“Det er ofte i dialogen, erkendelserne opstår”

Anja Raithel er i fuld gang med at fylde indhold i sin nye rolle som leder af det spritnye Aarhus Billedkunstcenter. Det sker blandt andet ved indsamle bud blandt regionens kunstnere og formidlere på, hvilke behov der er, og i sit arbejde trækker hun ikke mindst på sin store erfaring med samarbejdsprojekter og netværksdannelser.

Raithel var i ni år medlem af rum46, et udstillingssted i Aarhus, der drives i fælleskab af kunstnere og formidlere. Hun har desuden organiseret seminar om kollektiv kuratering, co-kurateret Minority Report kunstfestivalen i Aarhus og været leder af et beboerhus i Gellerup, hvor samarbejdet med frivillige var helt centralt.

Fællesskabets styrker
“I rum46 havde vi stort fokus på kommunikation, proces og på at være fælles om at tage beslutningerne”, fortæller hun. “Reflektionsmæssigt giver det enormt meget at arbejde i decentrale strukturer. Det er ofte i dialogerne, erkendelserne opstår”.

Hun peger på, at forcen i et samarbejde som rum46 er, at de enkelte medlemmer af fællesskabet har forskellige styrker. Dermed gør hun også klart, at fællesskabet ikke er ensbetydende med at individet suspenderes:
“Et idealscenarie er, at alle laver det, de er bedst til og er forholdsvis glade”, smiler hun.

Kunst i det offentlige rum kræver tid og tillid
Et fokus for Raithels arbejde i rum46 var social interventionskunst.

“Jeg har beskæftiget mig meget kunst i det offentlige rum med det formål at skabe en interaktion for eksempel med de lokale beboere i et område – hvor selve processen, samarbejdet og dialogen er en del af strategien eller en del af værket”.

Hvad kan sådanne samarbejder?
“Der findes forskellige projekter. Når Superflex udvikler og markedsfører en læskedrik sammen med bønderne i Brasilien i deres Guraná Power projekt – ja så går de jo direkte ind og arbejder for at forbedre arbejdsforhold og udkomme for bønderne. Måske er det for stærkt at kalde det for et realpolitisk projekt, men det har i hvert fald et meget konkret sigte”.

Raithel nævner som et andet eksempel YNKB (Ydre Nørrebro Kultur Bureau), der har etableret sig i en bestemt bydel – Ydre Nørrebro – i en lang periode, og hvor formålet helt konkret er at skabe projekter, hvor beoerne i området bliver involveret.

“Fordelen ved at være der i lang tid er, at det er lettere at skabe forandringer i samarbejde med lokale beboere blandt andet fordi det kræver tillid”, forklarer Raithel. “Reelle og ligeværdige dialoger på tværs af køn, alder, fagdiscipliner og alt muligt andet kræver simpelthen tid for at udvikle sig”.

Plads til alle
Så det er et spørgsmål om tid?
“Ja, men man kan jo også arbejde mere eventbaseret, hvor kunstnerne iværksætter midlertidige begivenheder.

De har måske nok til formål at involvere og få folk til at deltage, men kvaliteten ligger mere i overraskelsen, og det at kunstnerne kommer udefra med friske og fordomsfrie øjne”.

I den forbindelse nævner Raithel den åbenhed og inkluderende tilgang, som New-yorker kunstnerkollektivet Flux Factorys netop overståede residence-ophold i Aarhus var et udtryk for.

Her var alle med interesse for kunst inviteret til arrangementer med mulighed for at præsentere projekter eller andet.

“Hvor vi lokale, der er involveret i de forskellige miljøer måske ser begrænsninger og fastlåste grupperinger, er der en åbenhed her i forhold til at sige: “Alle er velkomne. Alle kan komme og vise hvad de vil”.

Netværkstænkning som strategi
Men er netværksdannelser, flad struktur og samarbejdsstrategier efterhånden ikke blevet modeord i en trend, som alle bare absorberer uden at tænke nærmere over det?

“Netværksdannelser kan være fællesskabsudviklende og have en karakter, så det ikke bare drejer sig om en selv. Traditionelt er det jo venstrefløjen, der har villet det decentrale, det kollektive, og at vi skal være lige i beslutningerne. I dag er de nyliberale og virksomhederne vilde med det også, så for at kunne tale om netværkstænkningen som en kritisk strategi er du nødt til at gå ind i det enkelte projekt og vurdere det”.

På samme måde gør Raithel opmærksom på nuancerne, når talen falder på internationale netværk og samarbejder.

“Hvis alle mimer de samme strukturer, så bliver det jo kedeligt. For 10 år siden var der eksempelvis ikke mange udstillingssteder i Aarhus, der havde talks, events, lyrikoplæsninger  og andre arrangementer i forbindelse med udstillinger. Nu har vi et koncept – en international modus –  der siger, at tingene skal kontekstualiseres, og nogen gange ser man i lokale sammenhænge, at denne modus bare kopieres uden at form og indhold hænger sammen”.

Samarbejder på tværs af grænser
Dette diskvalificerer i følge Raithel dog ikke vigtigheden af at have de bredere perspektiver for øje:

“Nå jeg arbejder med Aarhus Billedkunstcenter, så skal det gerne rumme alle kunstneriske grupperinger i Aarhus og Region Midtjylland. Samtidig har jeg svært ved at tænke noget uden, at det både er lokalt, nationalt og internationalt.

Det kan godt være, at centeret er placeret i Aarhus og skal varetage lokale kunstneres produktionsvilkår, men det er stadigvæk vigtigt, at det også ses i lyset af de nationale og internationale perspektiver”.

Raithel pointerer, at vi i dag har en helt ny situation, fordi vi har web mediet:

“Det er i dag meget svært at sige, at man ikke er internationalt orienteret, fordi du er en del af det internationale, hvad enten du vil det eller ej. Og med web-strukturen er der jo dannet helt nye muligheder for at danne organisationer og netværk”.

“Og fordelen ved internationale samarbejder er, at man møder mennesker, som kan reflektere en tematik i Danmark igennem andre briller og måske se noget, vi ikke kan se, fordi vi står midt i det”, slutter Raithel.