Sophie Dupont
Hvad vil det sige at være menneske? Og hvem er vi, når vi ikke forsøger at være nogen eller noget, men bare er til? Disse eksistentielle grundspørgsmål udgør et centralt omdrejningspunkt i Sophie Duponts performative praksis, der er bygget op omkring enkle handlinger og ritualer, som er fysisk såvel som mentalt krævende.
I 2010 opførte Sophie Dupont sin første live-performance i et galleri på Nørrebro. Iklædt en specialbygget hjelm og et kostume af abstrakt tilsnit sidder hun helt ubevægelig i vinduet ud mod gaden. Kun det ene øje er synligt, og dets blinken er det eneste tegn på liv gennem hele seancen.
Dette tidlige performanceværk udspringer af Duponts baggrund som både danser og maler og inddrager kroppen som lærred for en udforskning af forholdet mellem det figurative og det abstrakte – og af hvordan det er muligt at forene de to modstridende udtryk. Denne interesse for at overskride klassiske modsætningspar og dualitetstænkningen mere generelt har siden karakteriseret hendes arbejde, der gennem de senere år har bevæget sig fra en formel til en mere eksistentiel undersøgelse, hvor hun anvender sin egen krop som redskab og forudsætning for en udforskning af sindet og mellemmenneskelige relationer.
Foruden 1960erne og 70ernes performancetradition er Sophie Duponts praksis inspireret af østlig filosofi og moderne danseteknikker, og hendes performances tager ofte afsæt i basale fysiske forhold som balance, vægt og bevægelse. Disse sættes i spil ud fra simple spilleregler og anskueliggør forskellige mentale tilstande.
Med sin kompromisløshed og udstrækningen i tid skaber Dupont et meditativt rum af nærvær og stilhed omkring sig, der kan betragtes som et modsvar til det omgivende samfunds overflod af stimuli og en opfordring til beskueren om selv at søge indad – hvorfor kunstneren også er begyndt at invitere folk til at deltage i værket på afstand og nedfælde deres egen vejrtrækning dér, hvor de nu end befinder sig i det tidsrum, som performancen finder sted.
