havde de statsstøttede museer 11,2 millioner besøgende i 2014 mod 10,7 millioner i 2013, altså en stigning på 5 procent. I løbet af de sidste ti år har danske museer haft en samlet tilvækst på mere end 40 procent. Mon ikke mennesker, som går på museum, også gerne læser bøger om kunst?

Det er min overbevisning, at markedet sagtens kan rumme flere bøger om kunst. Bøger, der gentager elementer fra Bigums personlige stil. Men også gerne bøger med en dybere motivation og en bredere faglighed.