Danh Vo
I sin konceptuelle praksis kredser den vietnamesisk fødte kunstner Danh Vo især omkring spørgsmål om, hvordan identitet formes i forhold til kulturelle og politiske situationer.
Ofte udfolder han emnet med afsæt i sin egen erfaring og historie og bruger sine og sin families personlige ejendele som udgangspunkt eller readymades for sine værker, hvor den private fortælling hver gang afspejler overordnede samfundsmæssige strukturer og forbinder sig til en generel historie.
Danh Vo kom som 4-årig sammen med sin familie til Danmark efter at de var blevet samlet op på Stillehavet af et danskejet skib flygtende fra en flygtningelejr i Vietnam i en båd hans far selv havde bygget. Familien havde håbet på at komme til USA, men tilfældet ville altså, at de havnede i Danmark, hvor de fik statsborgerskab og familien sidenhen har boet.
I sin udvælgelse af materiale er netop forholdet mellem den personlige og overordnede historie et centralt omdrejningspunkt og danner et væsentligt tema i hans værkpraksis.
Danh Vos indlejring af sin private historie i forhold til den overordnede verdenshistorie går igen i et af hans nyeste projekter, hvor han lader historien om sin families oprindelige drøm om at komme til USA materialisere sig i et skulpturelt udtryk.