Designobjekter i kunstnerisk forvandling

Pernille Egeskov udstillede under titlen Hjem på festivalen 3daysofdesign i slutningen af maj måned i København. Hun var inviteret af Georg Jensen Damask, Republic of Fritz Hansen og Dinesen til at fortolke designobjekter i en totalinstallation, der fandt sted i Dinesens Home. Her mødte jeg hende til en snak om kunstnerisk praksis og kommercielle designinteresser. Og om død, fødsel og familierelationer.

Et universalhjem
Jeg kommer op ad trappen i en fin, gammel opgang. Egeskov tager smilende imod mig i døren. Dinesens Home er en gammel herskabslejlighed, der er renoveret i en stram, minimalistisk stil, som var populær omkring årtusindeskiftet. Derfor fremstår rummene helt enkle, som et slags white-cube-galleri, der dog stadig har hjemmets funktionaliteter. Der er et badeværelse, et fjernsyn over sengen og et stort køkken.

Vi går omkring i den store lejlighed, hvor Egeskov ivrigt forklarer om sin kunstneriske proces og fremviser værkerne med lune og følsom dybde. Men vi er også bare stille, når værkerne byder os det. For Egeskovs univers kræver sanselig opmærksomhed og eftertænksomhed.

“Hjem er et universalhjem, der viser grundvilkårene for eksistens,” forklarer Egeskov om totalinstallationen. “Her er jo de ting, vi forventer i et hjem, men der er skruet på optikken. Den historie jeg fortæller er én om fællesskab, ensomhed, død og fødsel. Om seksualitet. Alt det, et hjem rummer,” siger hun.

At svejse og sådan noget
Egeskov blev ringet op af de tre designbrands, der så en interesse i at lade deres produkter undergå en kunstnerisk nyfortolkning. Til en begyndelse var Egeskov tøvende over for projektet. “Det var rigtig vigtigt at få på det rene, at jeg havde frit, kunstnerisk råderum,” forklarer Egeskov og fortsætter:

“Da det var på det rene, og det var tidligt i processen, kunne jeg hvile i det. Og så bare ikke få armene ned, fordi jeg havde adgang til fabrikationsmuligheder. At svejse og sådan noget. At få specialfremstillet Myren til kunstnerisk viderebearbejdelse og vævet en dug med syv meter tråde. Det har været slaraffenland, hvor man hiver ned fra hylderne. Jeg har kunnet få produceret ting, man som billedkunstner i sit ensomme atelier ikke normalt ville få adgang til.”

“Altså det er ret modigt, synes jeg. Fordi de kunne jo sagtens have sagt: ‘du skal også lige have forårskollektionen med’.” Egeskov taler om de tre designhuse, som gav hende frie tøjler og bakkede hende op gennem processen. “Så jeg synes, de får sat sig i et ret generøst og storsindet lys, som jeg faktisk ikke var klar over,” siger hun tænksomt.

Nye materialer
I sin praksis bruger Egeskov ofte materialer, som bærer præg af brug og slid. Tekstiler som gardiner og lagner, der har tilhørt virkelige mennesker og derfor har fortællingen om det levede liv indlejret.

“Normalt går jeg meget på loppemarked og får ting af folk, som jeg arbejder videre med,” fortæller hun. I dette tilfælde er de fleste materialer nye. Derfor har det været nødvendigt for Egeskov, at bearbejde materialerne: “Nogle ting har jeg givet videre, så de kunne nå at være brugt, og andre ting har jeg så omvendt selv kunne lave aftryk i på min egen måde,” forklarer hun og viser, hvordan vi ser aftrykket helt konkret i værket Morning Blue, som er en seng, der nærmest ‘flyder over’ med stoffet fra et nyt, blåt lagen. I sengen er et dybt aftryk af to mennesker, der ligger side om side. “På den måde bliver det et meta-lag, for det viser en måde, vi sætter spor på, set i et abstrakt perspektiv, og som er åben for fortolkning,” forklarer Egeskov.

