Det er godt

Nu bliver jeg nødt til at fortælle om et kunstværk, som jeg så for mere end seks måneder siden, og går og tænker på som noget godt.

Egentlig kom jeg til galleriet for en tematisk gruppeudstilling arrangeret af en kunstner, men galleriet viste samtidig en soloudstilling i det mindre projektrum, og her hang værket:

Sådan set bare nogle stave, der sirligt men let kaotisk stikker frem foroven og forneden. De har spidser som krystaller eller et husstakit. Men de er ikke grænser, de er heller ikke flader, helst vil jeg bare kalde dem former, som sidder på en anden form, der heller ikke vil være helt enkelt. Lærredet er nemlig spændt ud på en blindramme, hvis sider har varierende dybde. Det vil sige, at lærredet vrider sig. Jeg må trippe lidt foran lærredet. Stavene på fladen lader sig ikke overskue i et enkelt blik, og billedet fortsætter på kanten.

Skulpurelt maleri
Historisk er der sådan set ikke noget nyt i, at maleri også vil være en slags skulptur, og at et billede ikke kun vil være en flade eller en repræsentation, men også en ting i sig selv. Det er ikke det nye, ved dette kunstværk, som imponerer mig. Det er udførelsen, der overbeviser.

Kunstværket hang for endevæggen i et gråt og lidt kontoragtigt rum med gulvtæppe. De øvrige udstillede værker kunne noget af det samme, men det var særligt dette ene, som talte til mig. Derfor er den umiddelbare tilegnelse ikke tilstrækkelig, jeg blev nysgerrig og måtte læse titlen. DDR-palette (Hopeful), har kunstneren, Astrid Marie Christiansen, kaldt sit værk.

“DDR” kunne være initialer for en person, som jeg ikke kender, men det er højst sandsynligvis et land, som ikke længere findes. Paletten i værket ligner noget arkiveret. Nylontøj i brunt, en oppudset cementfacade og et plastikskilt i mintgrønt fra en film om Østtyskland bag et jerntæppe. Det er lidt voldsomt, at tænke “Tyskland”, når værket ikke ligner noget, men når værket har denne titel, så er det fordi, at vi gerne må tænke dén vej. Bagud mod et lukket, kommunistisk land. Bagud og håbefuld, som der står i parentes. Titlen er en anelse prætentiøs, men jeg kan godt lide værket, så jeg kan også godt lide dets titel.

Jeg savner din spændstighed
Gennem det seneste halve år er jeg i ny og næ kommet til at tænke på dette kunstværk. Helt umotiveret, er jeg kommet i tanke om det. Jeg tænker på den orden og ro, som det indeholder, men også den mangel på horisont og tydelighed, som det udstråler. Stavene er tangenter, men jeg kan ikke spille på dem. Det er en ting, men den er for stor til at jeg kan rumme den og holde den i hånden. Håbefuld? Det er en spændstighed, som jeg kan lide at fremkalde. Værket virker fuldendt. Det er befriende, morsomt, irriterende og godt lavet.

Når jeg går ind på kunstnernes hjemmeside og genser værket, så ser det slet ikke ud som dengang. Live er maleriet tørt. Det er tørt men farvestrålende, for malingen er påført delvist uindprægneret lærred, hvor udvalgte områder efterfølgende er lakeret. Akrylmalingen ligger ovenpå, men det, som ligner kaffesjask, er suget ind i lærredet.

Ren sansning
Der kan ske meget på en flade, og denne fornemmelse for materialernes forskellighed er betydende. Når der hverken er motiv eller fortælling, så er det ren sansning. På samme vis som stod jeg med en sten i hånden, eller kiggede på nuancerne i noget beplantning.

Jeg kan gå ind på kunstnerens hjemmeside, og jeg kan hente billedfilen og dele den her i klummen. Men allerhelst vil jeg fremkalde oplevelsen, den kropslige oplevelse, af at stå foran værket og føle mig utryg og velkommen på én og samme tid.  

Andre værker af samme kunstner kan se for eksempel sådan her ud: