Bob Dylans venstre hånd

Jeg er ikke født i 1960’erne, men i 1980’erne. I min barndom hørte jeg girl power-pop, og så på smukke unge mennesker fra Beverly Hills 90210.

Jeg er hverken vokset op med 1970’er-ideologier eller protestsange, og jeg er med garanti den aller yngste anmelder, der er sat til at skrive om udstillingen, The Brazil Series.

Modsat mange af mine kollegaer fra andre medier har jeg altså ikke et indgående kendskab eller nært forhold til fænomenet Bob Dylan.

Fortællinger fra Brasilien
Bob Dylans malerier er skabt specielt til udstillingen på Statens Museum for Kunst, og det er således første gang, at de ser offentlighedens lys.

The Brazil Series består af 40 akrylmalerier samt en håndfuld skitser, der er lavet forud for malerierne, placeret i en montre. Værkerne rummer fortællinger fra Brasilien, og som der står på hjemmesiden for Statens Museum for Kunst, tager de ”afsæt i den synlige virkelighed”, ligesom de ofte indeholder ”en fortælling med en klart aflæselig handling”.

Men forholder det sig nu helt sådan?

Strindberg og H.C. Andersen
Dylan er langt fra den første store kulturpersonlighed til at kaste sig ud i en kunstnerisk krydsning.

Den svenske forfatter og dramatiker August Strindberg (1849-1912) malede stemningsfulde og melankolske billeder ved siden af sit forfatterskab, og vores egen H.C. Andersen (1805-1875) lavede de smukkeste papirklip, der var næsten ligeså eventyrlige og fantasifulde som hans digtning og fortællinger var det.

Tid er penge
For mit vedkommende repræsenterer The Brazil Series ikke en vellykket krydsning.

Det er ganske tydeligt at se, at Bob Dylan kun har brugt et år på at producere værkerne (2009-2010, red.).

I samme periode turnerede Dylan i øvrigt rundt omkring i verdenen med albummet Together Through Life.

Det må selvfølgelig ikke have givet kunstneren meget tid til at male.

Går man helt tæt på malerierne, kan man da også se, at de ikke er blevet grundet ordentligt. I stedet har Dylan kastet sig ud i at male direkte på de tomme og knastørre lærreder.

Hvad der med simple teknikker og en ordentlig grundet overflade kunne have skabt dybde, afløses af klodsethed, hurtige klatter og manglende præcision.

Hvide kanter
Sjuske-fejlene stopper dog ikke her. Malerierne har hvide kanter, som rammerne ikke kan dække. Om det er stillistisk valg vides ikke. Lige meget hvad, vidner det igen om hurtig løsning.

Til gengæld er farvevalget, som er holdt i mørke og klare toner, gennemført, ligesom Bob Dylan kan sin basale billedkunstlære, selvom kompositionerne minder mig om noget, jeg blev undervist i og selv praktiserede i billedkunsttimerne i gymnasiet.

Jeg vil imidlertid gerne fremhæve skitserne, som i det mindste imponerede mig en smule.

Hvad skulle Bob Dylan i Brasilien?
Kasper Monrad (kurator på The Brazil Series og museumsinspektør på Statens Museum for Kunst red.) fortalte, at udstillingen til at starte med skulle have udgangspunkt i amerikanske miljøer, men at dette blev droppet til fordel for Brasilien som tema.

Personligt havde jeg hellere set en række ’amerikanske malerier’. For mig virker de udstillede malerier og baggrunden for valget af setting alt for fremmed. Hvad skulle Dylan i Brasilien? Har han overhovedet et forhold til stedet, og i så fald, hvad er det?

Manglende nerve og personlighed
Der er et eller andet, der slet ikke virker i denne sammenhæng. I formidlingsmaterialet til The Brazil Series bliver der især slået på maleriernes fortællende aspekter.

Men hvad ønsker de at fortælle, udover selvfølgelig at skildre hverdagssituationer i Brasilien? Fortællingerne er så vage, at de kan sammenlignes med personernes ansigter, som mangler udtryk, nerve og personlighed.

Hvad skulle Bob Dylan på Statens Museum for Kunst?
Nogle vil måske mene, at jeg hverken er gammel nok til at skrive om maleriernes stilart eller Bob Dylan. Men det skuffer mig, at så sjusket udførte værker kan udstilles på en af landets mest markante kunstinstitutioner.

I forhold hertil giver det dog mening, at kurator og museumsinspektør Kasper Monrad op til flere gange har udtalt: ”Ville vi have udstillet værkerne, hvis ikke det var Bob Dylan, der havde malet dem?”. Svaret er selvfølgelig ’nej’.

Dog skal det ikke underkendes, at det er en lille sensation, at en verdensstjerne som Bob Dylan vælger at have en ’stor’ soloudstilling i lille Danmark. Det er både en god historie for Statens Museum for Kunst, men så sandelig da også for Bob Dylan.