Det er detaljerne, der gør forskellen

Benny Dröscher laver foruroligende, sjove skulpturer, hvor han demonstrerer en fantastisk sensibilitet for materialer og materialesammenstød. Han sammenføjer og bemaler, typisk ‘værdiløse’, ting som grene, stof og flitterstads og giver værkerne titler, så ikke et øje er tørt. For eksempel juletræspastichen There Is Really No Reason to Be Afraid of Dying, 2007, eller det sælsomme ’jagttrofæ’ It Has Been Ages since I felt Like this, 2008.

Han får megen humor, vildskab og rokoko-finesse ud af tilsyneladende meget lidt. Dröscher mestrer med andre ord den svære kunst at flirte med kitsch. Men det er malerier og ikke skulpturer, der spiller hovedrollen på den aktuelle udstilling på Brænderigården i Viborg. Jeg ville ønske, det havde været omvendt.

Naturen som illusion – maleriet som realitet
Det helt centrale motiv i Benny Dröschers kunst er naturen. Eller rettere, vores kultiverede omgang med den. Udstillingens 22 malerier tager alle motivisk udgangspunkt i en træstamme, der er på vild perspektivisk flugt ind i billedet: Som lå man på ryggen en sommerdag og kiggede op mod trætoppen og skyernes driven.

Men det realistiske træ er kun ét perspektiv og én detalje på de luftige lærreder. Andre realistisk malede detaljer som fugle, blomster, fjer og konkylier driver ubesværet rundt i det tomme rum mod paintbrush-agtige baggrunde i sarte blå, rosa og grå toner.

Overlegne koloristiske sammenstød
Det der for alvor ’slår hul’ i lærrederne er imidlertid de omhyggeligt afsatte, farvekoordinerede udtværede klatter af rå maling, der bryder illusionen og sender ens sansning tilbage til maleriets fysiske overflade.
Allerbedst, synes jeg, disse Cy Twombly’ske klatter virker på de mindre værker på papir, for eksempel i Original Paperworks (1). De forskellige materialer – blyant, farvekridt, maling, tusch, ’kaffepletter’ – får en smuk reliefkarakter på det kraftige akvarelpapir.

De illusionistiske ’huller’ er mere underspillede her, og spillet mellem tyngde og lethed, mellem sorte huller og hvidt rum er meget elegant. Og ikke mindst giver papiret den helt perfekte baggrund for nogle indimellem fuldstændig overlegne koloristiske sammenstød af blandt andet pink, lilla og karrygrøn.
Det er som små balancerede hilsner til ikke bare amerikanske maler Cy Twombly (1928-2011), men også til detaljer fra den tyske ekspressionist Emil Noldes (1867-1956) naturskildringer. Og det er jo godt selskab, må man sige.

Effekter står i kø
Når disse kompositoriske principper – illusionisme, malerklatter – overføres til akryl på lærred giver det et langt mere køligt, hårdt udtryk. Indimellem krænger Dröscher på barok vis lærredet helt til side og giver på new age-vis et blik til et mystisk parallelunivers (fx Lurking for Transcendental Moments (1)).

Det er principielt samme spil på kitsch og overflade som jeg falder for i skulpturerne. Men her bliver jeg ikke forført, snarere lidt irriteret over alle de effekter, der står i kø for at få min opmærksomhed. I udstillingens signaturværker, serien When Time Stops and Time Is Never Ending, er effekterne bedre i balance og new age-hullerne delvist afløst af idylliske postkort-billeder. Det er mere Dröscher-style, synes jeg.

Detaljer skal ses live
Måske skyldes mine forbehold over for de mange malerier, at de har et næsten kalkuleret touch over sig. Repetitionen af motiver og den kølige akryl på lærred vil på nogen muligvis virke som en ironisk, spidsfindig pointe.

Jeg synes desværre, det udvander det poetiske og sanselige i Dröschers univers og dermed den spidsfindige kommenteren på vores natur-forbrug. Man kan fromt håbe, at malerierne sælger rigtig godt, så kunstneren får tid til fremover også at lave nogle flere skulpturer. Men tag selv til Brænderigården i Viborg og se efter; det er detaljerne, der gør forskellen, og de skal ses live.