Debutanten vs. professoren

On Paper består fortrinsvis af værker på, af og med papir. Men udstillingens store kvalitet er at provokere og engagere udstillingsgæsten til at bedømme kunsten og samtidigt tænke over, hvordan han bedømmer.

Kunstnerisk karrierevej
Hver enkelt kunstner repræsenterer et skridt på den slagne, om end noget ensporede, kunstner-karrierevej. Fra udstillingsdebutanten over akademieleven til den færdiguddannede kunstner og videre til akademilektoren og akademiprofessoren.

Kunstnernes værker sidestilles bogstavelig talt med deres levnedsbeskrivelser. Det betyder, at oplysningerne om kunstnernes livsforløb, uddannelse og nuværende stilling spiller en lige så stor rolle som de udstillede værker.

Frækt spørgsmål
On Paper stiller et frækt, men indlysende spørgsmål (og måske et spørgsmål, som de fleste allerede ubevidst har stillet sig selv mange gange): Er der en sammenhæng mellem kunstnernes uddannelses- og jobsituation og kvaliteten af deres kunst?

Udstillingen forfalder ikke til at give svar på spørgsmålene – den overlader den trygt til udstillingsgæstens kritiske evner.

Den vilde debutant
Claes Otto Jennow er udstillingsdebutant og står derfor allerlavest på karrierestigen.
Det forhindrer ham ikke i at sætte et massivt aftryk på udstillingen. Han har smidt rundt med en 800 kilos papirballe, indtil dens hårde overflade har opløst sig i totter af papir og strimler af tyske reklametryksager.

De 800 kilo står tungt og tavst i rummet, indtil man kommer tæt på og ser den blafrende lethed i papirstrimlerne. Tyngden og letheden bliver spillet ud mod hinanden, og papirballen nægter at falde til ro som enten let eller tung.

Den reflekterende professor
Annette Abrahamsson står på toppen af karrierestigen. Hun er uddannet på Fyns Kunstakademi, har været lektor samme sted, og er nu professor i maleri ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

Hendes værk består af 20 portrætter af kvinder fra modebladet Vogue.
Portrætterne i akvarel hænger ikke tavse på væggen, men har følgeskab af et A4-ark, hvorpå Anette Abrahamsson forklarer de kunsthistoriske og kønspolitiske referencer og problematikker, der udspiller sig i værket – og der er ifølge A4-arket ret meget på spil.

Pære eller banan?
On Paper stiller debutantens ungdommelige vildskab overfor professorens reflekterede akademisme og lader det være op til gæsten at svare på spørgsmålet: Hvem laver den bedste kunst?

Men i det øjeblik, man tror, at spørgsmålet kan besvares, afsløres det grundlæggende problem i al kunstkritik. Det handler ikke kun om kunstneriske kvaliteter, men om personlig smag, om den personlige smagsdom.

For de kvaliteter, der er hos henholdsvis debutanten og professoren, kan ikke sammenlignes. De er lige så forskellige som pærer og bananer – begge er frugter, men er derudover vidt forskellige.

Denne ret banale erkendelse vil formenligt komme til mange af de folk, der besøger On Paper. Udstillingen er vellykket, fordi den ikke serverer erkendelsen på et sølvfad – gæsten må kritisk diskutere den frem og tage den med sig til næste kunstudstilling.