“Selvfølgelig har jeg også ledt efter, hvad jeg kunne stille op med gulve, møbler og tekstiler. Men jeg blev hurtigt klar over, at det, de tre designhuse producerer, er ting, som vi omgiver os med i vores privatsfære. Altså det, som er inde i hjemmet. Det er gulvene, vi går på, og det er møblerne, vi sidder i. Det er det linned, vi ligger i eller dækker bord med,” siger Egeskov og fortæller videre, hvordan hun pludselig så, hvordan produkterne passede til de tematikker, hun generelt arbejder med.

“Netop fordi de tre designhuse laver noget, som er meget gedigent og holder i lang tid, er deres produkter noget, vi passer på. Faktisk overlever produkterne os. Altså vi arver typisk vores Arne Jacobsen-stol, hvis man har sådan én. Giver sin damaskdug videre, som man fik i bryllupsgave,” pointerer Egeskov og fortsætter: “De ting, vi omgiver os med i vores hjem, bliver jo vidne til vores liv og vores ritualer. Vores cyklus – og forgængelighed. Det kan godt være produkterne overlever os, men til gengæld når vi at sætte nogle spor tilbage igen. Og det er en bevægelse, som, jeg synes, er spændende.”

En kunstnerisk tilføjelse
Installationen Skumring viser Arne Jacobsens designklassiker Myren, som i overført betydning og bogstaveligste forstand er ‘gået op i limningen’. “Den er skredet ud af sin vante, stramme form,” forklarer Egeskov. “Vi kender Myren så ikonisk, og vi ved, at den bare aldrig går i stykker. Men her er så et moment, hvor den har sluppet taget. Og så er der et ben, som er vokset ud, og et, som er skævt. Og så har den ikke jordforbindelse med det tredje,” siger hun.

Egeskov fortæller om sin proces med værket, og hvordan hun har eksperimenteret med adskillige stole for at opnå det ‘rigtige’ udtryk. “Det klæder den at komme i en ny situation. Den bliver jo næsten floral og får et køn,” siger hun og tolker videre på betydningen i Skumring. “Man kan også se det, som om den sidder og samler sig. I mit hovedet sidder den i en stille stund og får sig en smøg og et glas vin eller sådan noget,” siger Egeskov og ler.

Vi står også stille et øjeblik som for at suge atmosfæren til os. Objekterne i Egeskovs totalinstallation træder frem på en sådan måde, at vi bliver særligt opmærksomme på dem og den betydning, de afgiver. Den kunstneriske fortolkning giver produkterne et ekstra lag, mener Egeskov.

“Vi kender jo ellers de tre designhuse for nye, fine, skarpe produkter, som bliver solgt og er statussymboler mange steder,” siger hun.

Et møde med relationer
Egeskov tilføjer et ekstra sanseligt lag til ‘hverdagsobjekterne’, som nu står frem for os i en anden funktion end den, vi er vant til. Egeskovs tilføjelse strækker sig ud i tid og sted, og gennem værkerne forbinder vi os med historien og traditionen. I dem møder vi generationer, familierelationer og hjemmets sociale situationer.

“Det er ikke funktionerne i materialerne, jeg prøver at forstå, det er mere tilstedeværelsen. Der er en atmosfære i mellem os mennesker, som er ladet med noget. Den energi – eller den luft – er jeg helt vildt optaget af. Og den er jo så flygtig, og du kan ikke illustrere den. Og det er jeg heller ikke interesseret i. Men jeg er interesseret i at bruge den som materiale. Som poesi eller som drivkraft. Den sætter sine spor eller forankrer sig ned i vævet, ned i revnerne. Ned i gulvbrædderne. Det sidder over det hele,” siger Egeskov.

Vi skrider gennem lejligheden og henover de brede gulvplanker. Egeskov samler op på processen og samarbejdet med designvirksomhederne. “Det har været et privilegium for mig, fordi jeg har kunnet få adgang til særlige arbejdsressourser og teknologier, som de tre designhuse besidder. Substansen af de tematikker, jeg generelt arbejder med, har jo ikke flyttet sig. Men jeg synes, jeg har fået et ekstra materialelag. Det er jeg taknemmelig for. Man er jo som kunstner altid interesseret i, om man kan udvide paletten lidt,” siger Egeskov og smiler.