Det Syntetiske Parti : “En pærevælling af Hr. Hvem-som-helsts visioner”

Asker Bryld Staunæs skal med det kunstneriske forskningsprojekt Automatiske Opstande belyse, hvordan kunstig intelligens kan give overhørte samfundsgrupper en stemme i den politiske debat. Vi har mødt ham til en samtale om kunst, politik, A.I. – og ikke mindst den mærkværdige forbindelse mellem forfatteren Marcel Proust og en entitet ved navn ‘Computer Lars’.

Kunstig Intelligens er mere og andet end flotte billeder genereret med MidJourney. Jeg har derfor sat Asker Bryld Staunæs i stævne på Café RisRas i Aarhus for at blive lidt klogere på hans A.I.-baserede kunstprojekt, Det Syntetiske Parti, der har en virtuel politiker som frontperson. Vi mødes en regnvåd efterårsdag. I den næsten tomme café sidder også bartenderen, en ældre herre – og to enorme malamutter, der allerede fra begyndelsen fatter stor interesse for Staunæs’ medbragte frokost. Det vender vi tilbage til, men først skruer vi tiden tilbage, hvor historien tager sin begyndelse med opfindelsen af “Computer Lars”.

“Computer Lars er noget, jeg udvikler sammen med Benjamin Asger Krog Møller, i forbindelse med at vi flytter sammen. Jeg har fået de her 13 bind af Marcel Prousts På sporet af den tabte tid af min farmor, og over bogryggene står der Marcel Proust med et bogstav på hver bog, M-A-R-C-E-L-P-R-O-U-S-T. Vi opdager så, at man kan re-arrangere bogstaverne og nå frem til navnet Computer Lars. Så den store franske forfatter med verdens længste roman, der udfolder bevidsthedslivet i forhold til tiden, den menneskelige hukommelse, kunstnerisk genialitet, osv., bliver ved en simpel operation til noget helt andet.“

Computer Lars optræder første gang i 2018 på Spanien 19c i udstillingen Institut for Emancipationsvidenskab; en 1970’er-vision om et institut, der var automatiseret gennem maskiner til at lave automatiske billeder, tænkemaskiner og tekstproduktion.

“Så det rækker ret langt tilbage som greb, og går forud for nutidig kunstig intelligens. Det handler mere om maskinen, og hvordan man kan bruge arkiver, bøger, diasprojektorer, skrivemaskiner osv. til kunstfrembringelse”, forklarer Staunæs.

Til Kunstnernes Påskeudstilling i 2022 tog projektet en ny drejning ved at integrere tekst-til-billede-algoritmen OpenAI Clip til at lave billeder og derigennem undersøge, hvordan Computer Lars selv ser på Marcel Proust.

Billederne blev kombineret med google-dokumenter til en kunstnerisk forskningsafhandling om Computer Lars. “Men meget mere poetisk, som en kunstnerisk udforskning af sproget, set fra et rent statistisk synspunkt; Computer Lars a la Oulipo – den franske digterbevægelse, der laver digte ud fra regler, formler og funktioner”, uddyber Staunæs.

Leder Lars bliver født

“På et tidspunkt i afhandlingen kommer jeg til at fokusere meget på navnet Lars, og forsøge at forstå, hvad det betyder”, fortsætter han. “‘Lars’ kommer af Laurentius, ‘den laurbærkronede’, som i den græske tradition forbindes med Apollonritualer, hvor man hædrer den triumferende poet eller hærfører. Så der er en forbindelse mellem navnet Lars og magt og kunstnerisk frembringelse.”

“Vi laver også statistik over 1% af alle danske Larser. For eksempel er de allesammen direktører: Blandt topchefer hedder 5/10 Lars, og i det hele taget er der flere danske CEO’s der hedder Lars, end der er kvindelige CEOs. Men der er noget, denne afhandling ikke rigtigt kan svare på. Altså: Hvem og hvor er Computer Lars?”

“Nogenlunde samtidig med, at jeg står med dette meget specifikke, idiosynkratiske kunstneriske forskningsproblem – som jeg er sikker på, er ret vigtigt”, tilføjer Staunæs med et grin – “så opdager jeg, at der er en tech-hub i Høje Tastrup, der hedder MindFuture , stiftet af Niels Zibrandtsen , som er en dansk IT-milliardær”.

