Det burde ikke virke, men det gør det.

Det bedste værk på udstillingen får dig til at lyde som en tåbe, hvis du skal fortælle om det. Det er meget nemmere at fortælle om det værk, der fungerer dårligst på Machwerkets firmandsudstilling “THE WORLD IS NOT A FIXED IMAGE”.

Smadr kunsthistorien
Anders Visti har lavet et computerspil, der blander det gamle Pong-videospil med Piet Mondrians billeder. Pong er det populære arkadespil, hvor du styrer en plade op og ned eller venstre og højre for at støde til en lille kugle.

Godt lavet
Som i det gamle Pong banker kuglen ind i et system af klodser; her bare Mondrian-klodser. Det er godt lavet, og det er vældig sjovt at smadre kunsthistoriske klenodier, men det er så også dét.

Ingen grænsesøgning
Strukturen vakler lidt, når man rammer ind i kernen af Mondrian-billedet, og spillet er charmerende på samme måde som alle gamle retro-spil a la Asteroids og Pacman. Men PONGdrian v1.0, som installationen hedder, er hverken rigtig sjovt eller noget, der prøver nye grænser for kunsten.

Høj- og lavkultur
Mondrian er højkultur og Pong er lavkultur, og selv om vi stadig tænker kultur på forskellige niveauer, er det ikke en diskussion, som PONGdrian v1.0 bidrager med nyt til. Som kunstnerisk installation løber “PONGdrian” døre ind, der er blevet åbnet mange gange og bedre før.

Podning
Der er et lille, fascinerende æble på en sokkel i vindueskarmen. Det er rødt, lettere krympet og med “Ekstreme Heterozoygotes” skåret ud af skrællen. Man bukker sig ned og studerer Jacob Borges’ æble, og selv om den medfølgende forklaringstekst om genetisk podning af æbler er lige lovlig forklarende, er der noget utroligt tiltrækkende ved det lille æble under spotlyset.

Gammeldags sanselighed
Det er sjældent, man får lov til at blive fascineret af tingenes skinbarlige stoflighed, men det gør man af Borges-æblet. Det kræver blot, at man lader være med at tænke alt for meget på æblet som et symbol på normalisering og standardisering.

Det burde ikke virke
Det bedste værk hænger på væggen ved siden af. Marie Kølbæk Iversen har fået en idé, der overhovedet ikke burde virke, men gør det alligevel. Hun har fotokopieret et blankt stykke papir en masse gange, dvs. taget en kopi af en kopi af en kopi, og på hvert ark har hun sat en pink tællestreg med en kuglepen.

Kopimaskinens oversættelse
I det lille, lavloftede gallerirum kan man så stå og beundre hendes serie af fotokopier, hvor et mørkt mønster breder sig, efterhånden som kopimaskinen prøver at oversætte papirets tekstur og ujævnheder til sort/hvidt. Aldrig har en kopiark været så spændende, og man ville følge den pink tællestreg til verdens ende.

Står tilbage med følelsen
Det handler om forholdet mellem original og kopi, og Marie Kølbæk Iversen har lavet noget utrolig simpelt og banalt, der gemmer på noget stort og vigtigt. Hvad der er stort og vigtigt, er svært at beskrive eller forklare, når man kommer hjem fra Machwerket. Man står kun tilbage med følelsen.

Billigt greb
Det minder om den fulde eller skæve, der dagen derpå kan huske omridset af et genialt indfald fra rusen. Kun fornemmelsen af det geniale er tilbage, og man bliver i tvivl om, hvorvidt der nogensinde har været noget bag fornemmelsen.

På samme måde undslipper det den ædruelige, hvad der er stort og vigtigt ved en serie fotokopier og en pink tællestreg, men man kan fornemme det. Det er egentlig et uforskammet billigt greb; hun har brugt et par kroner og nogle minutter, men mere skal der ikke til.