Det gule rum

John Kørner er pt. udstillingsaktuel både i Belgien og i Finland – og er også bogaktuel. Kunsten.nu har set hans nye, spektakulære og skarpe udstilling i Belgien, hvor han fremstiller livet som ét stort forhindringsløb med døden til følge. Vi anmelder også den hidtil mest omfattende og bedste bog om den allestedsnærværende kunstner, som konstant sætter problemer under debat.
Lad os starte med bogen, som er en vigtig nøgle til at forstå og få overblik over John Kørners (f. 1967) efterhånden meget omfattende, multimediale oeuvre, der i stigende grad når ud til et internationalt publikum. Ikke mindst i England, hvor han siden 2006 har været tilknyttet Victoria Miro Gallery i London. Det giver derfor mening, at bogen både er på dansk og engelsk – og også at give ordet til to briter, nemligOliver Basciano, der er international redaktør ved ArtReview og Max Andrews, der er kurator og medstifter af Latitudes – et uafhængigt kuratorisk kontor med base i Barcelona.

Skønt den seneste bog om Kørner, der er skrevet af Maria Kjær Themsen, udkom så sent som i 2016, så koncentrerede den sig kun om hans malerier. Den nye bog har alle hans medier med. Den udkom i marts på forlaget med den selvmorderiske titel Roulette Russe, og den leverer den hidtil mest facetterede gennemgang af hans værker til dato. Man hører om alt det, han har haft gang i – sågar også et originalt, dråbeformet smykke samt to jakker med påtrykte motiver fra 2017, som han har skabt i samarbejde med tøj- og smykkedesigneren Stine Goya. Ikke at forglemme hans bronzeskulpturer til Nakskov og Enehøje og teaterscenografien til forestillingen Griskhed på Teater Republique i 2016, som han skabte i samarbejde med sin kone, teaterinstruktøren Kamilla Wargo Brekling.

Her ”var det en spændende oplevelse at få mennesker til at optræde med mine objekter i en installation”, fortæller han til bogens redaktør, Marie Nipper, i et særdeles læseværdigt og dybdegående interview, hvor Kørner virkelig går til vaflerne for at udlægge baggrundene for og tankerne bag sine motiver, deres visuelle udformning og de medier, han arbejder med i sine signalkraftige malerier med det ekspressive farvevalg.

Den gule farve
Det har eksempelvis slået mange, at han så ofte anvender den gule farve. Den, han har i spil, er en såkaldt basisfarve, der bruges til at blande andre farver med, fortæller han. Ved flere motorcykeluheld, hvor han mistede bevidstheden, har han oplevet at befinde sig i et helt gult, indre rum. Derfor repræsenterer denne farve noget sygeligt eller midlertidigt uvirkeligt. For beskuerne giver det desuden en fornemmelse af vægt- og konturløshed, synes jeg, med disse store gule rum – både i installationer og i billedernes malede rum.

Og hvorfor alle disse løbende mennesker, spørger mange? Hertil svarer Kørner, at alt jo er i bevægelse, og mange af hans personer løber, fordi de vil slippe væk fra noget farligt. En naturkatastrofe, en krig eller måske et land, som de vil flygte fra pga. fattigdom eller andre ubærlige problemer. De løber for at overleve, og det har menneskeheden altid gjort. Det er også et overlevelsestræk, når vi afviser at tage imod alle flygtninge, siger han i interviewet. En urmenneskelig reaktion, hvor vi for vores egen overlevelses skyld beskytter vores territorium ved at holde andre væk.

Men når vi står overfor værkerne, ved vi ikke, hvor disse mennesker løber hen. Vi kender ikke retningen, fordi de befinder sig i disse semiabstrakte, store og indefinitte rum, som kendetegner Kørners malerier – der jo er malet så tyndt, som var de kæmpemæssige akvareller, og med så mange tomme felter, at det hele virker mere eller mindre udefinerligt og svævende – alle steder og ingen – og det er just meningen. For nok påpeger Kørner en række samfundsproblemer i sine værker fra prostitution og menneskehandel til krig og naturkatastrofer – som en anden Georg Brandes ønsker han at sætte problemer under debat – men han drager ikke nogen konklusioner for os og løfter aldrig pegefingeren.

Kørners hyperproblemer
Da Kørner i 2008 påbegyndte sin lange serie med faldne danske soldater i krigen i Afghanistan, så var det fordi, han gerne ville gøre krigen nærværende og konkret med alle dens omkostningerne her hos os, der kun oplevede den gennem medierne. Han ville ikke diskutere de politiske dagsordener bag Danmarks deltagelse i krigen. I stedet valgte han at sætte lup på de omkostninger, som krigen havde i en dansk kontekst.

Som Oliver Basciano skriver, så er Kørners tema ”ikke bare, og ikke engang primært, krigen som sådan (eller tsunamier eller menneskehandel), men en refleksion over hans forhold til (og reaktion eller passivitet over for) disse problemer både som individ, som dansker og som kunstner.”

Bogen kredser også om det genkommende tema med ”problemer”. Det startede, mens Kørner endnu gik på Akademiet og gerne ville male en hest med en rytter, men rytteren voldte ham vanskeligheder. I stedet malede han idéen om et menneske i form af denne æggelignende figur, og denne figur har været gennemgående i hans kunst lige siden. Problemerne kan både fremstå i keramik, gips, glas m.v.

Kørner i filosofisk ”framing”
De to briter ”læser” Kørner ind i nogle filosofiske teoridannelser: Fx opererer Max Andrews med begrebet hyperobjekt, som den britiske filosof Timothy Morton har udviklet. Det drejer sig om ting, der er massivt spredt ud i tid og rum, fx sorte huller, radioaktiv stråling, global opvarmning, polystyren m.v. Ting, der ikke er virkelige, og som ikke kun afhænger af det menneskelige øje, og yderligere vil eksistere hundredevis af årtusinder, efter mennesket er uddødt.

