Det er ikke for sjov! Anders Bonnesen på Randers Kunstmuseum

Det er ikke for sjov, siger Anders Bonnesen, når han maler skilte, designer tæpper og bygger møbler til en udstilling, som leger med, bagvender og udvider sproget. Det offentlige rums visuelle koder er fyldt med magt og autoritet, men her får sproget nye betydninger. Og magten ligger nu i selve det at filosofere over sproget og billedet – og det er sjovt.

Det virker indlysende, at Randers Kunstmuseum har inviteret Anders Bonnesen til at lave en større soloudstilling, fordi hans konceptuelle, underfundige, flertydige tekstværker passer som fod i hose ind i museets samling af sprogfiffige kunstnerskikkelser som Svend Dalsgaard, Poul Petersen og Albert Mertz.

Kunst som kommunikation – som sprog – er omdrejningspunktet for en nysgerrig, prøvende og subtilt destabiliserende magtkritik. Piktogrammer og skilte som anvendes i det offentlige rum, betjener sig af klarhed og en aflæselighed, der tilstræber umisforståelig distribution af et givent budskab. Det er netop denne autoritative endimensionalitet, som antænder Anders Bonnesens finurlige hjerne og sætter den i gang med at finde eller fremprovokere tvetydigheder og uortodokse læsningsmuligheder i den ellers uangribelige syntaks.

Tidligere har vi set Bonnesen hækle og strikke sine sprogværker, men her har han taget fat i pensler og lærreder for – som sine inspirationskilder – at benytte maleriet som afsæt for sine æstetiske og sproglige eksperimenter. I henhold til et allerede indført privat formatregime betjener han sig af lærredstørrelserne 70 x 70 og 100 x 70 cm, hvilket naturligvis fint matcher de fleste skiltes kvadratiske eller rektangulære formater.

Løsgående formidling af løgn og latin

Før jeg tager dig med ind i udstillingen er det relevant at oplyse om udstillingens overordnede koncept. For ikke nok med at Bonnesen næsten har forvandlet sig til en Svend Dalsgaard eller en bogstav-Petersen, han har også bedt sin ven, kunsthistoriker Magnus Thorø Clausen, om at kuratere en udstilling i udstillingen med værker fra museets samling. Desuden har han i sync med ideen om, at hele museet er en form for hyperbillede, kolonialiseret den plads i udstillingen, som normalt vil være forbeholdt museale formidlingstekster og afhændet opgaven med at skrive dem, til en række kunstnere og forfattere, som han værdsætter og føler slægtskab med.

Forfatterne fik absolut ingen information om udstillingen what so ever. De har haft frie hænder til at bidrage med løgn og latin, og der har ingen grænser været for, hvor spekulative deres skrifter end måtte være. Den frihed har de benyttet sig af, og derfor kan man i Peter Adolfens åbningstekst også lære, at den stakkels Anders Bonnesen som 14 årig fik sine underarme kappet af i en ”majetærskerulykke på slægtsgården ved Løgstør”, og at den armløse mand siden har betjent sig af proteser af titanium og latex, og at denne tilpasning manifesterer sig som materialefetichisme i hans kunstneriske praksis.

Cia Rinne har forfattet en række overkriftstekster, der giver sig tilkende som en art tilknytningsforstyrrede metaudsagn i hver sal: IDEALLY THERE SHOULD HAVE BEEN AN EXTENSIVE ANALYSIS HERE, THIS TEXT IS CURRENTLY ON DISPLAY AT ANOTHER MUSEUM eller THIS TEXT DOES NOT WANT TO HAVE ANYTHING TO DO WITH THE SHOW.

Morten Søndergård har med vanlig sans for det analoge og for kombinationen af flygtige og profane udsagn med det storladne og rituelle, sendt en marmortavle fra sin bopæl i Italien, med udfræsningen: ”Åh kære, vi må da vist lige snakke sammen om det hele. Kh M”

Teksterne, der med et Bonnesensk udtryk ofte er ”dumme og begavede”, findes overalt i udstillingen, og deres overraskende indhold er hjernevridende på en sært destabiliserende facon, som udvider udstillingens mentale rum betragteligt og i mange retninger.

Sjovt er det altså

Bonnesens bidrag i den første del af udstillingen, der bærer den flertydige titel Watch Your Language, er en iøjnefaldende stor mængde af skilte hugget fra offentlige rum og malet i primærfarver på lærred.
Nogle er kopier, hvis utvetydige aflæsning sættes alvorligt på prøve i udstillingens kakofoniske råbekor, der naturligvis peger i alle retninger. Andre igen har fået brødre og søstre, der muterer sært og skaber nye fortællinger, der med glimt i øjet, skubber blidt og ofte poetisk til skiltenes autoritet.

”Det er ikke for sjov”, siger kunstneren i videoen, der ledsager udstillingen på museets hjemmeside. Men det ER sjovt! Og sjovt er det i alle tilfælde, at manden selv bruger ordet ”sjov” i hver anden sætning under interviewet med museumsdirektør Lise Jeppesen.

I udstillingens midte findes værkerne fra museets samling. De taler fint ind i Bonnesens praksis, og det må ses som en yderst sympatisk og respektfuld gestus fra kunstnerens side at ønske dette tilvalg: som en slags bagudrettet samtale med fortidige kunstnerkolleger. Det viser også, hvordan forholdet mellem sprog og billede var – og fortsat er – et spændstigt og udvidende sted for kunstneren at investere sig i.

Knald i låget på aller skønneste vis

I Bonnesens anden del handler det om vej- og lysskilte, hvoraf mange har været udstillede tidligere i andre sammenhænge. Men det er knald i låget på aller skønneste vis nu at se disse piktogrammiske småhistorier om absurde hændelser for vejmænd, STOPskilte og blinklys iscenesat med tæpper og møbler og side om side med forfatternes lige så absurd intervenerende kortprosa.

Bonnesen laver ikke kunst for ”sjov”. Det er indlysende – der er naturligvis alvor med galskaben, og han udøver bestemt en subtil og ganske spidsfindig, lun og filosofisk anlagt magtkritik. Men han tænker på en sjov og subversiv facon, og det er befrugtende og morsomt for tilskueren at blive delagtig i. Watch Your Language er en totalinstallation med tæpper og møbler designede til lejligheden. Du kan trampe på sproget og gynge i en parentes eller hvile dig på et ”&”. ALT er sprog og billede.

Det klæder Randers Kunstmuseum at give en kunstner så megen frihed og lov til at udfordre de traditionelle museale logikker. Det er godt, at Bonnesen har inviteret forfatterne med ind i museet på så åbent et grundlag. Det er også godt for publikum at blive udfordret af et formsprog, som på alle måder kipper kalotten og sætter turbo på sprogfinurlighederne hos den betragter, der gerne vil inddrages på præmisser, der formår at ombryde museets autoritet uden at støde dets kompetence og faglige stolthed.

Det er flot, fandenivoldsk, alvorligt og sjovt.