Det lokale som materiale

“Her hænger muligheden for transcenderende skævhed og socialpoesi, klar til indfrielse i det næstkommende sekund…”, står der på Stefan Bakmands banner, der i disse dage hænger på Overgadens facade vendt mod den lokale omverden, Christianshavn, som udstillingen Christianshavn – Kunst i kvarteret henvender sig til.

Mere nedladende og selvhævdende henvendelse til et lokalsamfund skal man lede længe efter i en kunstsammenhæng.

“Jeg rummer uanede potentialer, du skal blot indfri dem” (hvis du altså kan forstå mit akademia?).

At værket hedder: Udkast til desperations-manifest giver det ikke mere mening for læseren på den anden side af kanalen.

Den institutionelle mur, der skiller kunsten fra omverdenen, blev en meter tykkere med dette værk. God start!

Den kunstneriske praksis var engang ‘skønhedens administration’. Men siden avantgardernes udvidede værkbegreber og det sociales indtræden i kunsten i den sidste halvdel af det 20. århundrede, er kunsten snarere blevet til et spørgsmål om ‘administrationens skønhed’. Sådan betegner Benjamin H. D. Buchloh den forvandling, som kunstbegrebet gennemgik i løbet 60-70’ernes mere sociale og stedsspecifikke praksisser.

At administrere det lokale
Det er også i den kunstneriske optik, at man skal betragte Overgadens aktuelle gruppeudstilling Christianshavn – Kunst i kvarteret:

“Hvordan ser Christianhavn ud fra en ung kunstners perspektiv? Og hvordan kan områdets diversitet og aktuelle kulturelle og politiske situation udfoldes kunstnerisk?” spørger udstillingen. Spørgsmålet bliver besvaret af 24 studerende fra de tre danske kunstakademier (Det Kongelige, Det Fynske og Det Jyske) og svarene kan for størstedelens vedkommende opleves i Overgadens hvide haller!

Et sådan udstillingsprojekt står og falder som antydet med, hvordan det lokale administreres i projekterne, og med det sociale som en del af værket, rejses dermed nogle spørgsmål af mere social-etisk karakter til kunsten (administrationen) og kunstnerne (administratorerne): Hvordan italesættes det lokale? Hvilke muligheder har de lokalt involverede for at bidrage og påvirke projekterne? Og hvilken indsigt og indføling er projekterne og deres produkt præget af?

Sandheden er, at vi ofte ved meget lidt om processerne, når fx en bunke hår ligger i et hjørne i udstillingen ved siden af en væv (Mette Clausen: Uden titel). I pressemeddelelsen står der, at håret kommer fra lokale frisører, men hvorfor er hår et interessant materiale på Christianshavn, hvordan er det indsamlet, og hvad skal tæppet af hår, når det er vævet færdig?

De ringer vi bringer
Kunsten rykker ikke ud i Christianshavn for at rede nogen, eller udfordre en stereotyp opfattelse af området. Christianshavn er cool og formentlig én af Københavns mest varierede kvarterer. Det giver sig selv, når både nogle af de fornemmeste adresser gnider ryg med det selvejede og -byggede Christiania, og et velslået borgerskab af en ældre skuffe dagligt møder den største koncentration af hjemløse og uhyggeligt marginaliserede grønlændere i Danmark på Christianshavns Torv eller omkring fristaden Christiania.

Der er dog en række af udstillingens værker, der fungerer som en alternativ form for service. Emil Linnet står bl.a. for et ret sort projekt under titlen 392+1800+(Christianshavn)=?, hvor han med en lille skovl på en lang pind hiver dynd op fra kanalen, lader affaldsstofferne sive fra, for dernæst at hælde samme materiale tilbage i kanalen.

Imens indgår Katti Pärkson-Kull en kontrakt med områdets beboere, hvor hun maler beboernes vægge, til gengæld for at den kunst, der hang på deres væg, flyttes til Overgadens hvide vægge i udstillingsperioden.

Ikke projekter med en synderlig dyb interaktion eller erkendelse gemt, men nærmest kunst som rendyrket service. Der bliver taget og givet. Transaktioner, der forbruger det lokale, for så at returnere en målbar service.

Et kulturelt dyb?
En anden måde at undersøge det lokale på, er som en arkæolog i felten at kradse i det øverste lag muld for at blotlægge en historie, og som en anden etnolog sammensætte en kulturel historie og identitet på den baggrund.

Den tilgang står blandt andet Jon Erik Nyholm for. Han er dykket i Lokalarkivet og har iscenesat en række objekter i udstillingen, der peger på det lange tidsspænd i lokalhistorien, men ikke nogen sammenhængende fortælling.

Marijia Griniuk har taget billeder af en række private spiseborde fra Christianshavn, som alle på skift projiceres på en hvid ‘interiør-installation’ under titlen Meeting Point.

Imens har Julie Riis Andersen lavet et “Potentielt arkiv og grafisk repræsentation” – nogle reoler med en masse tomme ringbind, hvor de lokale selv skal fylde materiale i mapperne, lader det til…

Indtil videre er der en hel mappe med programmer fra spillestedet Loppen på Christiania, en lille grafisk opstilling, en bog om udstillingen og en mappe med noter og beskeder fra de aller første bestyrelser på Overgaden. Ikke videre interessant som arkiv endnu, og arkivets videre liv synes uklart. Hvad er arkivets funktion? Og hvad vil der ske med arkivet?

Et mere levende arkiv kan man forhåbentlig få fornøjelsen af den 14. august, hvor Lil Wachmann & Nat Bloch Gregersen opfører deres indsamling af materialer fra Vor Frelser Kirke. Læs mere her

I kan også lave kunst!
En helt klassisk tilgang til det lokale er, at alle er kunstnere (som Joseph Beuys udtrykte det i 70’erne), og derfor skal de jo bare aktiveres!

Det har Jonna Ljósá & Martha Hviid gjort med Formgivning 2, der er en løst konstrueret garninstallation, som de besøgende (og lokale?) kan strikke videre på.

Ikke ude på gaden, i Super Brugsen eller på Biblioteket, men inde på Overgadens farvede sidde-puder.

Kamilla Askholm lavede en Amalgamate stage (fusioneret scene) midt i udstillingsperioden, hvor lokale kunne træde op.

Lidt dybere stikker Sune Lysdal Jakobsens Protest Jam, der markerede Bøssehuset på Christianias 40 års dag. Den lokale protest jam kan nu meget passende genopleves på toilettet i udstillingen, hvortil bøsser ofte har været henvist, og ikke i Overgadens hvide haller.

Hvad med Christianshavn?
Christianshavn – Kunst i kvarteret ender trods små håndsrækninger som en meget ensidig forestilling, hvor de unge kunstnere primært forbruger det lokale materiale. Det er køligt forbrug, hvis man skulle være lidt hård, fordi værkerne sjældent bevæger sig ud af institutionen – jo, kun for at hente materialet, og så er det uklart, hvad forbruget skal gøre godt for? Hvilken relevans har det for Christianshavn og områdets beboere?

Man må betragte det som en administrations-øvelse for disse studerende. For målet om kunstnerisk at udfolde “områdets diversitet og aktuelle kulturelle og politiske situation” er ikke ligefrem om hjørnet, men langt uden for Overgadens hvide haller.