Bruno Kjær: “Jeg er optaget af forholdet mellem facts og det, der er påvirket af fantasien”

Bruno Kjærs omfattende installation Skyggebibliotekets spejl i Kunstetagerne Hobro har biblioteket og en tragisk barndomserindring som afsæt. Her fortæller han i en samtale med Kunstetagernes kunstfaglige medarbejder Anne Lie Stokbro om idéen bag udstillingen.

Anne Lie Stokbro (ALS): Bruno Kjær, hvad er rammefortællingen i Skyggebibliotekets spejl?

Bruno Kjær (BK): Rammefortællingen er en tragisk begivenhed fra min barndom. I 1966 stak min fætter Frank pludselig til søs som dæksdreng på skibet Tina Jack. I december gik skibet ned i Østersøen, på vej fra Stralsund i DDR til Middelfart. Efter en uge drev Frank i land ved Ystad på Sveriges sydkyst.

Det var naturligvis et stort chok, at min fætter sådan pludseligt døde. Jeg så jo nok noget op til ham, og det var svært at forstå, at han var død. Så i min drengefantasi, jeg var 13 år gammel, fortsatte Frank sin rejse jorden rundt, og han udviklede sig til en opdagelsesrejsende, videnskabsmand og samler undervejs. Altså, alle de spændende ting, som kan udklækkes i en drengefantasi.

Erindringen om Frank og hans død gled på et tidspunkt i baggrunden. For nylig dukkede historien op i mine tanker igen, og jeg kunne ikke slippe den. Jeg er optaget af forholdet mellem viden og erindring, mellem facts og det, der er påvirket af fantasien. Historien om Frank er sådan et fragmenteret erindringsunivers, hvor facts og min egen fiktion væver sig ind i hinanden. Det har jeg forsøgt at give kunstnerisk udtryk i Skyggebibliotekets spejl.

ALS: Lad os lige få det her med biblioteket på plads med det samme. Bibliotek har været et tema i din kunst i næsten 20 år?

BK: Ja, jeg er dybt fascineret af biblioteket, både som fysisk sted og som begreb. Biblioteket er på den ene side en autoritativ formidler af sandheder – det er i bøgerne, at videnskaben gennem århundreder har formidlet sine resultater og gjort dem tilgængelige for os andre. Samtidig er biblioteket en autoriseret formidler af fiktion, af videnskabens modpol, hvis man kan sige det på den måde. Det, synes jeg, er interessant, at begge dele kan rummes under det samme begreb.

Samtidig er jeg optaget af bogen som et kunstnerisk format. Jeg har gennem årene skabt bogobjekter og artists’ books, hvor billeder, readymades og objets trouvées træder i stedet for det skrevne sprog. Den form for bøger kommunikerer mere på billedkunstens præmisser. De er ikke-tekstlige, men det betyder jo ikke, at de ikke rummer fortælling og muligheder for associationer hos beskueren.

Jeg prøver at udvide bogen, både som genstand og som begreb, ved at tilføje elementer, som i sig selv bærer på betydning. Jeg lægger lag på lag af betydning sammen og skaber nye fortællinger på den måde. Bogen som fysisk format rummer jo publikums forhåndskendskab og sikkert også nogle bestemte forventninger. Samtidig taler mine bøger jo også kunstens sprog, og den dobbelthed er jeg meget optaget af.

ALS: I Kunstetagerne iscenesætter du med biblioteksinventar som kartoteksskabe, reoler, boghylder og læsepulte. Man oplever, at inventaret befordrer biblioteksidéen samtidig med, at genstandene, altså udstillingens værker, peger langt ud over, hvad et bibliotek traditionelt rummer. Er det her, skyggebiblioteket kommer i spil?

BK: Skyggebiblioteket er et begreb, jeg har brugt flere gange. Det er jo ikke et bibliotek, jeg opbygger. Inventaret mimer et bibliotek for at skabe en fortrolig kontekst, som publikum bevæger sig ind i.

Jeg har gjort Frank til opdagelsesrejsende, og i udstillingen ordnes alle de mange genstand, han har samlet ind på sin rejse sammen med de optegnelser, han har gjort. Jeg bruger biblioteket som ramme om en systematisering af dette fiktive materiale. Men udstillingen rokker fortroligheden igen og igen, fordi skyggebiblioteket ligner men ikke er, fordi bøgerne ligner, men ikke er. Skyggebiblioteket spejler nok noget velkendt, men det velkendte er fremmedgjort, det er illusion, det er kunst, fantasi. I skyggebiblioteket må kunsten stå til troende, akkurat som litteraturen må i biblioteket. Både faglitteraturen og fiktionen. Jeg håber, at skyggebiblioteket kan blive en slags rum for refleksion over fakta og fiktion.

ALS: For at vende tilbage til rammefortællingen. Som du siger, får Frank karakter af en opdagelsesrejsende. Du har ligefrem skabt et tegn eller symbol for ham: En silhuet af en drivende figur med slappe lemmer. Symbolet bliver en konstant i udstillingen, som minder beskueren om, at man befinder sig i Franks univers.

BK: Ja, mine udstillinger er ofte sammensat af virkelig mange enkeltdele. I Skyggebibliotekets spejl er der for eksempel i hundredvis af tegnede og malede kartotekskort, og der er langt over 100 objekter med genstande på glas, som i en naturvidenskabsmands studiesamling.

Det er jo på sin vis helt fint, hvis den besøgende fortaber sig i mængden, men samtidig er der også brug for nogle lange linjer gennem så stor en udstilling. Her er Franks silhuet et tilbagevendende symbol, som leder den besøgende videre. Det samme gør for eksempel bogobjekterne, som i forskellige materialer og udformninger indgår i hele udstillingen, og de malede kort og små linoleumstryk, som både indgår som ”mængde” i kartoteksskabene og som enkeltstående værker rundt om i udstillingen.

ALS: Så der er tale om både rejse og forankring side om side?

BK: Ja, det kan man godt sige. Det er også derfor, at udstillingen lidt efter lidt sender tråde ud i de fysiske omgivelser. Kunstetagerne ligger dør om dør med Hobro Bibliotek, og i løbet af udstillingsperioden invaderes det fysiske bibliotek af elementer fra Skyggebiblioteket, ligesom beliggenheden ved fjorden drages ind i udstillingen.