Bivoks, keramik, ostelærred og ursymboler

Gallerist Jacob Bjørn, der om sig selv siger, at han er “den unge dreng i klassen”, har til sin aktuelle udstilling allieret sig med den noget stærkere profilerede kunstsamler Jens Peter Brask. Det er ham, der har ‘opdaget’ de tre New York-kunstnere Nick Theobald, Jennie Jieun Lee og Ryan Schneider og sat dem sammen med danske Martin Aagaard Hansen på galleriet i det gamle Cereskompleks i Aarhus.

Brask går frisk tilværks, og vælger ukrukket kunstnere, han finder interessante. Det betyder, at han har medbragt nogle kunstnere, som vi ellers næppe havde set i Danmark, og det i sig selv er en kvalitet på en kunstscene, der ind imellem kan have tendens til at gentage sig selv.

Mediespecifik?
Derimod er det ikke nogen homogen udstilling, hvor kunstnerne åbenlyst formmæsssigt eller indholdsmæssigt spiller sammen. Den bærer overskriften Media, og ja, det giver mening et stykke af vejen: Nick Theobald bruger vedholdende bivoks og reb, Jennie Jieun Lee arbejder altid med keramik og Martin Aagaard Hansen griber sit maleri an på en stoflig og materialebevidst måde. Ryan Schneiders malerier? –  tja, man kan jo altid sige, at maleri er maleri, men mon ikke det er billedernes iboende symbolik, der er kunstnerens første prioritet?

Det er norm, at gruppeudstillinger skal have rammer og titler, og nogle gange er det…. ja, mere norm end meningsfuldt.

En duft af bivoks
Brask er kendt for sin forkærlighed for larmende og hårdtslående kunst, men det rygte nuancerer udstillingen. Nick Theobald arbejder eksempelvis behersket og æstetisk raffineret. I skulpturerne har han med reb omviklet og formet de voksede lærreder til deres krøllede og stivnede skulpturelle former. I vægobjekterne har Theobald dryppet eller sprøjtet bivoks på fladerne og sømmet reb på dem. De er uendeligheds-universer med et materialemæssige nærvær – selv lugten af bivoks er nærværende.

Men det er også værker, der er svære at se uden at kaste blik tilbage til ‘voks-koryfæer’ som Joseph Beuys og Eva Hesse – måske især sidstnævnte som var en af de kunstnere, der gjorde minimalismen stoflig og ‘varm’. Det er spor, Theobald lidt for åbenlyst træder i.

Keramiske masker
Jennie Jieun Lees arbejder også i forlængelse af en stærk tradition – de abstrakt-ekspressionistiske kunstneres eksperimenter med keramik fra 1950erne. Herhjemme kender vi (næsten for godt) den tradition fra Asger Jorn og andre. Lee tilføjer den dog et mere sårbart anslag med pastelfarver, drivende glasur-dråber, og ‘trylledejshår’. Hendes såkaldte ‘masker’ er rå og skrøbelige på en gang – desuden er de svært genkendelige og absurd ubrugelige som netop masker.

Antimalerier
Materiale og metode er kernen i Martin Aagaard Hansens praksis. Han arbejder med forskellige typer lærreder, grundinger og maling for at skabe sine ‘antimalerier’, der vender ryggen til traditionelle malerikompositioner, og snarere ser maleriet som en overflade for forskellige handlinger. Hvordan virker forskellige afskrabninger af maling på forskellige typer overflader? Hvordan tager det sig ud, hvis man påfører et ugrundet lærred akvarelfarve eller blæk?

I et materiale-eksperimenterende værk som Nogod, nogod, nogod, 2014, hvor der er brugt så modstridendende materialer som blæk, akvarel, terpentin og binder, står lærredet netop tørt, materielt og ‘ugudeligt’ tilbage. Det er selvfølgelig i al sin undseelighed et værk, som kræver et blik, der giver sig tid til at se, men Martin Aagaard Hansens værker er insisterende, selvom der så og sige er en masse, de ikke vil. Se eksempelvis Untitled fra 2014, som næsten af sig selv er blevet et studie i bevægelse og fart på lærredet.  

Urkraft?
Schneider skiller sig ud som den eneste figurative – han læsser til gengæld sine billeder til randen med fugle, hænder, øjne, slanger, pile, træer, stjerner mm.
Det gør han med dekorativ tæft og masser af kulør.

Det er billeder, der anstrenger sig for at pege på en arketypisk, universel symbolik og titler som World Serpent eller Tree of Phoenix spiller da også mytologiernes strenge.

De vil markere en urkraft i ‘det primitive’ – et velkendt tema i kunsten – men helt grundlæggende forekommer det svært at finde samtidig relevans og lodde en reel dybde i Schneiders farvestrålende, naturreligiøse dekorationer.

Media er en udstilling, der giver mulighed for at se nogle kunstnere, der ellers ikke finder vej til Aarhus, og den skal ses mere for det og for sin strittende mangfoldighed end som en stram, sammenhængende gruppeudstilling.