Danmark i krig – Nordenfjords-udstilling 2007

I øjeblikket tilrettelægger Kunstens Venner i Vendsyssel en bredtfavnende udstilling, der vil kommentere Danmarks aktuelle rolle som krigsnation. Den politiske diskussion af forehavendet er ret stillestående efterhånden. Derimod er spørgsmålet, om kunst er politisk, kommet ind i varmen igen nu, hvor Danmark i en mindre årrække har spillet krigsførende nation i et fjernt land.

Kvinden, manden og ironien midt imellem
Her er kvinden som antikrigssymbol og manden som repræsentation for krigsmagtens illusoriske potens. Maria Währens viser i tegneserieagtige oliemalerier, blandt andet i I hardly try to find my spirit (2006), kvinden med iøjnefaldende påsat, men slap fallos. Den mandlige impotens, belyst gennem kvinden, er et udtryk for manglende indre begejstring, når krigsapparatet skal køres i stilling udadtil. Oven over hinanden på samme væg hænger Jesper Fabricius’ tredelte collage fra 2007 med små papirudklip af erigerede lem. De to nederste henviser til ældre filmtitler, Soldaterkammerater og Full Metal Jacket. Øverst hænger Den store illusion, titlen, der hentyder til, at tidligere tiders ranke stolthed og gloriøse mandlige potens, man tidligere – og på film – forbandt med krigskraften, er ét stort fupnummer.

Midt imellem disse omvendte mandlige og kvindelige symboler hænger Nikolaj Bendix Skyum Larsens papirprint Blind date som et nøgternt og samtidigt ironisk statement, ’I want you’, med seksuelle undertoner midt i hele denne potens-problematik. Hvem erobrer hvem, og har moderne krige en egentlig vinder og taber? Franz Beckerlees installationsskulptur Coming Soon med feltsengen, elpærerne og de blafrende nylonstrømper giver således direkte associationer til en Anden Verdenskrigs-metaforik.

Forskellige syn på politisk kunst
Nogle værker vidner om et mere klart politisk – eller a-politisk – syn end andre. Eksempelvis mente Ulla Diedrichsen ikke, at hun inden invitationen til denne udstilling havde skabt krigsbilleder, men kom så i tanker om en installation, hun lavede i 1979, Information, Destruktion, Kommunikation, hvor hun gik i fodsporet på europæiske terrorgrupper. Hér hænger hendes to monumentale fototableauer, Monument One og Monument Two, skudt i felten på tredjedagen for invasionen i Irak, der som politisk kunst betragtet er en god afvejning af lige dele kølig dokumentarisme og grovpixeleret fotoæstetisk zoom. Men, nogen kritisk røst er ikke at spore hos Ulla Diedrichsen.

I sommeren 2006 udstillede Marianne Jørgensen en kampvogn iklædt et strikket camouflagetæppe i den lyserøde farveskala. Tilblivelsen og installationen kan nu ses på video. Håndarbejdets patos – det lyserøde irrationale – møder i kampvognen krigens logos. Jørgensen pacificerer bogstaveligt talt krigssymbolet ved at trække en gang hjemlig hygge ned over det. Måske er kunsten ikke egentlig politisk i sit sprog, men politiske handlinger kan anspore direkte til kunstneriske udtryksformer. Der er med andre ord ikke en lige forbindelse mellem politisk aktion og et kompatibelt kunstnerisk udtryk.

Der er en vis sprødhed over antallet af værker og samspillet mellem dem. Ophængningen har en fin tæthed, der giver plads til at se værkerne både hver for sig og at læse de stilistiske, fortælle- og genremæssige indtryk sammen under overskriften ’Danmark i krig’. Hvor det hertillands er blevet kutyme at resignere over regeringens aktuelle krigsforehavender, er det på udstillingen til gengæld uundgåeligt ikke at læse krigstemaet ind og ud igen, og spørge: Hvor godt lykkes det for udstillingen at diskutere samtidskunstens rolle i det politiske felt, og hvor nøjagtigt eller utvetydigt udtrykker de enkelte kunstnere en holdning til politisk kunst? Og skal kunstnere gøre det? – Dette sidste dilemma besvares paradoksalt nok af de blandt kunstnerne, der maler bredt med æstetiske virkemidler, men nedtoner de holdningsmæssige nuancer. En videre diskussion kan begynde her.