Destrøy Design er et lettere kedsommeligt selvmord

Jeg har set cirka halvdelen af udstillingen, da en krøllet udseende mand med stort hår og stort skæg højlydt proklamerer: “KUNST KAN EKSISTERE UDEN HJÆLP, DESIGN KRÆVER PUBLIKUM!”

Eftersom jeg er den eneste tilstede i rummet, går jeg ud fra, at udbruddet er henvendt til mig. Så jeg nikker venligt, som man nu gør. Men har han ret?

Brugskunst og design uden formål
Jeg grubler over udsagnet og begrebet design på vej rundt i udstillingen. Og som en vaskeægte akademiker kommer jeg hverken frem til et ja eller et nej, men derimod til, at mandens udtalelse er for simpel og ikke helt tidssvarende.

“Kunst for kunstens egen skyld” er et velkendt udtryk for kunst, som eksisterer uafhængigt af sin beskuer, og som har sin egen logik og nærmest lukker omverden ude.

Men ser man på samtidskunsten i dag, er tendensen snarere “værker der virker”. Det vil sige, kunst der interagerer med publikum, og som kan tages i brug. Beskueren bliver aktør.

Derimod peger udstillingskataloget på en udvikling indenfor design, der bevæger sig væk fra problemløsning og servicering af kunder mod en uafhængig eksistens – design for designets skyld.

Auditoriet må ikke betrædes
Kunst versus design er bestemt en interessant og aktuel problemstilling. Derfor er min hovedanke mod Destrøy Design også at udstillingen mangler aktualitet og kant. Symbolsk for dette er Superflex’ installation Copy Right (Colored Version) fra 2007.

Installationen består af 80 kopistole, der er skåret til (eller ødelagte) så de ligner designklassikeren Myren af Arne Jacobsen. Superflex behandler her igen problemstillinger som copyright og originalitet versus masseproduktion.

Installationen ‘flekser’ ligeledes mellem en ‘brugsopsætning’ af stolene, som i et auditiorium, og en ‘må ikke berøres’-kunstopstilling.
Det er meget fint og faktisk vældig æstetisk at se på, men hvor er “the shock of the new”?

Stolen der hængte sig selv
Ødelagte stole er der i hvert fald nok af. I et af de bedre værker – Philippe Ramettes Le suicide des objets – vælger stolen at tage livet af sig selv med en forløsende mængde humor. Men lidt for ofte er nedbrydningstematikken meget konkret og fysisk, hvilket hurtigt bliver en smule kedeligt.

En stol uden ben, en med for mange ben, en opsprættet sækkestol og en fotoserie med flænsede, hærgede og brændte designermøbler.

Igen og igen kredses der om designobjektets anvendelighed. Via destruktion ophæves og forvandles objektet til en nytteløs genstand præget af en form for forfaldsæstetik; kunst eller design for designets skyld?

Er det her Ilva?
Nogle værker er bedre end andre, og sådan er det jo altid. Nogle er lidt for lette såsom Liam Gillicks Think Tank Think tank (1999), mens andre er hypnotiserende smukke i deres enkelthed (Antonia Low, Jugend Forscht II, 2005).

Men værkerne kommunikerer ikke rigtigt med hinanden. Nogle tager de samme problemstillinger op på næsten samme måde, men de uddyber ikke tematikken, de udvander den højst.

Særligt i underetagen kan man knibe det ene øje i og få fornemmelsen af at stå i et Ilva-katalog. Ødelæggelsen er med andre ord for stilfærdig, lidt for poleret og til tider lidt forældet. Man fornemmer at værkerne er fragmenter fra en samling, der er opbygget over længere tid og derfor ikke kan danne fælles front mod og med udstillingens tematik.

Man kunne godt savne, at nogle (for eksempel designstuderende og akademistudrende) havde fået lov at ruske op i de ikoniske værker fra FRAC-samlingen, og tilføje lidt chokerende ‘destrøktion’.