Den bløde kunst og de hårde ord

Her i landet oplever vi sjældent problemer med hærværk på kunstværker. Normalt respekteres kunsten i det offentlige rum heldigvis, og derfor rammer det så meget desto hårdere, når det sker.

På den store sommerudstilling NCAT (Nordkystens Kunst Triennale), som finder sted i Gribskov Kommune, har 20 kunstnere fra ind- og udland arbejdet stedsspecifikt med området som landskab og historisk sted og har installeret kunstværker, både på de lokale kunstinstitutioner, som arrangerer triennalen og forskellige steder i omegnen.

Projektet blev annonceret bredt til alle borgere i kommunen ved hjælp af en husstandsomdelt avis, der informerede om alle kunstnernes projekter i området.

Jesper Dalgaard deltog med en cirkelformet hytte i pil, Til Dig og Mig og Verden (2016) , som kunstneren havde bygget på stranden ved Munkeruphus bl.a. med hjælp fra sin familie i en flere uger lang proces. Allerede natten efter ferniseringen blev der begået hærværk mod Jesper Dalgaards skulptur, ligesom også triennalens banner blev klippet ned.

Dalgaard fik repareret hytten igen, men kun få uger efter, på Sankt Hans aften, blev værket igen smadret, denne gang komplet, af tunge sten, der var kastet op på hytten, så den var kollapset totalt. Samtidig blev et andet kunstværk, Lilibeth Cuenca Rasmussens strittende dameben på en nærliggende rundkørsel, behængt med et skilt: “Skolen betaler”.

Aggression og kærlighed
Hvem der ville gøre noget sådant er uvist. Men når hærværksfolkene skriver “skolen betaler” på et skilt, mon det så betyder, at de tror, at “skolen betaler for kunsten”, altså at kunsten får penge i stedet for skolen? Og at dette måske er kilden til aggression?

Det er i hvert fald tilfældet, at kunsten har været udsat for seriøs “bad press” i løbet af den seneste tid. Faktisk lagt for had, både af massemedier og politikere. Så det vil ikke være så mærkeligt, hvis almindelige mennesker begynder at få den holdning til kunsten, at den ikke er velkommen.

Jesper Dalgaard deltog i en kunstnersamtale på Munkeruphus, hvor han forklarede om sine visioner med kunstværket. Til Dig og Mig og Verden var en generøs gestus fra kunstneren til alle strandgæster. Alle der havde lyst, kunne sidde i hyttens beskyttende rum og nyde udsigten over strand og hav, og samtidig sidde og tænke lidt over tilværelsen. Og måske grunde over forskellen på, hvad der er værdisat højest her i samfundet, nemlig penge og status, og dét der burde eftertragtes som værende en meget større værdi, nemlig harmoni og nærvær i tilværelsen. Bløde værdier; kunst; kærlighed.

De eksplicit utopiske aspekter i Jesper Dalgaards arbejde virker meget rørende og viser os, hvordan kunsten er dét, der insisterer på det umulige, dét der gør os til mennesker i stedet for dyr. Dét, der holder os fra barbariet, holder os vågne, reflekterende, inspirerede og sunde.

Et samfund uden kunstens bløde værdier?
Denne eksponering af det bløde indre, det sårbare i livet, gav virkelig god mening, især i den givne situation, stående foran det knuste kunstværk. Den forsvarsløse kunst var blevet mødt af en sanseløst rå verden.

Bagefter modstillede Dalgaard utopiens verden med den virkelige situation i samfundet, hvor vi lider under en gældskrise, der har lagt økonomien ned i årevis, og kriminelle banker, der efter at have forårsaget krisen for os alle blot griner og modtager den ene store redningskrans efter den anden.

I lyset af sådanne virkelige skandaler, går medier og politikere så ikke under bæltestedet, når de angriber et samfundsgode som kunsten? Er samfundsforholdene virkelig blevet så bitre, at det er legitimt at gå til angreb på de bløde værdier, de svage grupper – bare fordi man kan? Er det blevet OK at smadre samfundets gode ting? Er det blevet farbar vej at sprede disrespekt og mistillid til kunst, oplysning, visdom og ånd? Og hvad er pointen? Vil I ha’ et samfund uden kunst? En forskelsløs verden, hvor kun de laveste menneskelige instinkter og markedskræfterne overlever? Hvor der ikke engang er noget at smadre.