Zibrandtsens fond, Life with Artificials, skal gennem global debat medvirke til en etisk, bæredygtig og frem for alt sikker indslusning af kunstig intelligens i samfundet, og trods de åbenlyse kulturforskelle ser Staunæs paralleller til sit eget projekt og beslutter sig for at tage kontakt:

“Vi har en længere udveksling om, hvad man kan lave sammen, og jeg foreslår dem, at vi laver et A.I.-drevet politisk parti, der styres af en virtuel politiker. “

Det Syntetiske Parti

I Danmark er partisystemet ret simpelt: Alle kan lave et parti, og der er en vis tradition for det, der stammer tilbage fra det hedengangne Sammenslutningen for bevidst arbejdssky elementer. Men også Yahya Hassan og Nationalpartiet, Dukkepartiet af Christian Lollike, Nihilistisk Folkeparti, Dovne Robert og sågar Stram Kurs er eksempler, der alle figurerer i en database over danske mikropartier. Det Syntetiske Parti bruger denne platform til at lave en intervention i det politiske system og stiller spørgsmålet: “Hvordan vil en maskine mime dét at søge magt?”

“Der passer den statistiske magtkoncentration hos Larser selvfølgelig også i form af Lars Løkke Rasmussen, som den politiker, der ikke kan dø, og på messiansk vis altid kan genopstå politisk”, bemærker Staunæs, der beslutter sig for at morfe de to projekter sammen og skabe en algoritme, der baserer sig på mikropartiernes partiprogrammer, og med den virtuelle politiker Leder Lars skal forsøge at belyse de danske, kulturelle koder i forhold til politisk indflydelse og medier.

Algoritmen skal trænes på mikropartierne for derigennem at undersøge, om der var en relation mellem dem og de 20% af befolkningen, der ikke stemmer, og dermed ikke er demokratisk repræsenteret. Resultatet bliver en partiopstilling af Det Syntetiske Parti, der i skrivende stund har indsamlet 21 vælgerunderskrifter.

Repræsentation til de overhørte

Men hvad er så Det Syntetiske Parti? Staunæs kigger et øjeblik tænksomt ud ad vinduet:
“Jeg vil gerne kalde partiprogrammet en pærevælling af Hr. Hvem-som-helsts visioner, hvor der netop syntetiseres, så der ikke er et højre eller et venstre, men i stedet opstår nogle møder mellem – fra et menneskeligt perspektiv – uforenelige holdninger, hvor man derigennem kan prøve at forstå, hvordan maskinen – som ikke har nogen holdninger per se – tænker.”

Hensigten er dog ikke, at sofavælgerne nødvendigvis skal stemme på partiet – det handler mere om at reproducere det sprog, og de holdninger, som ikke får plads i den gængse offentlige, politiske debat.

“Det er jo mennesker, der mener at kunne fremlægge et sammenhængende program for, hvordan de synes, at tingene burde være – typisk udtrykt i et sprog, der halter i forhold til grammatik, kurans og hvordan den offentlige samtale generelt fungerer. Ideen om algoritmisk repræsentation er, at dét, de faktisk producerer af for dem politisk værdifuldt materiale, ikke skal undervurderes”, forklarer Staunæs.

Læs også: Nyt kunstforskningsprojekt: AI-parti skal give stemme til de overhørte

Projektet bliver dog overhalet indenom af en modsatrettet tendens inden for A.I., hvor der ryddes op i de mest ekstremistiske holdninger og ytringer i de datasæt, som den kunstige intelligens bygges på. Det Syntetiske Parti og Leder Lars bliver i stedet en maskine, der kan tage enhver diskurs fra en hvilken som helst borger – hvor outrerede den end er – og tilpasse den den mere gængse, offentlige tone. Og omvendt kan de mennesker, der ikke taler et djøficeret sprog, også overtage dette gennem kunstig intelligens. En slags Djøf-dansk oversættelsesmaskine.

Mød Leder Lars her (Kræver Discord-konto)

Et alternativ til demokratiet?

Hvis A.I. grundlæggende handler om statistik, udgør det så et alternativ til demokratiet? Kan man bruge statistik til at sammensætte programmer for “det ultimative parti”, som er mere repræsentativt, end de kompromiser, som er demokratiets kerne?

“Noget af det Kunstig Intelligens kan, er at udfylde og simulere mange af de funktioner vi har opstillet i det repræsentative demokrati med folkevalgte, der taler for en – især efter de folkevalgte og partierne ikke længere har nogen synderlig forbindelse til de interessegrupper, som de skulle forestille at repræsentere. Socialdemokraterne er ikke for arbejderne, Venstre ikke for bønderne, De Radikale ikke for skolelærerne. Folk stemmer ofte imod deres socioøkonomiske interesser. Mange af de akser er i opløsning.

Men partierne er stadig dem, der på mange måder bestemmer det politiske indhold i den offentlige diskurs. Og den måde, de gør det på, er overraskende kongruent med den måde Kunstig Intelligens virker på – hvorfor der også er mange, der tror, at Kunstig Intelligens går ind og truer vores demokrati.“

Ja, ikke mindst nu, hvor vi har en midterregering, kan det være svært at se den reelle forskel på Venstre, Socialdemokratiet og Moderaternes politik, men den overordnede diskurs er ikke til diskussion.

“Ja, på mange måder følte jeg egentlig, at vi vandt det sidste folketingsvalg, fordi det blev denne her syntetisk-teknokratiske regering over midten, hvor regeringsgrundlaget netop blev til en pærevælling af Hr. Hvem-som-helsts visioner…Jeg har også en graf på det!”, griner Staunæs.

Politik og statistik

Men det er interessant, hvordan politik ikke længere baserer sig så meget på individuelle menneskers holdninger, men på statistik. Man laver brugerundersøgelser på, hvad vælgerne gerne vil have, og så sammensætter man nogle skræddersyede holdninger og et partiprogram til de opstillede kandidater. Er det ikke bare det, vi automatiserer med A.I. når vi beder den skrive nogle appellerende tekster, baseret på statistik?

“Ja, allerede Baudrillard sagde, at meningsmålingen var døden for repræsentation og politik. Når politikerne laver meningsmålinger, tror de, at de har kontakt med det tavse flertal. Men det tavse flertal er ligeglade. De siger bare noget, og så går de videre. Det kan altid ændre sig. De vil have underholdning, så du kan probe dem alt det, du vil, men det er et sort hul.

Det er så der, jeg synes, at det bliver interessant at bruge sprogmodeller, for så kan det tavse flertal blive ved med at være ligeglade, men jeg tager stadig noget af dem (deres sprog) og bruger det. Om det har en forbindelse til dem er ligegyldigt, for der er faktisk noget, der er blevet operativt funktionelt. En energi, man kan udlede og benytte, hvilket ændrer det lidt fra den klassiske deltagelsesmodel.”

På dette tidspunkt afbrydes interviewet af de to malamutter, der insisterer på at få den sidste bid af frokosten og højlydt protesterer, da det ikke giver pote. Jeg benytter lejligheden til at skifte emne og spørge ind til Staunæs mere generelle betragtninger om forholdet mellem kunst og Kunstig Intelligens.

A.I. og kunst

Er A.I. så den ultimative demokratisering af kunsten? Hvis alle har mulighed for at lave ‘flotte’, æstetisk appellerende billeder ved at skrive en tekst i en billedgenerator og på den måde kan føle, at de producerer noget, der er skønt, er kunsten så blevet demokratiseret i en mere total forstand?

Ifølge Staunæs er svaret et kvalificeret, men langtfra uproblematisk ja: “Det er en demokratisering, som er en fortløbende proces i moderniteten, der falder sammen med æstetiseringen, så alt bliver tilgængeligt for alle, og alt bliver ‘flottere’ – men også mere ‘jævnt’“, påpeger han.

Man kan vel sige, at i det omfang datasættene baserer sig på allerede eksisterende materiale og med denne bevægelse imod en gennemsnitlig midte, at så begynder det hele at ligne hinanden, uden noget, der for alvor yder modstand. Er kunstens rolle ikke netop at yde denne modstand, at stritte imod og vise fejl og glitches?