Andrews laver en parallel til Kørners ”problemer” og fremhæver, hvordan Morton igen og igen vender tilbage til jordskælvet og tsunamien i Sendai på den japanske ø Honshu i 2011, som er en af de væsenligste begivenheder i hyperobjekternes historie, for her blev en naturkatastrofe forbundet ”med en usynlig og ødelæggende radioaktivitet”, da atomkraftværket Fukushima delvis nedsmeltede, hvilket gjorde denne katastrofe langt mere truende end en simpel naturkatastrofe.

Tilsvarende befinder vi os hos Kørner ”inde i et hyperproblem”, der breder sig ud, så omfanget efterhånden er ubestemmeligt, konstaterer Max Andrews.

Det er en fremragende og meget flot udstyret bog med pragtfulde og knivskarpe reproduktioner.

Sportslig kunst
For tiden kan også belgierne lære John Kørners kunst at kende. Udstillingen Running Problems vises i museet Dhondt-Dhaenens, der med statsstøtte i ryggen giver adgang til private kunstsamlinger og andre kuraterede udstillinger som nu Kørners.

Her undersøger Kørner sportens rolle i samfundet i dag – det være sig socialt, økonomisk og fysiologisk. Titlen tager os med ind i problemstillingen med det løbende samfund – et samfund af joggende mennesker, konstant i bevægelse for at optimere sig selv og den kapitalistiske vareproduktion, kunne man tilføje. Kørner har altid været inspireret af sporten som et nationalt samlende, folkeligt fænomen. Også af sportens æstetik – især farverne.

Nogle af værkerne har været vist i Danmark tidligere, men de er sat sammen, så de danner en ny fortælling. Der er lagt et kæmpemæssigt lyserødt og blåt tæppe ud på det store gulv med motiv af Kørners ”problemer”, men det afløses af en løbebane med fire baner. ”Problemet” er blot, at de imaginære løbere bliver forhindret i deres løbekonkurrence, dels pga. fire opstablede ølkasser med keramiske skulpturer, Factory Probs (I-IV, 2017), dels pga. Kørners kendte, høje bar, Gym Bar (2015), som man skal klatre op til via ribber. Den står i vejen og spærrer. Heroppe kan publikum selv forsyne sig med gratis drinks. Man bemærker, at de fire imaginære løbere er disse æggeformede problemer, men at den fjerde gemmer sig bag en væg. Det er et flere meter højt, blåt ”problem”. Løbebanen ender i øvrigt i et sort hul – døden venter lige om hjørnet, synes denne mega store installation at udsige.

Et andet værk Stadium Cycle (2018) er en interaktiv maleriinstallation, hvor publikum kan køre på en motionscykel monteret på en platform med blå stolerækker. Skinnerne fører os frem og tilbage, så man siddende og i magelighed kan blive kørt frem og tilbage og gøre holdt lige ud foran de tre malerier. Det er en meget alternativ og sjov måde at opleve kunst på. De tre spritnye malerier har titlerne Frozen Edge, Leaving the Sandy Corridor og Sandy Corridor (alle fra 2018).

Her har Kørner leget med perspektiverne og skildret en strand med solbadende vertikalt som en væg i de smalle og klaustrofobiske korridorer. I det ene maleri ses en løber i retning mod os, beskuerne. Det er nogle dunkle, meget snævre og dystopiske korridorer, der på ildevarslende vis visualiserer den indsnævring af perspektiver og mulighederne, som vi oplever i denne højredrejningens, manipulationernes og populismens tid. Sådan oplever jeg denne korridormetafor, som potentielt kan tematisere andet også.

Kørner i udstrakt sø
Udstillingens andet element er et helt gult rum med titlen 3 %. Man kommer ind i det via et hul i væggen. I rummet står der tre senge med titlerne A Review of Normative and Problematic Sleep 1-3 (2017) med Kørners karakteristiske problemer liggende under dynerne.

Disse værker kunne senest opleves på hans soloudstilling Blue Bedroom hos Bo Bjerggaards i 2017. I dette fuldstændig syrede rum, hvor man som nævnt føler, at tyngdekraften og orienteringen er sat ud af kraft – jf. motorcykelulykkerne, der bliver beskrevet i bogen – kan man også opleve en række nye malerier af John Kørner. Især er han rykket i en ny retning med to malerier Stretched Out Lake (2018), der er de mest abstrakte værker, jeg nogensinde har set fra Kørners hånd. Her har han taget lærredet ud af blændrammen og placeret det i en kasse, fyldt med vand og akrylfarve. Efter tre uger var det hele tørret ud, og han havde et organisk, selvrealiseret motiv på gul baggrund.

Udstillingen i Belgien viser, hvor god Kørner er til at iscenesætte sine tre- og todimensionelle fortællinger om menneskelivets mange problemer. Man kommer godt rundt i det Kørnerske univers. Dels den fysiske – sportsdelen – dels den mere drømmende og syrede eller underbevidste – det gule rum. August Strindberg havde sit røde rum – Röda rummet – hvor datidens filosofiske revolutionære og kunstnerbohemer mødtes i Berns Saloner i Stockholm for at diskutere tidens problemer – mens Kørner har sit tilsvarende gule rum, fyldt med problemer af både politisk, strukturel, seksuel og personlig art. Bogen og udstillingen besegler hans position som én af de vigtigste stemmer i dansk og international samtidskunst.