Brun propaganda!

Skal man tage Steinar Haga Kristensens überheroiske rækken ud mod en spirituel selvrealisering via kunstens kraft for pålydende? Og hvad tjener det at revitalisere tidligere tiders totalitære propagandakunst? Nordmanden forstyrrer god smag og konsensus i brun udstilling i Kunsthal Aarhus.

At kunsten potentielt har stor udsagnskraft er en kendt sag. Vi ved også, at kunsten kan propagandere, og at den historisk har været brugt til dette formål. Kunsten agerede således i århundreder PR-bureau for kristendommen, mens Nazitysklands og Sovjetstatens ensrettede kunst står som nyere og grumme eksempler.

Men også den modernistiske kunst kan ses som en form for promovering – denne gang af humanismens autonome individ. Og den første documenta-udstilling i Kassel i 1955 kan udmærket læses som en slags, ja, propaganda-udstilling, der skulle rehabilitere Entartete kunst (nazisternes skældsord for abstrakt og ekspressionistisk kunst) og fremhæve den vestlige verdens frie, abstrakte kunst i modsætning til den censurerede og ufrie socialrealistiske sovjetkunst.

Det propagandistiske potentiale i kunsten, og de store idealistiske og totalitære fortællinger, der danner baggrunden, er med rette mistænkeliggjort, og der findes næppe i dag den kunstner, kurator, museumsinspektør eller lignende, der ikke går efter det mangetydige, åbenheden og nuancerne. Kunsten skal i dag være undersøgende, stille spørgsmål i stedet for at give svar, frasige sig autoritet, være inkluderende, lade beskueren danne sin egen mening. Og så videre og så videre….

Denne selvforståelse ligger som en undertekst i så godt som al samtidskunst, og det er der mange kvaliteter i. Men der hviler måske også en vis søvngængeragtig muzak over foretagendet. En uforstyrrethed.

Hvad f…. foregår her?

Når man entrerer Steinar Haga Kristensens udstilling i Kunsthal Aarhus med den umanerligt højtravende titel The Work of Art and The Spiritualization of Selfempowerment rives man ret effektivt ud af den uforstyrrethed. For hvad er det, der foregår her?

Først skal man kante sig igennem en tværgående række sokler med rygvendte torsoer for at komme ind i udstillingen. Denne hær af mandlige torsoer virker umiddelbart helt ude af tid og sted, som var de hentet fra scenografien til den nazistiske olympiade i Berlin i 1936. I heroiske positurer holder de med fremstrakte hænder abstrakte, modernistiske skulpturer frem. (Dog med den ambivalente pointe, at de samtidig skubber en lignede skulptur bort med den bagudvendte hånd).

Også udstillingens malerier er helt ude på overdrevet. Indrammet af vulgære reliefudsmykkede rammeværker – og visse steder med bladguldsbaggrunde – fremviser de patosfyldte scenarier med munkelignende figurer, alle bærende på malerier eller de små abstrakte skulpturer.

I et af billederne ligger fire af disse figurer (repetitionen er et gennemgående greb i udstillingen) lit de parade. I andre får man tanken, at man bevidner præster, der udfører ritualer med skulpturerne, som var de hellige relikvier.

Der er noget middelalderagtigt over disse billeder, noget ekspressivt, højspændt og hudløst, som var de udtryk for (desperate) eksistentielle eller religiøse excesser. Men også noget ubehjælpeligt, for det hele er usmageligt, klodset og kluntet malet – og så er det brunt!

Alle værkerne i udstillingen hører da også til Haga Kristensens selvudnævnte ‘brune periode’, hvormed han med tungen i kinden parafraserer den modernistiske senkarrierekunstners periodeinddelinger (Picassos blå periode er nok den mest kendte). Så altså: Det her er ikke forfinet, nuanceret eller smagfuldt. Det er bombastisk og vulgært iscenesat med quasi-religiøs patos.

Kan det virkelig passe?

Jeg ser udstillingen som en slags metarefleksion over kunsten selv, men hvad der akkurat er nordmandens ærinde er ikke helt klart for undertegnede.

Kan man tage en sådan über-heroisk rækken ud mod en spirituel selvrealisering via kunstens kraft for pålydende? Hvad tjener denne aparte revitalisering af tidligere religiøse og idealistiske strømninger?

Giver The Work of Art and The Spiritualization of Selfempowerment mening som et seriøst opråb mod ‘nutidens overfladiske og åndelige nød’?

Eller er det måske snarere netop ‘en undersøgelse’ af ovenstående spørgsmål?

Hmmm. Forstyrret bliver jeg i hvert fald, og Haga Kristensen formår faktisk at etablere et rum for tanker om kunstens position i dag.

For denne tilsyneladende utidssvarende propaganda har måske sin egen skæve logik og aktualitet. For er kunsten i dag ikke også et regime, er den ikke overalt (i museer, udstillingssteder, offentlige rum, udkantsbyer, udsatte boligområder mm.), og er kunsten ikke flettet ind i magtens strukturer – ikke mindst i lande som Norge og Danmark, hvor en stor del af kunstnerne “lever af staten” og udtrykker sig “i overensstemmelse med den”? Med andre ord: er der ikke noget propagandistisk over kunsten i dag?

Nej, siger vi: kunsten udgør ikke én stemme, den er den uafhængige, nødvendige kritik og så videre og så videre… Men en sådan automatretorik, vi normalt bekræfter hinanden med, bliver i hvert fald i denne udstilling mødt med en ganske anden attitude.

Derfor er det en udstilling, der forstyrrer. Usmagelig, ude af tid og sted – men en sten i skoen lige nu og her.