Cph Art Week i gang med kunst, franskbrød og kærlighed
Cph Art Week er i gang, og vi går en uge i møde med et kæmpe program af udstillinger og events overalt i byen. Man oplever det allerede i metroen. På Nørreport station foldes Eva Kochs røde valmuer ud på en videoprojektion i trapperummet, på stationen ved Kgs Nytorv er det Douglas Couplands farvestrålende plakater, der […]
Cph Art Week er i gang, og vi går en uge i møde med et kæmpe program af udstillinger og events overalt i byen. Man oplever det allerede i metroen. På Nørreport station foldes Eva Kochs røde valmuer ud på en videoprojektion i trapperummet, på stationen ved Kgs Nytorv er det Douglas Couplands farvestrålende plakater, der […]
Cph Art Week er i gang, og vi går en uge i møde med et kæmpe program af udstillinger og events overalt i byen. Man oplever det allerede i metroen. På Nørreport station foldes Eva Kochs røde valmuer ud på en videoprojektion i trapperummet, på stationen ved Kgs Nytorv er det Douglas Couplands farvestrålende plakater, der hænger.
Jeg er på vej til åbningen af Chart Art Fair på Charlottenborg, som sammen med SMK Fridays på Statens Museum for Kunst er hovedingredienserne i åbningsmenuen for kunstugen. Chart byder på præsentationer fra 30 gallerier fra norden og er i år udvidet med en designdel. Der er tætpakket, det er VARMT, og der viftes med programmer.
Før-internet hjerne
På vej op ad trapperne til udstillingssalene er det muligt at få sig en Douglas Coupland plakat. Man kan vælge mellem de 14 plakater fra kunstnerens værk Slogans for the 21st century, som med korte tekstudsagn forholder sig til livet i et krydsfelt mellem privat, offentligt, online og offline. “LET´S MEET IN REAL LIFE” og “I MISS MY PRE-INTERNET BRAIN” er blandt de plakater, der først er ‘udsolgt’. Måske der også løber en nostalgisk åre blandt kunstpublikumet?
I udstillingssalene er messeformatet ligesom de foregående år forsøgt brudt. Her er ingen galleri-båse, og der er tilstræbt et mere sammenhængede ‘kurateret’ flow i udstillingen, Alligevel er Chart en kunstmesse – ingen tvivl om det – og et sammensurium af værker stritter mangfoldigt og vildt. Her er Tabor Robaks animerede maleri, Nina Beiers kinesiske porcelæn med borehuller og Tatjana Valsangs stoflige billeder for at nævne nogle få. Og John Kørners Bed Problems står i et hjørne og er sjove på den helt rigtige måde.
Der er meget at komme efter for en kunstelsker, og alt andet lige er Chart – sammen med Art Copenhagen som ligeledes foregår i Bella Center i denne weekend – en fejring af den generøsitet, galleri-scenen også er et udtryk for. Bevares, det er ‘kommercielt’, men gallerierne er mere end kasseapparater og helt uundværlige. Hvad ville en københavnsk scene være uden gallerierne? Der arbejdes dedikeret og passioneret, og år efter år bringer gallerierne superkunst til byen og lukker dørene op til ganske gratis kunstudstillinger. Ofte af virkelig høj kvalitet – vel at mærke også for os, der ikke er ‘kunder’ med den tunge tegnebog i baglommen.
En social begivenhed
En kunstmesse er også en social begivenhed. Jeg bliver opmærksom på støjniveauet i de tætpakkede sale. Der tales. Om meget, sikkert, men også om kunst! Og man kan snakke direkte med kunstnere og gallerister og blive klogere. Gallerist Nicolai Wallner kan for eksempel åbne Jeppe Heins væghængte spejlobjekt for publikum. Vi tror først, at de to lys, der træder frem på fladen, er videobilleder, men det åbenbares, at der står rigtige stearinlys inde bag lågen.
