BIOTOPIA – Det er tanken der tæller

Som del af kunstfestivallen PORT 2010 vises på Utzon Center i Aalborg udstillingen BIOTOPIA. De deltagende kunstnere og deres værker bevæger sig uden skelnen i krydsfeltet mellem kunst, bioteknologi og filosofi. Udstillingen er til trods for tekniske vanskeligheder visuelt vellykket, men det er på det intellektuelle plan, at den virkelig rykker. Så lad mig starte der.

Som optakt til udstillingen blev der på Utzon Center afholdt en tre dages konference med kunstnere og professorer fra ind- og udland. Arrangør for konferencen Art in the wet zone Morten Søndergaard lagde op til en diskussion af blandt andet kunstens rolle i den flydende zone, hvor sammensmeltningen mellem biologi og teknologi stiller den menneskelige erkendelse og krop over for nye udfordringer og muligheder.

Læs også Morten Søndergaards essay – På vej ind i den flydende zone

Nu er det desværre ikke alle forundt at kunne rykke tre dage ud af skemaet som opvarmning til en tur på museum. Undertegnede inklusiv. Men med KUNSTEN.NUs sammendrag af konferencen og nogle klik rundt i de infoskærme, der er opstillet i udstillingen, er man godt rustet til at indgå i debatten.

Læs Utzon Center lægger gulv til PORT 2010 konference

Kunsten tillader os at filosofere
Da jeg trådte ind i det mørktlagte lokale på Utzon Center, var det min intention IKKE at forsøge at dissekere kunsten fra biologien og teknologien. Jeg ville flyde med rundt i gråzonerne. Jeg ville tænke tværfagligt og uden for boksen, som man siger. Men det holdt ca. 10 min.

Hvad bidrager kunsten egentlig med når Stelarc ønsker at skabe et internetopkoblet øre på sin arm? Eller når Revital Cohen vil skabe et organ der kan tillade mennesket at generere elektricitet?

Taler ved konferencen, professor i kunsthistorie Jacob Wamberg, rammer efter min mening sømmet på hovedet, når han udtaler at kunsten gør det muligt at skabe og diskutere visioner af fremtidige realiteter.

Med et lidt fortærsket udtryk kan man sige, at kunstværkerne på udstillingen BIOTOPIA hjælper os med at italesætte og filosofere over muligheder, vi ellers ville have svært ved overhovedet at forestille os.

Lad der være lys!
Et godt eksempel er Revital Cohens værk Electrocyte Appendix.

I sin fysiske form er værket en video, der viser et menneske, som via et indopereret organ og nogle ledninger sat fast på kroppen, er i stand til at forsyne for eksempel en lampe eller en mikroovn med strøm.

Ved siden af videoprojektionen hænger hvad der ligner arbejdstegninger og tilsammen forener de projektet med en realisme og et fysisk nærvær, der hiver det ud af laboratoriet og frem i lyset.

Som beskuer bliver du konfronteret med en teknologisk og biologisk vision – ikke fri fantasi. Kunne du tænke dig en ekstra blindtarm, der kan oplade din iPhone? Tænk over det!

Et øre i ærmet med lyd fra Moskva
Stelarcs værk Internet Ear er vel nærmest blevet flagskib for udstillingen. Og lad mig slå fast, ja øret sidder sgu fast på hans arm.

Det er dyrket biologisk og indopereret i kunstnerens arm, dog uden det elektroniske udstyr, som ville tillade det at modtage og udsende lyd. Det var lige farligt nok.

På udstillingen må man dog nøjes med en model, som eftersigende skulle registrere, hvad man siger til det og via internet “hotspots” tillade andre verden over, at få del i ens visdomsord og vice versa. Teknikken fejlede dog den søndag morgen, da jeg var forbi. Men så er det jo godt, at det er tanken der tæller!

Men hvad fa’en skal man bruge denne både ‘creepy og crap’ version af Skype til?

Som praktisk kommunikationsmedie er øret på armen – i sin nuværende form – dømt ude. For hvem har lyst til at have fremmede mennesker, fra for eksempel Moskva, med på en konstant lytter?

Men som fysisk visualisering af kroppens fremtidige muligheder, er Stelarcs værk et stærkt oplæg til debat. En debat om redefineringen af vores grænser mellem krop og teknologi.

Sommerfuglen og GUD
Det var dog ikke alle værkerne på BIOTOPIA, der satte lige mange tanker i gang hos mig.

Udstillingens smukkeste værk, Bluemorph, der fordrer at beskueren forbinder sig til en stor puppe og via lys og lyd oplever sommerfuglearten Blue Morphos metamorfose, forblev smuk.

Interaktionen til trods vandrede min opmærksomhed videre mod andre tematikker.

Ved Mogens Jacobsens værk G(ruppen) U(den) D(ig) forholdt det sig lige omvendt.

Installationen består af et sæt computerskærme med øjne, der følger dig rundt i rummet. De overvåger dig, indtil du opdager dem og stirrer tilbage, så viger deres blik. I teorien. Den søndag blev jeg ikke registreret af teknologien, og måtte efter nogen tids stirren vende blikket ned og se mig selv som taber af ‘Big Brother’ konkurrencen.

Men værket sætter vores omgang med for eksempel internettet på spidsen. Tænker du over, når der i siden af din facebook profil annonceres til lige præcis DIG? Når der i mit tilfælde står:

Er du kvinde og 29 år? Er du mor, interesserer dig for kunst og har brug for endnu et par stiletter? Så klik her.

Hvem kigger så egentlig på hvem?

Videnskabelig kunst og artsy fartsy bioteknologi
BIOTOPIA er en meget akademisk udstilling og det er dens helt store force. Den giver dig et visuelt udgangspunkt, som kan sætte gang i tankerne og forhåbentlig i en spændende diskussion med den, du vælger at slæbe med.

Man kunne måske have ønsket sig nogle mindre foredrag i løbet af udstillingsperioden til at holde gang i debatten, frem for kun den ene store konference. Men dem må du tænke dig til.