Carl Emil Jacobsens skulpturer er levende organismer, der fortæller os noget, vi har glemt

Carl Emil Jacobsens skulpturer på udstillingen Comb a Hairy Doughnut Flat på Overgaden minder os om, at vi er sansende væsener i en sanselig verden. Men udstillingen er nær ved at blive tilsløret af ærgerlige elementer i det formidlende, iscenesættende og eksperimenterende lag.
”Jeg holder af ordet ’sanse-armod’,” siger den danske billedkunstner Carl Emil Jacobsen i et interview i en nyudgivet bog om hans kunstneriske virke. Han mener, at vi i dag har brug for at blive mindet om glæden ved kropslige oplevelser og ved vores fysiske, håndgribelige omgivelser. At vi i højere grad bør søge at begribe verden med sanserne frem for med intellektet.

Og netop den nære kontakt med, omdannelsen af og materialisering af det sanselige er kendetegnende for Carl Emil Jacobsens skulpturelle formsprog. Det kan man forvisse sig om på Overgaden, hvor Carl Emil Jacobsen har sin første institutionelle soloudstilling med den mystificerende titel Comb a Hairy Doughnut Flat.

Fra industriel design til kunst

Carl Emil Jacobsen (f. 1987) er et forholdsvist nyt navn i den danske kunstverden, som jeg tror – og håber – at vi kommer til at høre meget mere til. Denne sommer indgik han i den velkomponerede gruppeudstilling Sculpture to Sculpture i Rundetaarn med en lille håndfuld abstrakte skulpturer, der fik undertegnede til at tænke: ”Wow, hvorfor har jeg ikke hørt om ham før!?”

At Carl Emil Jacobsen ikke været indenfor mit søgefelt tidligere skyldes nok især, at han hidtil overvejende har taget del i designfeltet, som et naturligt udslag af hans baggrund i Kolding Designskole, hvorfra han blev uddannet som industriel designer i 2012. Og hvor er det dog velgørende, at kunstinstitutionerne nu også åbner deres døre for ham. Carl Emil Jacobsen er nemlig ikke blot en habil formgiver. Hans skulpturkunst – når den er bedst og lydhørt præsenteret – frembyder nemlig en åndfuld dimension, der taler ud fra og til vores samtid.

Referencer og forskydninger

Der er noget genkendeligt ved Carl Emil Jacobsens skulpturer. Jeg får glimt af tidlige modernister som Brancusi og Chillida og ikke mindst den hjemlige Erik Thommesen. Men hvor abstraktionerne hos mange tidlige modernister ofte refererede til naturfænomener eller menneskeskikkelser, så henter Carl Emil Jacobsen impulser i kulturartefakter fra hverdags- og arbejdslivet, der synes at tilhøre enten nutiden, fortiden, ahistorisk eller mytisk tid.

Ligner det ikke en krukke, et udsnit af en radiator, en drejeknap til et komfur, en perlekæde, en kurv, en blækvugge, en maskindel? De ligner, jo, og sikkert også andre genstande i andre beskueres øjne. Men de undslipper. De er aldrig identiske med den velkendte, ydre virkelighed. Form- og skalaforskydninger forvirrer og de vækker nysgerrigheden for det andet, det nye, der træder frem.

Overgange

Comb a Hairy Doughnut Flat er fordelt over tre rum på Overgadens første etage. I de to yderligt liggende rum er der opstillet eller ophængt i alt 12 abstrakte skulpturer og midt imellem disse er installeret en passage, der er påført en grov, rustrød masse på gulv og vægge. Midt i passagen er der et aflangt arbejdsbord, der stiller nogle af Carl Emil Jacobsens skitser og modeller i forskelligartede materialer og farvetoner til skue.

Som led i et eksperiment flytter Carl Emil Jacobsen om på skulpturerne i udstillingsperioden. Omrokeringerne foretages i alt to gange. Målet er at kaste lys på det foranderlige og processuelle i den kunstneriske skabelse og kunstudstillingen som fænomen. Udstillingsoplevelserne kommer altså til at variere fra fase til fase, og denne anmeldelse har fokus på første fase.

Også passagen med arbejdsbordet udspringer af ideen om at understrege det processuelle. Og der er noget værksted over det. Men der er også en smule indeklemt og snerten af en ram lugt. Skal det indikere en fødekanal? En meget anderledes atmosfære er der i i hvert tilfælde end i de to hovedrum, der fremstår lyse, rolige og rumlige.

Levende organismer

Skulpturerne i de to hovedrum indgår som solitære, sluttede former, men de er forenet af et fælles udtryk og deres placeringer er nøje afstemt efter hinanden. Størrelserne varierer, men hovedparten er mellemstore, kun en enkelt er monumental (Læbekar). Der er ingen, der stikker af fra gruppen eller råber højt. Derimod udgør de tilsammen en harmonisk form- og farverytme. De fylder ikke meget rent fysisk i de to rum, men de fylder dem ud med en blanding af ukompliceret og gådefuld fremtoning.

