Det ambivalente parforhold mellem menneske og natur

Dagen før åbningen på udstillingen Den Fundamentale Usikkerhed på Trapholt mødte vi Eske Kath til en snak om parasolfødder, landskabsmaleri og mennesker.

Vi træder indenfor i en udstilling, der er lige på trapperne. ”Vi er næsten klar, jeg venter bare på, at teknikerne skal komme, så vi kan få indstillet det sidste lys,” informerer Eske Kath.

De vinduer, der normalt tillader de besøgende på Trapholt et kig ud over landskabet, er blokeret af spån- og finerplader. Der ligger sandsække langs med blokaderne, og havemøblerne er blevet rykket ind i en totalinstallation, der favner menneskets tilstedeværelse og fremmedgørelse fra naturen.

Det abstrakte menneske

Eske Kath kalder sig landskabsmaler. Han er kendt for sine gengivelser af en natur i oprør. Solnedgange, bjergtoppe og urskove eksploderer i farvemættede forestillinger, hvor stiliserede typehuse kastes rundt af naturkræfterne. Et billede på menneskets magtesløshed. Jeg fristes til at spørge, om der ikke er noget paradoksalt ved, at ‘den vilde naturkraft’ portrætteres i et medie så kultiveret som kunsten?

Læs mere:
Ugens kunstner – Eske Kath

”Jo, hvis det var intentionen at lave en repræsentation af den egentlige natur. Men der er ikke noget paradoksalt i at portrættere forestillingen om naturen i kunsten. Kunsten er jo netop et sted, hvor man kan udtrykke sin subjektive og konklusionsløse opfattelse af verden, og mine landskaber er ikke billeder af realnaturen.”

Selvom Kath maler landskaber, handler hans motivverden om mennesker:

”Mennesket er tilstede i billederne som kultiverede ‘marker’ i mødet med en organisk natur. Felterne spreder sig i maleriernes forgrund, hvor de opløses af luftige, organiske ‘røgsøjler’, som snor sig ud af landskabet og stiger til vejrs. Mennesket viser sig især via den kontrol og den fortolkning, der ligger i konstruktionen af landskaberne.”

Kommunikation på tværs

Kaths værker handler om møder. Mødet mellem mennesket og naturen og mødet mellem kunstværket og brugeren. Parasoller og havestole står vilkårligt placeret i udstillingsrummet. Det er meningen, at de besøgende skal føle sig velkomne og sætte sig til rette.

”De forskellige medier – maleri, skulptur og installation – jeg har skabt udstillingen af, kommunikerer med hinanden, fordi de er skabt af de samme materialer og går sammen om at skabe en fortælling,” forklarer Kath.

Parasollerne står forankret i Kaths karakteristiske typehuse, der i denne udstilling har forladt maleriets trygge rammer. De typehusformede parasolfødder er støbt i bronze, og parasolhovedet er skabt af samme indfarvede lærred, Kath bruger til sine malerier.

Læs også:
LYDKUNST/Cph Art Week #1: SKIBET af Oh Land og Eske Kath

”Jeg besluttede mig for at bruge bronzen, da jeg i sommers sad og læste om de nye rekordsalg på Christie’s. Det er som om, at kunstmarkedet slet ikke har opdaget, hvor vi er på vej hen. Så jeg tænkte, det var passende at lade parasollerne vokse ud af og beskytte en klassisk skulptur. Parasollerne er en slags udvidet maleri. De er skabt af samme indfarvede lærred som malerierne, men da de i sig selv er et motiv, så er der ikke malet figuration på dem.”

Malerierne hænger stadig på væggen, men på gulvet flyder typehuse i træfiner afsted på en imaginær flod. Den samme træfiner, der går igen i barrikaderne. En samling huse har dannet et lille postapokalyptisk villakvarter som grobund for et fyrtårn, hvis ensomme lyskegle er akkompagneret af Jonas Bjerres fortrøstningsfulde musik.

“Den Fundamentale Usikkerhed er en forestilling om et globalt landskab fremfor det klassiske lokale landskab som landskabsmalere plejede at beskæftige sig med. Blokaden for vinduerne er der for at holde det virkelige og det tænkte landskab adskilt. Pladerne og sandsækkene er monteret på indersiden af vinduerne for at beskytte naturen mod os og lukke os inde med de forestillinger om landskabet, jeg har skabt. Så meget i dag handler om at forsøge at holde verden ude, selvom vi mere end nogensinde er i samme båd.”

Klima på barrikaderne

Eske Kath er ikke en udpræget politisk kunstner, men den aktuelle udstilling henvender sig alligevel mere direkte til brugerne end normalt. Brugerne opfordres til aktivt at tage del i udstillingen ved at gribe en havestol, sætte sig foran et maleri og måske reflektere over fremtiden for vores fælles klode:

”Jeg føler mig heldig, at jeg har mulighed for at kunne arbejde med det her og få afløb for den afmagt, der ligger i de her spørgsmål. Det gør det mere konkret for mig. Jeg synes, det er utroligt, at klimakrisen skal være et spørgsmål om politik, et politisk statement. At det ikke bliver betragtet som det faktum, det er. At det ikke er en selvfølge at gøre alt, hvad man kan, for at rette op på det. Resultatet af mit arbejde med denne uoverskuelige situation er ikke en løsning, men det åbne, abstrakte svar, du ser i de her kunstværker.”

Læs også:
“Kan vi forstå og mærke naturen på ny?” – Anmeldelse af Sensing nature from within

Bevaringsværdige skadedyr

Eske Kath er kunstner, menneske, klimaaktør og far. Den Fundamentale Usikkerhed er et personligt anliggende for kunstneren, der er bekymret for den fremtid, vi går i møde:

”Hvis vi værdsætter vores eget liv, er der en masse liv efter os, som vi også bør værdsætte. Vi kunne sige “fuck det, så fyrer vi den bare af, for vi kommer jo nok ikke til at opleve det værste af det”, men jeg mener, at vi har et ansvar overfor dem, der kommer efter os.”

Figurationen er central. Nok er landskabet en abstraktion, men det er ikke abstrakt. Man skal kunne se, hvad tingene forestiller, fordi budskabet er vigtigt:

”Den Fundamentale Usikkerhed kan ses som et billede på det ambivalente parforhold mellem menneske og natur – det peger på en masse problemer, men samtidig på meget menneskelige følelser omkring de problemer. Hvis man nu var et rumvæsen, der kiggede ned på jorden og så, at vi havde udryddet så stor en del af jordens dyreliv, ville man nok opleve os som skadedyr, men derfor skal man jo alligevel være meget kynisk, hvis man mener, at vi bare skal gå til grunde. Vi ved godt, at der er så meget værdifuldt at bevare – at det ikke kun er lort.”