Brødmanden
Så ringer en klokke, og jeg må ned i gården. Den japanske legende Tatsumi Orimoto er i gang med sin Bread-Man-performance. Om hovedet har han viklet brød, som skjuler ansigtet, og omkring ham befinder sig en lille hær af medperformere med samme hovedbeklædning. De ligner elefantmænd.
Jeg følger Orimoto og hans performere til den Shuttle-bus, som pendulerer mellem Chart og SMK Friday-arrangementet på Statens Museum for Kunst. På bagsmækken af bussen er der et stort skilt: “Just Married”, står der. Gryder og potter rasler bag bussen, når den kører. Under Cph Art Week hacker den franske kunstnerduo Nøne Futbol Club sig ind i gadebilledet med en række værker. Dette er et af dem.
På vej til SMK ringer Orimoto med sin klokke i den åbne bus, vinker til de forbipaserende, mens han råber, at han netop er gift med Marylin Monroe, eller lignende. Han inviterer til, at folk skal reagere på det absurde optrin.
Et kommunikativt miljø
På Statens Museum er SMK Friday i gang. Området foran museet er i trope-modus inklusiv streetfood og folk med fødder i vandbassinet. Jeg ankommer til forhallen, netop som Isabel Lewis er i færd med at tale om kærligheden.
An Occasion er et format, Lewis har udviklet og opført i museumsrum verden over. Her i København folder eventen sig ud over seks timer, hvor Lewis skaber et drømmende, sanseligt, kommunikativt ‘miljø’. Der er planter og lænestole, hvor folk hænger ud. Lewis er DJ, danser og taler, udløser duftkapsler, mens der serveres små drikke. En håndfuld dansere performer foran højtalerne, planterne, på trappen, indenfor og udenfor.
Kærlighedstrappen
Sokrates siger, at kærligheden er som en trappe, fortæller Lewis. På første trin er den sanselige kærlighed, kærligheden til det enkelte menneske, som trinvis kan overføres til at omfatte mere sjælelige eller abstrakte størrelser – som eksempelvis kunst.
Men følger kærligheden en sådan trappelogik? Isabel Lewis spørger publikum, der hører på. To kvinder fortæller om deres forhold til kærlighed. De bliver enige om, at kærligheden er kompleks, Lewis foreslår at lege med tanken om at lade den kærlighedsevne, vi har overfor den ene elskede brede sig i et større perspektiv til omgivelserne, tingene, politikken etc.
De to kvinder, Isabel Rouw og Natalie Hvithamar, fortæller mig bagefter, at de finder Lewis’ henvendelse meget inviterende, og at det føltes helt naturligt at deltage. “Jeg fik lyst til at danse med hende,” siger Rouw.
“Hun nedbryder teatrets fjerde mur,” fortæller en anden af tilhørerne, Jane Pejtersen. “Hun går i dialog med alle, og vi kommer til at snakke om, hvad kærlighed er.”
“Det handler om at skabe en situation, hvor det sanselige kan aktivere nuet,” forklarer Lewis mig. “Et rum hvor klubben og universitetet kobles sammen.”
Cph Art week har i år Open Gestures som overordnet tematisk ramme, og Lewis-arrangementet på SMK er et inspirerende eksempel på, når en dygtig og reflekterende kunstner formår at gestalte en virkelig åben, inviterende og inkluderende form.
Samarbejde
Fra Statens Museum for Kunst tager jeg tilbage til Chart, hvor der er fest i gården. På vejen funderer jeg over, at Cph Art Week er en manifestation af, at det er muligt at samarbejde på tværs af hele kunstscenen. Under forrige års kunstuge talte jeg med den amerikanske kunstner Will Owen, som fortalte mig, at situationen ville være utænkelig i New York. Et samarbejde mellem Moma og Guggenheim? Aldrig, dertil er konkurrenceforholdet for stærkt og obstruerende, sagde han.
Man kan så glæde sig over, at det kan lykkes her i København. Jeg ser frem til en uge med med en palet af mange forskellige kunstoplevelser.
Se flere billeder fra åbningsarrangementerne her
