Cameroun – Alt er performance

I en tidligere klumme beskrev jeg diverse europæiske kunstinstitutioner og biennalers forsøg på at flytte fokus fra Europa som centrum i verden til en mere global forståelse af verdens tilstand. Men hvordan bærer kunstnere fra ikke-vestlige lande sig ad med overhovedet at blive set og hørt – lokalt og internationalt – udenfor de økonomiske og forståelsesmæssige rammer, som er udstukket af vestlig kunsthistorie og europæiske støttesystemer?

I november måned deltog jeg sammen med Sophie Dupont som dansk kunstner på performancefestivalen Perform’Action Live Art i Yaoundé, Cameroun. Her fik jeg indblik i landets spændende performancescene, og i hvorledes vilkårene var for at stable en international kunstbegivenhed på benene i et afrikansk land uden statslige eller kommunale støttesystemer.

Mødet mellem kulturer

Overskriften for projektet var “mødet”, og formålet med festivalen var at bringe kunstnere fra forskellige lande sammen for at udfolde performancekunsten for en bredere befolkning – at skabe et møde mellem det lokale og det internationale.

Festivalen var initieret og kurateret af performancekunstner og underviser Christian Etongo og foregik på forskellige lokationer. Dels var der i ugen op til selve festivalen forskellige kunstnermøder hver dag med diskussioner om performancekunst – de fleste gange på det kunstnerdrevne kulturhus Spirit Art – og dels blev der opført performances forskellige steder i byen.

Organisationen bestod overvejende af frivillige, ulønnede medarbejdere – de fleste af dem kunstnere, som arbejdede hårdt på at få en festival op at stå uden midler. Projektet var afhængig af private sponsorere, som desværre ikke alle var lige stabile.

Det performative som en del af livet

Det meste af festivalens officielle del foregik på Center of Contemporary Art Yaoundé for et traditionelt kunstpublikum samt i landsbyen Akak udenfor byen.

I Cameroun og i Afrika generelt indgår det performative som en del af dagligdagsritualer og i forbindelse med store begivenheder i menneskers liv, såsom fødsler, bryllupper, død med mere, og er traditionelt forbundet med fænomener som animisme og heksetro. Derimod er performancekunsten (ligesom på vores breddegrader) som sådan ikke bekendt af den almindelige befolkning, og projektet i Akak havde til formål at udbrede fænomenet for landsbybeboerne, der oftest slet intet forhold har til nutidskunsten.

Christian Etongo er selv opvokset i landsbyen, og hans ide er, at hvis samtidsperformancen forbinder sig til lokale traditioner, kan den berøre et større publikum og være med til at fortælle historier og skabe indentitet. Han forklarer mig, at man i Afrika ikke kan skille kunst og dagligdag ad – at det er en vestlig ide at have et isoleret kunstbegreb. I Cameroun, hvor man har en tradition for ritualer og fortællinger for alle vigtige begivenheder i livet, og hvor man kæmper for at bevare kulturen, forestiller man sig vejen til publikum som fremkommelig, men der er ingen økonomisk støtte til lokale projekter.

Kunstens comfortzone

Jeg var meget fascineret af det setup af ritualer, danse og historier, vi var vidne til i landsbyen, selvom jeg i sagens natur følte mig en anelse fremmed. Både høvdingen, den lokale borgmester samt tre kvindelige betjente var linet op foran et hus som de første publikummer. Myndighedspersonernes tilstedeværelse retfærdiggjorde dog begivenheden, og snart dukkede landsbyboerne op og særligt børnene fulgte spændt med i begivenhederne.

Mange af de performances, vi så, relaterede sig til oprindelige lokale ritualer og fortællegreb, og de fleste kostumer var inspirerede af traditionelle lokale dragter. Der var et nærvær og en troværdighed i formen, og i modsætning til de fleste vestlige performere havde kunstnerne her en naturlighed i at inddrage stemme, krop og landskab i de rituelle performances. Værkerne var overvejende meget ekspressive og følelsesfulde.

Både Sophie og jeg fandt det interessant og spændende de fleste gange at være på usikker grund i forhold til aflæsningen af ritualerne. Da vi hverken kendte referencerne eller traditionen, var det uvant, men ganske sikkert sundt at opleve at være i mindretal. Dertil kom nogle sproglige og kulturelle barrierer. Mine franskkundskaber begrænser sig til at bestille en kop kaffe, og det var på trods af gode oversættere svært at følge rigtigt med i alle diskussioner.

De sociale medier som kommunikationsforum

Størstedelen af deltagerne i festivalen var fra Cameroun og nogle omkringliggende lande. Sophie og jeg samt en tysk kunsthistoriker fra Goethe Instituttet var de eneste europæiske repræsentanter. Jeg mærkede, hvilket privilegium det var at kunne rejse så langt med billetten betalt af Statens Kunstfond og et rejselegat fra Akademiraadet.

Det siger sig selv, at økonomiske forhold er afgørende for kunstneres mobilitet og synlighed i et internationalt perspektiv, og mange afrikanske kunstnere havde ikke kunnet skaffe funding til rejse og ophold. Derfor arrangerede festivalen livestreaming over Facebook for på denne måde at kunne inkludere dem i programmet alligevel. Således fik vi set performances, som foregik i både Benin og Togo. I det hele taget blev de sociale medier udnyttet optimalt i promoveringen af begivenheder, så man på et mindre budget alligevel kunne gøre opmærksom på, at der foregik en masse.

Viljen til fællesskab

Christian Etongo er meget bevidst om, at det er vigtigt at bevare den særlige camerounske fortælletradition, hvor ritualet er det essentielle – og om at trække på lokale, kulturelle ressourser. Han kæmper for at komme ud med sit budskab via festivaller, undervisningsforløb og projektet i landsbyen Akak.

Mange af de deltagende performere inviterede hinanden ind i egne performances på kryds og tværs eller havde lavet koreografier, som andre kunne opføre. Jeg var imponeret over evnen til at bevare det performative nærvær og improvisere i et program, som hele tiden blev ændret og tilpasset situationen og omgivelserne. Selve den netværksskabende effekt af projektet forekom mig uvurderlig, og kunstnernes vilje til fællesskab både internt og i forhold til landsbyen var utrolig stærk.

Jeg er meget taknemmelig for at have fået mulighed for at opleve alt dette og for at få lov til at afprøve min egen deltagerbaserede performance i en helt fremmed kontekst. Efter mit besøg i Cameroun kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor meget, der er at mødes om i verden, og hvor meget der er at lære af hinanden. Vi arbejder i så forskellige traditioner og på så forskellige vilkår, at det er vigtigt hele tiden at udfordre ens egen komfortzone og konfrontere sit eget verdensbillede – og netop derfor er disse møder så vigtige.