CHART ville gøre de kvindelige kunstnere synlige, men mændene løb alligevel med opmærksomheden

Kunstmessen CHART ville i år prisværdigt vise 100% kvindelige kunstnere i et statement vendt mod den skæve kønsbalance i branchen. Godt gået, men et par af de deltagende gallerier viste store mandlige kanoner i frontzonen og henviste ‘kvindeudstillingerne’ til baglokalerne. Det mudrer signalværdien såvel som de gode intentioner.

Den store nordiske messe CHART, der netop er afviklet 28-30 august, fik i år en noget anden udformning end normalt.

Dels blev messeformatet med tætpakkede galleristande på Charlottenborg opgivet på grund af coronasituationen og erstattet af decentrale præsentationer ude på de enkelte gallerier. Det gav andre muligheder. Ikke mindst for gode kunstoplevelser, hvor flere af gallerierne kunne brillere med ambitiøse og godt orkestrerede rumlige præsentationer i de hjemlige omgivelser, der alt andet lige – i forhold til kunstoplevelsen – klart overgår messeformatets kompakte kunstparader: Kunstmesser giver sjældent store kunstoplevelser – men det handler jo netop også om så meget andet.

Dels valgte CHART i år udelukkende at præsentere kvindelige kunstnere: “With this strong collective statement, the ambition is to highlight one of the biggest structural barriers in the art scene and art market; gender imbalance”, hed det i et stærkt promoveret oplæg fra messen.

Et velkomment opråb, al den stund at The Art Basel and UBS Global Art Market Report sidste år kunne bekræfte, at repræsentationerne af henholdsvis mandlige og kvindelige kunstnere på verdens kunstmesser falder ud med alarmerende skæve procentsatser: 76% mænd. 24 % kvinder.

Kærkomment også, at gallerierne svarer på den institutionelle vækkelse, der er ved at tegne sig. De seneste år har budt på et væld af præsentationer af kunsthistorisk oversete kvindelige kunstnere: Kvindelige surrealister på Louisiana, Louise Nevelson på Kunsten, kvindelige finske modernister på Gl Strand, Sonja Ferlov Mancoba og Ragna Braase på SMK og Rita Kern-Larsen på Gl. Holtegaard for blot at nævne nogle få.

Nyindkøb af kvindelige kunstnere

Direktør på Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, kunne på messens debatsalon om den skæve kønsrepræsentation (skabt i samarbejde med Bikubenfonden) berette, at de nyeste indkøb til samlingen var i kvindernes favør. Ny Carlsbergfondets forkvinde, Christine Buhl Andersen, kunne supplere med en identisk fortælling om fondets tildelinger af udsmykningsopgaver. Og Kunsthal Charlottenborgs direktør, Michael Thouber, har været med til at indføre kønskvoter i det udvalg, der står for indkøb af kunst til Københavns kommune.

På kunsten.nu har det også været et fokuspunkt. For en del år tilbage blev jeg som redaktør kontaktet af en kunstner, der havde gået vores portrætformat Ugens kunstner, som vi har bedrevet siden 2008, efter i sømmene. Hun kunne åbenbare for mig, at artiklerne for 58 % procents vedkommende omhandlede mænd. Det havde jeg simpelthen ikke tænkt på overhovedet – og jeg er ellers godt opdraget, med formative år i 1970’erne og parolen kvindekamp er klassekamp som fast repertoire på demoer. Ligemeget hjælper det – jeg har helt åbenbart mine bias. Så Thouber, Bogh og jeg – såvel som også kvindelige redaktører, institutionsledere mm. – skal både holdes i ørerne og være villige til at være selvkritiske i forhold til bias og privilegieblindhed.

Gode udstillinger

Der er et stykke vej at gå endnu, men godt at se, at kunstmarkedets aktører nu også sætter den skæve kønsbalance på dagsorden.
Og hvordan gik det så? Jo i CHARTs deltagende københavnske gallerier fik vi absolut velkomponerede og overbevisende kunstneriske præsentationer af kvindelige kunstnere.

Sif Itona Westerberg imponerede med sine gasbeton-relieffer i udstillingen The House of Dionysus på Gether Contemporary, der opdaterede den klassiske fortælling om Dionysos. Tove Storchs stoflige skulpturer indtog insisterende rummene hos Nils Stærk, Nina Beier viste Kongelig porcelain (Empire-stel) i fulgebure på Croy Nielsen, og Pernille With Madsens flotte udstilling på Galleri Susanne Ottesen var underfundigt tagget af Nanna Abell og Marie Søndergaard Lolk.