Formsproget er organisk. Der er ingen skarpe kanter, det er det bløde og afrundede, der gør sig gældende. Enkelte skulpturer er defineret af lukkede former. Men flertallet har spalter, sprækker, hulninger, åbninger og gennembrydninger, der pirrer den kropslige oplevelse. Det, at de har skjulte, indre rum og det, at luften aktiveres i mellemrummene.

Ren poesi

De organiske træk ved Carl Emil Jacobsens skulpturer er også nært forbundet med farvesætning og overfladevirkning. Skulpturerne er monokrome, i en farveholdning mellem sandfarve, sart rosa, mat grågrøn, okker, brændt orange og dyb mørkebrun.

Overfladerne virker på samme tid støvede som pastelkridt, porøse og ru, og det får flere af skulpturerne til at minde både om ubrændt ler, keramik og pudsede husmure fra et landligt miljø fra en fjern eller mytisk tid eller geografi.

Carl Emil Jacobsen udvinder pigmenterne fra nedrevne bygninger og det landskab, han arbejder i, ved Gl. Rye i Østjylland. Han knuser sten, grus, mineraler, jordarter og teglsten – blandt andet – han pulveriserer, blander pulveret op og omdanner det til maling.

Materialeoversigten opremser: ”Pigmenter fra knust tegl, marmormel, kalk. Pigmenter fra sten.”

Det er ren poesi i mine ører. Så essentielt.

Modvægte til sanse-armodet

Carl Emil Jacobsens skulpturer er med andre ord direkte forbundet med jorden og det specifikke sted, hvor de er skabt. Men det er ikke kun den reneste natur, der har fundet vej til de skulpturelle objekter. Også menneskeskabte blandingsprodukter – som nutidige teglsten – bliver knust til fint støv. Og i skulpturernes opbygning og indre struktur indgår også materialer som stål, akryl, polystyren (en plasttype) og fiberbeton.

Jeg får punktvis en fornemmelse af, at Carl Emil Jacobsens abstrakte skulpturer er levende organismer, der er kommet for at fortælle os noget, vi har glemt. At de blandt andet er her for at minde os om, at vi er sansende væsener i en sanselig verden. Hermed kan de potentielt bidrage som modvægte til det tidligere omtalte sanse-armod og til vor tids fornyede forståelse for miljøet, det nære og lokale og for naturen og kulturens sammenfletning. Ifølge denne mulige fortolkning taler skulpturerne, som tidligere nævnt, åndfuldt, ud fra og til vores samtid.

Tåge over sanselig styrke

Desto mere ærgerligt er det, at den sanselige og poetiske særegenhed i denne udstilling er nær ved at blive tilsløret af elementer i det formidlende, iscenesættende og eksperimenterende lag.

Udstillingens titel til eksempel: Comb a Hairy Doughnut Flat. I udstillingsteksten oplyser man, at der refereres til ”en matematisk teori om buede fladers geometri og rumlige dynamikker.” Og Carl Emil Jacobsens skulpturer har buede flader og der er rumlige dynamikker på færde. Men at sammenkæde dem med en matematisk teori lægger blot en tåge ind over den sanselige styrke. Jeg bliver desorienteret og antager, at der må ligge noget mere bag, men jeg ved ikke hvad.

Ærgerligt er det også, i mine øjne, at Carl Emil Jacobsen har ændret titlerne på flere af sine værker i forhold til tidligere. Blandt andet har flere af værkerne indgået i en serie, hvor de blev betegnet Powder Variations sammen med varierende numre og farveangivelser. Det gælder skulpturer som Bleen, Lady Finger og Perlerække, der tidligere har heddet Ochre Powder Variation # 5, Dark Red Powder Variation # 4 og Green Powder Variation # 4.

De nye titler bevirker en uheldig pegen på det forestillende, der er i fare for at lukke værkernes åbenhed. Ydermere står det i modsætning til en af Carl Emil Jacobsens store kunstneriske forbilleder: billedhuggeren Willy Ørskov og hans indkredsning og fremhævelse af den unikke erkendelsesmæssige værdi ved skulpturer, der blot virker ved det, de er – i deres eget lys.

Endelig er der det med omflytningen af skulpturerne. Jeg når kun et lynkik på anden fase inden deadline på denne anmeldelse, og jeg kan blot konstatere, at nogle opstillinger (naturligvis) er bedre end andre. Hatten af for ihærdigheden, og det eksperimenterende er indskrevet i Overgadens profil, så jeg forstår motivationen, men nu er der desværre ikke samme ro og harmoni i rummene og det svækker oplevelsen.

Uanset hvad, har Carl Emil Jacobsens skulpturer en sanselig kraft. Men måske man med fordel skal vente med et besøg til tredje og sidste fase (efter 20. september), hvis man da ikke vil og kan komme forbi flere gange for at følge udviklingen. Og efter min mening må den sidste fase meget gerne tilnærme sig eller måske endda reetablere første fase.

Det er som om, Carl Emil Jacobsen i denne store soloudstilling ikke helt har troet på, at hans skulpturer kan tale for sig selv som sanselige objekter. Men det kan de. I høj grad. De virker i deres eget lys.