Den forsmåede nation

Man skal måske være kunstkritiker, før man anmelder en såvigtig udstilling som Speech Matters. Dethar i hvert fald vist sig at politikernes, journalisternes og litteraternesusaglige kommentarer, grundlæggende misforståelser og uopdaterede syn påsamtidskunsten er til stor skade for den offentlige modtagelse af Den DanskePavillon under Venedig Biennalen.

Læs anmeldelsen af Speech Matters

Og det har hverken Kunstrådets InternationaleBilledkunstudvalg, udstillingen, kuratoren eller kunstnerne fortjent.

Prygelknaben
Thomas Kilppers værk, Speakers Corner, lever nu et liv her til lands som ‘skandaleværket’ på Biennalen.

Alt sammen fordi Bjørn Bredal fra Politiken og Pia Kjærsgaard (DF) får plads i medierne som kunstkritikere og leverer forsmåede eller direkte forfejlede læsninger af et værk, der ligesom Roskilde Domkirke har historikken i gulvet og påpeger med hvilket ansvar man taler i offentligheden.

De mennesker, der er portrætteret i Kilppers gulv er ikke danskere. De er magtens ansigter og ytringsfrihedens udskældte og ildehørte repræsentanter. 

Samtidig agerer Per Stig Møller pludselig uvidende om en proces og en række valg, som han hele tiden har været informeret omkring. De kritikere der burde anmelde udstillingen har holdt sig i ro, imens kulturtoppen er løbet fra ansvaret og de usaglige har skreget i den store megafon.

Tre misforståelser
Speech Matters er iøvrigt en udstilling som det resterende internationalekunstparnas har taget til sig som et af de mest vedkommende kunstneriskeindslag under Biennalen, hvor den internationale kunstpresse gav udstillingenfine ord med på vejen. I deres optik og ageren har det selvsagt stor betydningat samtidskunsten agerer samfundskritisk, reflekteret, internationalt og udadvendt. Og deter tilfældet med Speech Matters.

I hele debatten tumler særligt tre store misforståelser:

1. At Den Danske Pavillon – og pavillonerne generelt – skalvære en national karrierekanon.

2. At Speech Matters eren udstilling om Danmark.

3. At ytringsfrihed enten er uaktuelt eller en danskopfindelse, der er til primært for danskernes egen skyld.

Det nationaleparadoks
Den Tyske Pavillon udstiller værker af en afdød kunstner (og vinder iøvrigtprisen for bedste pavillon), Polen viser værker af en israelsk kunstner, Cypernhar indbudt en amerikaner, Store dele af Den Norske Pavillon er kunstteoretiskeforelæsninger fra primært internationale stemmer, og store dele af de nationalepavilloner forholder sig i det hele taget ret kritisk til deres nationaleramme – og med god grund:

Azerbadjan har fx fået bortcensureret enrække skulpturer af deres egen præsident, imens Den Italienske Pavillon mest afalt afspejler politiske magtstrukturer, hvor Silvio Berlusconi er godt og grundigt fedtet ind i valget af kuratoren VittorioSgarbi, der har inviteret sine venner og deres venner.

De rentskårede nationale præsentationer på Biennalen stårogså med et andet problem:

Hvordan italesætter man væsentlige tematikker, derberører resten af det internationale publikum og samfund og taler ind i englobal virkelighed? Og videre: Hvem ville i en international sammenhæng (somBiennalen jo er) ønske at se en ren dansk udstilling om ytringsfrihed? Næpperet mange! Ville den ikke være endnu et navlepillende og ensidigt eksempel på at ytringsfriheden er noget vi ser som særligt dansk?

De udvalgte kunstnere til Den Danske Pavillon spænderglobalt og er alle kendetegnet ved en grundlæggende professionel, kritisk kunstpraksis. De åbner alle op for konfliktfyldte forhold ogstrukturer, der typisk er svært tilgængelige for offentligheden.

På den mådeudfolder værkerne på meget sanselig og vedkommende vis temaer som tavshed,manipulation, rettigheder, fordomme, opofring, censur, kulturelle barrierer,frihed og ansvar med et globalt afsæt.

Mao – den gamleviking!
Og så er vi fremme ved de næste punkter.

Speech Matterstager sit udgangspunkt i begrebet ytringsfrihed. Et begreb, som har væretganske relevant vedrørende Danmarks internationale ageren på den globale scenei de sidste fem år. Men det gør ikke SpeechMatters til en udstilling om Danmark.

Var Mao leder af Den Danske Folkerepublik? Delte jerntæppetDanmark i to? Er jøder et dansk folk? Er copyright et dansk fænomen? Var det endansk teenager, der blev voldtaget, skudt i hovedet og afbrændt af amerikansketropper i Irak? Er Berlusconi dansk? Adolf Hitler? Malcolm X? George Orwell?Var det kun Danmark, der invaderede Afghanistan? Er de nordafrikanskerevolutioner egentlig startet af Flemming Rose? Næ.

Det, der snarere er dansk, er, at vi I disse sprøgsmål tror,vi har patent på sandheder og er i vores stolte danske ret til at føle ossårede på vores kleine følelser, når kunsten går i rette med os – og især entysker (Thomas Kilpper, red.)! Dette reaktionsmønster, vi har set udfoldet i desidste uger er forkælet, forsmået, snæversynet og pinligt. Intet mindre.

De udsagn, som debatten har ført med sig, ender reelt i enargumentation, hvor det er vigtigere, at vi ikke sårer danske politikere ogJyllands-Posten end at forholde os kritisk til de forhold mennesker ytrer sigunder i Afghanistan, Irak, Nordafrika, Italien eller Kina. Vi undergraver dendagsorden vi selv har været hårdføre håndhævere af.

Selvransagelsens tid
Og hvem har egentlig ansvaret for at SpeechMatters er endt i en enøjet dansk navlepillende debat?

Det er IKKE værkerne på udstillingen,kunstnerne eller kuratoren, men alle de danske kulturfolk og skribenter, derpludselig er sprunget ud som kunstanmeldere og har rejst en forfejlet ogindholdsfattig kritik af udstillingen, som nu på den baggrund også har fået negativgenklang i bl.a. Tyskland.

Siden hvornår er kunstoplevelsen blevet noget, der skulleplease en nation, formulere sig politisk korrekt, tilgodese magthaverne ogdyrke ensidigheden?

Det skal en kulturminister, en kunstrådsformand, enlitteraturkritikker på Politiken, en lederskribent på Berlingske Tidende og enrække journalister spørge sig selv om.