Copyleft – nogle tanker om Superflex og ophavsret

Den aktuelle Superflex-udstilling på Charlottenborg handler om mange ting: Kuratering, branding, nationalisme, samarbejdsformer, socialt engagement etc. Men ikke mindst handler den om ophavsret (copyright).

I denne klumme vil jeg skitsere et par af de problemer, ophavsretten rummer sådan som den er udformet og håndhæves i dag med afsæt i Superflex’ virke gennem årene.

Jeg har tidligere i en klumme kritiseret dele af den såkaldt ‘relationelle kunst’ for at være naiv, overfladisk og frem for alt for at have det hele i munden.

LÆS KLUMMEN: KUNSTEN ER IKKE EN M.U.S.

Virksomheden Superflex
Omvendt med Superflex, som er ganske afdæmpede i deres retorik, men til gengæld bliver det mere og mere tydeligt med hvilken konsekvens, de bruger kunstens helle til meget konkret at afdække sider af den globale økonomiske virkelighed. Show, don’t tell.

Det gør Superflex, og de er derfor langt mere overbevisende og nuancerede end de studentikose og virkelighedsfjerne kapitalismekritiske manifester, der strømmer fra mange yngre kunstnere.

Superflex er en virksomhed, der agerer i den virkelige økonomis systemer og samtidig blotlægger dem ved konkret at støde på forhindringer, når de vil gøre tingene på en anden måde, med andre logikker end dem som dominerer.

Når der opstår problemer, bliver vores redskaber og systemer mere tydelige. De er gennemsigtige så længe de fungerer, men ligesom Heideggers gamle hammer, der viser sig for hånden når den går i stykker, afdækkes de økonomiske systemer også klart når de bryder sammen – med selve finanskrisen som den oplagte læremester.

En lampe der ligner
Hvad angår ophavsret, berøres det på to måder: For det første ved at Superflex gentagne gange støder imod rettighedshaveres aggressive fremfærd. For det andet ved selv at lade deres værker være både tilgængelige og ‘open source’ i en kunstverden, hvor man ellers ikke gider at købe kunst som andre også har adgang til.

Et eksempel på det første er projektet ‘Biogas PH5’, hvor Superflex har udviklet en lampe, der kører på biogas til brug i fattige thailandske hjem uden elektricitet. Dens design ligner den oprindelige PH5-lampe fra 1958, som er populær i danske middelklassehjem. Superflex fik en henvendelse fra firmaet Louis Poulsen, som forbød projektet. Det er Louis Poulsen i deres fulde ret til, og de kan nu glæde sig over, at der ikke er nogen lamper som ligner deres i fattige, thailandske hjem.

Det er den sædvanlige måde at reagere på – at beskytte sin ophavsret uanset sammenhængen og true med sagsanlæg.

En anden tilgang kunne være at finde interesse i projektet og gå ind i det som en slags sponsor, vel vidende, at det oven i købet kunne styrke deres brand.

En tredje tilgang kunne være at trække på skuldrene og primært reagere når der er tale om en kommerciel udnyttelse af det famøse grunddesign. Man kunne spørge sig, hvordan designeren selv, altså Poul Henningsen, ville have forholdt sig til det, om han også ville have forbudt dette projekt?

Hvad med mine penge som kunstner?
Det er i øvrigt ofte den reaktion man møder, når man kritiserer den måde ophavsret bliver forvaltet på: At visse kunstnere og andre rettighedshavere ser rødt og tror, man vil afskaffe enhver ophavsret og muligheden for at tjene penge på sine kreative frembringelser. Men det er ikke sagen. Louis Poulsen mister ikke nogen penge til Superflex, Poul Henningsen mister ikke nogen penge, der er ikke nogen konkurrenceforvridning, der er ingen der profiterer.

Et alternativ til ‘all rights reserved’ er ‘some rights reserved’, og det er netop sloganet for det omsiggribende alternativ til copyright, Creative Commons. Her bestemmer ophavsmanden, fx. en kunstner, hvad andre må gøre med deres produkt. Om man må remixe det, sample det, modificere det, reproducere det til ikke-kommercielle formål osv. Det er altså ikke mindre, men mere selvbestemmelse til kunstneren.

Og her er vi så ved den anden side af Superflex’ ophavs-praksis, nemlig at de vælger at lægge deres ting frem til fri afbenyttelse, så længe de krediteres. Jeg oplevede en gang at finde en af deres videoer på nettet, men da jeg ville tilbage og finde den, var den fjernet, hvilket jeg kritiserede dem for offentligt.

LÆS KLUMMMEN: KUNSTEN – DEN UNIKKE VARE

Jeg troede, at de måske var faldet i fælden og at en af deres købere håndhævede copyright, men det viser sig at jeg tog fejl, hvilket jeg beklager. Videoen har hele tiden ligget på Superflex’ hjemmeside.

Opgøret med eksklusiviteten
Normalt er det desværre sådan, at hvis man skal sælge en kunstvideo, skal den være sjælden. Det er lige meget at det strider mod mediet – samlere, gallerister og museer vil have unikke varer, ellers kan de ikke føle sig som noget særligt. Mange kunstnere accepterer dette, selv om det hindrer deres video i at blive set af mange mennesker uden for de snævre kunstcirkler. For det opretholder deres status på markedet at være eksklusiv.

Superflex har konsekvent en klausul i deres kontrakter om, at museerne og gallerierne ikke har en eksklusiv ret til at vise videoerne. Og det er lykkedes at få museerne til modvilligt at acceptere det. I den bedste af alle verdener kan al videokunst ligesom Superflex’ udstilles på museet i en luksusudgave og i en særlig sammenhæng, og samtidig kan jeg vise den til min datter hjemme foran skærmen. Der er ingen tabere i det spil. Men det kræver en justering af folks måde at tænke ophavsret på.