‘Blomsterudstilling’ på Randers Kunstmuseum sætter højaktuelle temaer til debat

Udstillingen Flora – mellem planter og mennesker lader samtidskunsten angribe oplysningstidens magtfuldkomne naturforståelse. Bagsider og blinde vinkler vælder frem, mens det dæmrer, at først når vi erkender, at naturen har en bevidsthed, kan vi imødegå klimakrisen.

Udgangspunktet er Flora Danica, den omfattende nationale kortlægning af kongerigets planter og urter, som stykkevis blev udgivet med håndkolorerede kobberstik i perioden 1761-1883.

Det digre værk er ét blandt mange udtryk for det verdenssyn, som oplysningstiden introducerede. Farvel til overtro og animisme, goddag til rationalitet, systematik og videnskab. Men også goddag til en tænkning, der i stadig større grad betragtede naturen på afstand, som noget mennesket ikke var en del af, og som det havde den ubestridte ejendomsret til at tømme for rigdomme. I et par hundrede år har vi nu levet med den overbevisning, at naturen er pålidelig, forudsigelig og mulig at beherske.

Men i disse klimaproblematiske tider er dette verdenssyn underkastet et kritisk og helt nødvendigt servicetjek, og den aktuelle udstilling Flora – mellem planter og mennesker på Randers Kunstmuseum er netop et udtryk for en sådan kritisk undersøgelse – her formuleret i kunstens særlige, åbne sprog.

Alle de væsentlige temaer er der

Udstillingen er produceret i samarbejde med Stavanger Kunstmuseum og er faktisk leveret med stor kuratorisk præcision, samtidig med at den kvalificerer sig ved at have aktualitet. På trods af det umiddelbart lidt snævre botaniske udgangspunkt, så er de væsentlige og højaktuelle emner der – havde jeg nær sagt – allesammen: Klima, biodiversitet, magthierarkier, køn og kolonialisme.

Mange af udstillingens kunstnere benytter ret direkte den selvsamme nøgterne metodik, som man ser i Flora Danicas mange plancher, men netop fra en kritisk position, der søger at fremkalde bagsider og blinde vinkler i oplysningstænkningens rationelle og magtfuldkomne orden.

Urplanter og natur fra A til Z

Rune Bosse lader sig inspirere af Goethes tanker om urplanten, idet han i sine serielle plancher sætter tørrede plantedele fra forskellige planter sammen til nye arter, som selvfølgelig kan ses som en essens af alle planter, men også som et udtryk for arternes vedholdende, evolutionære udvikling. Eller måske som en kommentar til genmodificerede indgreb?

Peter Holst Henckel sampler elementer fra Flora Danica med mediebilleder for at botanisere over det sidste halve århundredes politiske og kulturelle klima, mens Alberto Baraya dechifrerer den kunstige natur, når han indsamler plastikplanter i sin serie Herbarium of Artificial Plants.

Og Dahn Vo er som vanligt skarpest af alle, når han udpeger det helt igennem problematiske forehavende ved at skulle indramme naturen i et narrativ med en begyndelse og en slutning i værket A-Z. Værket består simpelthen af gengivelser af første og sidste planche i Flora Danica.

Ukrudt

Ukrudt og invasive arter får en særlig opmærksomhed af kunstnerne. Naturligvis, fristes man til at sige. For ukrudtet er det ‘ordensmagten’ vil af med, det uønskede, det oversete, ‘det der ikke hører til’.

Ukrudtet er derfor også et kritisk materiale for kunstneren, og det manifesteres blandt andet i Camilla Berners gårdhaveinstallation, “The exotic becomes ordinary, and the ordinary exotic” (2019). De invasive arter, anbragt i en overdimensionere plantekasse, er indsamlet i en grusgrav i Randers, og refererer til, hvordan plantearter er blevet fragtet til Europa, hvorefter de med tiden har overtaget den oprindelige natur. Samtidig udstiller kunstneren eksempler på eksotiske ‘modeplanter’ fra planteskolen, som i dag har ‘invaderet’ danske haver og hjem. Et ret præcist billede på verdensomspændende udveksling, og på hvordan vi tillægger naturen værdier og skelner mellem godt og skidt ud fra kulturelle værdier.

I samme tematiske boldgade er skulpturen The Giant Hogweed, 2015 af Ingela Ihrman. Det er en forstørret udgave af Bjørnekloen, som er omfattet af EU-forordningen om ukontrollable, invasive arter og forsøges bekæmpet af stater med alle midler. I virkeligheden er det en plante, der er bragt til Europa fra Kaukasus under den russiske kolonisering af området i 1800 tallet, og som, før den blev ‘den oprindelige naturs’ fjende, tjente som anseeligt statussymbol i de riges prydhaver.

Kolonialisering af planter og mennesker

Også Roland Perssons Mouth of Medusa, der viser en silikonekopi i fuld størrelse af en vissen sydamerikansk kæmpeåkande, trækker tråde tilbage til kolonimagternes forsøg på at indsamle og tæmme naturen, mens Jocelyn Gardener i sin botaniske serie, Creole Portraits III: Bringing down the flowers, (2009-11) sætter det ubekvemme spotlys på kolonialiseringens slaveliggørelse af mennesker.

Hos Gardener oplever vi atter et værk, der mimer den klassiske kortlægning af plantearter med latinske titler. Men planteillustrationerne glider her over i tegninger af kvinder med afrofrisurer og metalliske halsbånd, og navnene, der optræder i parentes i titlerne, er navne på kvindelige slaver, der optræder i en britisk plantageejers (og amatørbotanikers) dagbog fra sidste halvdel af 1700 tallet. De planter, der figurerer på Gardeners plancher, er planter, der har været brugt til fosterfordrivelse, og halskraverne er af den slags, som kvinder, der blev mistænkt for at bruge abortfremkaldelde planter, blev udstyret med til skræk og advarsel. For slaveejeren var hvert nyt barn nemlig lig med en ny slave.

Udrydningstruede planter og kvinder

Udstillingen forbigår heller ikke at berøre blomsterbilledernes kønspolitiske historie. Vi får et blomstermaleri af Sophie Henck (1822-1893) som påmindelse om, at blomstermotivet – foruden at være det lavest kvalificerede og mest ufarlige motiv – var det eneste kvindelige kunstnere kunne beskæftige sig med 1800 tallet.

Christine Borland krediterer i sin værkserie de oversete kvinder, der kolorerer botaniske illustrationer, mens Gerd Tinglum i sin botaniske encyklopædi sammenstiller udrydningstruede planter med oversete kvinder i verdens- og kunsthistorien – blandt andet kunstneren selv!

Har planter følelser?

Og slutteligt spørger udstillingen, om planter har følelser? Kalle Hamm og Dzamil Kamanger har påsat optageudstyr på en brændenælde, for at optage lyden, når sporene, plantens forsvarsværn, fjernes med pincet og skalpel.

Og på en eller anden vis lykkes det for kunstnerne at få en til at tænke som en plante, der udsættes for overgreb, og det er ganske godt og virkningsfuldt gået.

For måske kræver de store omvæltninger, klimakrisen ganske sikkert tvinger os til at eksekvere, en dybtgående erkendelsesproces af den karakter, som filosoffen Jedediah Purdy taler om i sin nye bog, This Land Is Our Land – The Struggle for a New Commonwealth.

For, som han argumenterer: Først når vi erkender, at naturen har en bevidsthed, kan vi imødegå klimakrisen.