Den virkelige virkelighed

Den 6. Biennale i Berlin ville, ifølge katalogteksten af kuratoren Kathrin Rhomberg, undersøge hvordan kunstnerne forholder sig til begrebet ‘virkelighed’ netop nu?

Det spørgsmål er der sådan set ikke noget nyt i: Hvad har de gang i, de kunstnere, sidder de og piller sig selv i navlen? Hvordan forholder de sig til krige, katastrofer og verdens gang?

Der er selvfølgelig ikke noget svar, fordi svaret er et både og. Men hvordan vælger man som kurator værker, der både er stærke kunstværker og siger noget om den “virkelighed” vi lever i?

Virkelighedens valg
Det var kuratoren Kathrin Rhombergs svære valg til Biennalen i Berlin: at finde værker, der afspejler samtidens problemer i forhold til begrebet virkelighed. For er virkelighed udelukkende noget med Irak-krig eller undertrykkelse af den tredie verden? Og hvis værkerne kun fokuserer på samtidige problemer, hvad så med værkerne selv som kunst?

Her løber man ind i store, teoretiske problemer. Hvad er virkelighed overhovedet, som begreb? Vores opfattelse af virkeligheden, eller de videnskabelige, bevisbare realiteter.

Er virkeligheden derude?
Det bliver aldrig helt klart, om Rhomberg mener, at vi er blevet så totalt forvirrede, at vi ikke længere tror, at der er nogen virkelighed overhovedet.

Dette eksistentielle spørgsmål er en meget flot pointe hos Rhomberg. Og selvfølgelig spørger hun også mere klassisk; “hvordan man overhovedet kan forholde sig til begrebet virkelighed i denne verdens medie-overflod af billeder?”

At være eller ville være
I dette vildnis af spørgsmål om virkeligheden skulle Rhomberg så vælge kunstværker. Men valgte hun så værker, der i sig selv er virkelighed, eller værker der blot repræsenterer virkelighed?

Petrit Halilaj´s svævende hus med høns (The places I´m looking for, my dear, are utopian places, they are boring, and I don´t know, how to make them real, 2010) er en virkelighed, en “verden i verden”, ligesom det umiddelbart efterfølgende værk, Rhombergs eget “hvide rum” (Uden titel, 2010): Interferens-fænomenet er et fysisk-reelt fænomen, omend ideen er set før.

Dobbelt-skærmen i video-installationen af Mark Boulos (All That is Solid Melts into Air, 2008) er en dobbelt virkelighed, der ikke bare siger noget om problemerne mellem medier og virkelighed, men opstiller et møde mellem to virkeligheder.

Danh Vo´s lejlighed er en virkelig lejlighed, mens alle objekterne derinde refererer samtidigt til en anden virkelighed; kunstnerens personlige historie.

Bænkene på Moritz-platz (af Ron Tran. Parkbänke; forskellig størrelse. 2010. Oranienplatz), hvor bænkenes placerering i det offentlige rum er rykket tættere sammen, med ny social betydning til følge, skaber en ny virkelighed i det offentlige rum. .

Bevidst skattejagt
Rhomberg ville gerne give os modstand i forhold til at opleve værkerne, og det er forklaringen på, at vi skulle sondere byen, til “blinde pletter, afveje og lange distancer.” Og det fik man som publikum til fulde: Biennalen og dens udstillingssteder skiltede ikke med sig selv!

Biennalen var altså bevidst holdt som en skattejagt, et eksklusivt møde med virkelighedens kunstværker, der sikkert henrykkede nogle, og frustrerede andre, og der var rigtigt mange værker, der fungerede på denne skattejagt.

Der var så også værker, hvor det var rigtig godt, at biennalen havde ‘udpeget’ dem som værker. Danh Vo´s privatbolig er et eksempel, bænkene på Moritz Platz et andet, men alligevel fungerede de alligevel fantastisk godt som værker under denne biennale-tematik.

Uforståelige afvigelser
Men, der var også uforståelige afvigelser, dvs. værker, hvor undersøgelse og konstruktion af virkeligheden blev reduceret til bar realisme som stil. Adolph Menzels naturalistiske tegninger og gouacher på Alte Nationalgalerie var et eksempel. Her er ingen virkelig virkelighed i værkerne, de repræsenterer blot virkelighed.

Heller ikke Henrik Olesens sønderdelte computer på en væg skaber nogen virkelighed, værket forfalder mere til en dekorativ reference til computerens forhold til virkeligheden og hverdagen anno 2010.

Bortset fra nogle storformat-tegninger af Sven-Åke Johansson og Adolph Menzels tegninger og gouacher (Menzel døde i 1905!), var fraværet af egentligt maleri på biennalen tankevækkende. Intet akryl eller olie på lærred. Findes der virkelig ingen kunstmalere i hele verden, der kan løfte en sådan opgave?

En frelse for de få?
Det sidste spørgsmål Rhomberg stiller i kataloget er, om kunsten overhovedet kan ændre noget ved vores opfattelse af verden som et splintret spejl-kabinet. Var man mere tilstede i virkeligheden når man forlod udstillingernes værker? Det vil jeg langt hen ad vejen mene.

Men var denne indsigt kun tilegnet de få?

Kunst kan, om man vil, anskues som et elitært spil for de få udvalgte, museerne og kuratorerne, samlerne, kunstnerne og kenderne. Om biennalen var for elitær i forhold til det offentlige tilskud på 25 millioner kroner, er en helt anden, politisk diskussion.