Mest spot on i forhold til messens kønspolitiske statement var dog Ditte Ejlerskov og EvaMarie Lindahls kritiske Taschen-book projekt fra 2014 på SPECTA, hvor kunstnerne havde skabt omslag til 95 Taschen-bøger om kvindelige kunstnere for at ‘kompensere’ for den skæve kønsrepræsentation, hvor kun fem ud af hundrede Taschen-bøger omhandler kvindelige kunstnere.

Kvinderne tilbage til køkkenet

På den anden side blev messens statement udfordret – for ikke at sige modarbejdet.

Hos Bo Bjerggaard var der ganske vist en udstilling med kvindelige kunstnere. Og det med superstærke navne som blandt andre A K Dolven, Brigitte Waldach og Anna Bjerger. Men denne præsentation var placeret i galleriets absolut mindst prominente udstillingsområder: Et snævert gangareal og det allerbageste lokale i galleriet.

I galleriets fem hovedsale er der derimod rullet et flagskib af en John Kørner-udstilling ud – en flot, næsten institutionel iscenesættelse, hvor den konceptuelle ide, som omhandler supermarkeder, er foldet ud med blandt andet supermarkedsstriber og køleskabe med malerier. Komplet med musak af Master Fatman.
I den sammenstilling blegnede den lettere uengagerede ‘kvindeudstilling’ unægteligt.

Noget lignende foregik på Martin Asbæk Gallery. Her fandt man såmænd også gruppepræsentationen med Clare Woods, Elina Brotherus, Maria Rubinke og Trine Søndergaard placeret allerbagerst i lounge-lokalet, der er temmelig langt fra Whitecubens ophøjethed. For at komme dertil skulle man bogstavelig talt passere igennem Peter Bondes installatoriske visning, hvor malerier er ophængt i lodrette stripperstænger. Bondes og Kørners udstillinger er helt krystalklart de to udstillinger, man møder i messeweekenden, der har været mest arbejdskrævede at opsætte, og de udstillinger, der bærer de største ambitioner.
Pole Paintings hedder Bondes udstilling, og måske er det bare mig, men i lyset af føromtalte og hårdt promoverede statement virker det nærmest som mangel på situationsfornemmelse.

Nu er der sikkert rigtig gode forklaringer på, hvorfor man i stedet for de lovede 100% kvindelige kunstnere på to af messens største gallerier støder på to velproducerede udstillinger af to mandlige sværvægtere. Udstillingerne er ikke direkte en del af CHARTs program, de har måske været planlagt før det decentrale koncept blev løsningen på messen – hvad ved jeg? Og dette er ikke en kritik af hverken Kørner, Bonde, Bjerggaard eller Asbæk. De har produceret to virkningsfulde udstillinger, og det er fedt, at man på danske gallerier kan se udstillinger, som har institutionel format i sine udformninger.

Men jeg kan forstå, hvis en almindelig messegæst har svært ved at finde en grimasse, der kan passe. En gæst, der har fået trompeteret ørene fulde af, at denne messe udkommer i et banebrydende format, der antaster de strukturelle kønsuligheder i branchen.
Når man promoverer en messe så hårdt og budskabs-tungt, som CHART har gjort i år, sparker sådanne signaler i sandhed bagud.

For 14 år siden lavede gallerist Charlotte Fogh en udstilling udelukkende med kvindelige kunstnere (What About her side of the Story?, kurateret af Kathrine Bolt Rasmussen). Det primære udstillingsrum var tomt – man skulle om bag et forhæng til baglokalet (og helt ud i køkkenet) for at se de udstillende kunstnere. Denne konceptudstilling kastede på begavet vis netop lys på de strukturelle hierarkier i kunstsystemet og anskueliggjorde, at de kvindelige kunstnere – så at sige – var hensat til køkkenet.

Det er lidt ærgerligt, at CHART ufrivilligt kommer til at reproducere den forestilling i samme nu, som messen er i færd med at proklamere, at branchen nu tager ansvar for situationen og begynder at gøre noget ved den skæve kønsfordeling.

Så opfordringen må være: Gentag set’uppet næste år og få det fælles fodslag og engagement på plads, så det ikke kommer til at fremstå som et ensomt PR-stunt i den korrekte sags navn. Initiativet kan sagtens gentages. Det vil være supercool – og virkelig signalere, at branchen har forstået, at det her er en sag, der kræver et vedholdende fokus. Det tager tid at ændre på strukturer, der er så indgroede, at mange stadig ikke får øje på dem.