Gentagelse fremmer fordummelsen
Gid mennesker dog kunne tænke på kunsten, som noget de modtager, i stedet for noget de betaler for. Desværre er historien drejet den modsatte vej så mange gange. Den vrede, nogle borgere føler over, at samfundet bruger penge på mærkelig kunst, skyldes måske den til lirekassevanvid gentagne fejlslutning, at kunsten “tager” penge  “fra kærnevelfærden” i samfundet. Det er forkert, men det er alligevel blevet en gængs strategi at fremføre dette fejlargument.

For populistiske og usaglige politikere som f.eks. Liselott Blixt, sundhedsordfører fra DF, gælder det om at få det til at lyde som om, der bliver “fjernet køkkener og skåret i antallet af sengepladser” på de nye supersygehuse – for at “få råd til kunst”. Dette er naturligvis ikke tilfældet: lige så lidt som man kan “fjerne” køkkener og senge i bygninger, der ikke er bygget endnu, kan man tillægge kunsten den rolle at være ødelæggende for supersygehusenes økonomi. Kunsten står max. for 1,5 % af byggesummen og mange steder langt mindre. Der er snarere tale om, at der er lavet forkert budgettering, så bygherrerne bliver overraskede over, at udgifterne til sygehusets kernefunktioner var blevet større end budgettet. Totalrådgiveren Medic OUH overskrider f.eks. budgettet med 1,3 milliarder kroner i deres projektering af Region Syddanmarks nye universitetshospital i Odense.

Den færdigkøbte antagelse, at kunstbudgetterne ikke skæres ned i de nye offentlige byggerier er også forkert, f.eks. er kunstbudgettet på supersygehuset Gødstrup skåret ned til 2 mio. kr., ligesom Region Sjælland sætter bundrekord ved kun at bruge 0,1 % af budgettet til kunst på det kommende universitetshospital i Køge.

Mediernes rolle
Men det er ikke mærkeligt, hvis man som medieforbruger tror på disse løgne, når sammenhængen formuleres således hos nyhedsbureauet Ritzau,: “Udsmykning og kunst på de nye sygehuse bliver der ikke skåret i, mens der sløjfes sengepladser og undersøgelsesrum.” Det er en forkert og skadelig vinkling af nyheden, men den citeres overalt i landsdækkende medier som DR Nyheder.

Når man hertil lægger Ekstra Bladets dårlige journalister, der har bagvasket kunsten dagligt igennem en lang, trist sommer, får man en ubehagelig fornemmelse af en stigende fjendtlighed over for kunst ansporet af hadekampagner på forkert grundlag. Jeg vil endda sige, at medierne er skyldige by proxy i hærværk og vrede mod kultur og kunst.

Måske skulle Ekstra Bladet og Dansk Folkeparti fortsætte samarbejdet og lave en kampagne imod børn: De sviner, de larmer, de prøver at slippe for at lave lektier, de æder slik og laver ballade!

Den videre skæbne for Jesper Dalgaards værk på stranden er, at en lokal smed nu vil konstruere en metalstruktur, der kan holde hytten oppe, og ved hjælp fra frivillige i området vil Jesper Dalgaard endnu engang genskabe værket. Stor respekt herfra for det.

Titlen på et andet af kunstnerens værker (ofte lange tekster i sig selv) opsummerer intentionerne:

Jesper Dalgaard: Vi starter forfra river ned og bygger op på ny. Vi skaber en bæredygtig verden af små lokale selvforsynende enheder, vi skaber fundamentet til et bæredygtigt liv med mening og indhold, derfor har vi bygget steder som dette, hvor lokale og engagerede kræfter kan mødes, og sammen skabe rammerne for en grøn og bæredygtig fremtid, 2015.