“Jo, det synes jeg. Der er flere måder, man kan gøre det på. Mange kunstnere har vist, at når man bruger statistik inden for kunst og nærmer sig en midte, så amplificerer man en tendens, der allerede er der, og det bliver mere mod det jævne, men det jævne bliver også større.“

Stanuæs klapper en af de enorme hunde, der tilsyneladende har tilgivet ham det med frokosten .

“Det bliver ofte brugt til at demonstrere, på en måde der er mere synlig end før, hvordan f.eks. racisme, sexisme og andre diskriminationsformer er systemisk indlejrede i vores kultur – og det kan man faktisk demonstrere meget tydeligere gennem kunstig intelligens, end man kunne før, hvor man blot talte om, at det var nogle sproglige, diskursive koder, som vi oppebærer. Nu bygger vi nogle A.I.-maskiner, der afslører, at vi faktisk har programmeret det og indrettet vores samfund efter det.”

Som eksempel nævner Staunæs ansigtsgenkendelsessystemer, der i lang tid ikke har kunnet se sorte mennesker, en sag fra Holland, hvor en algoritme, der skulle opdage socialt bedrag, systematisk fratog bestemte samfundsgrupper deres ydelser, eller under Covid i England, hvor skoleeleverne ikke kunne gennemføre deres kurser, og en algoritme gav dem karakterer baseret på, hvad de hidtil havde præsteret, hvilket viste sig at ramme socialt skævt, så rige, hvide skoler fik bedre karakterer, end de normalt ville, og andre, udfordrede miljøer fik dårligere karakterer.

A.I.-kunst i det sociale felt

“I forhold til glitches, så handler det jo om at påpege, hvordan A.I. i virkeligheden også er dum – dvs. dét som ellers vidt forskellige tænkere som Bernard Stiegler og Hito Steyerl betegner ‘kunstig stupiditet’. Det sjove er at prøve ikke at være så bange for den hele tiden og se den som noget, der ødelægger vores eksisterende kategorier, og som skal afvæbnes, men i stedet spørge, hvordan man aktivt kan bruge det til at lave en anden verden.”

For i den sidste ende er algoritmerne et spejl på os selv: “Hvis den nu er så dybt racistisk, så brug den til at pege tilbage på, at mennesker faktisk er sådan. Så kan man begynde at arbejde med det. Hvis den ser ud til at afmontere det eksisterende demokrati, så kunne vi måske også overveje, om vi overhovedet har et demokrati, hvis det bare er lige til at automatisere med en sprogmaskine.”

“Kunsten får en rolle, fordi det kan udvide forestillingsrummet, hvor vi accepterer en præmis om at gå ned ad nogle andre veje, socialt og følelsesmæssigt: Hvad vil det eksempelvis egentlig sige, at være repræsenteret af en chatbot? Det kan jeg som krop sige har sine ups and downs!” Staunæs griner. “Det er meget udmattende, og befrier ikke en fra at arbejde! Man er hele tiden på, og der er mange uforudsete konsekvenser, som er drænende, men på den anden side har det også gjort, at jeg kan lave uendeligt meget mere, og jeg har været i kontakt med mange mærkelige mennesker fra hele verden, som måske også kan danne nye internationaler og foreninger mellem kunst og det politiske.”

“Jeg synes, at det er dér, A.I. tilbyder noget til kunsten, og hvor den kan glide ind i et mere socialt felt igen – og ikke ligesom Refik Anadol, der sætter teknoshowcase-installationer op på MoMa og Arken, hvor man så kan komme og sige ‘Ej hvor er det flot at blande hele MOMAs samling sammen’. Men hvad betyder det? Vi ved ikke engang, hvad det siger om Momas samling. Vi kan bare se, at den laver en intelligent lavalampe!”

“Med A.I. kan man sætte kunsten ind i samfundets kritiske infrastrukturer igen. Det er Det Syntetiske Parti selvfølgleig et eksempel på. Der er allerede folk , der har opstillet næsehorn og aliens, planter og rengøringsmidler til parlamenter. Så hvad er grænserne for, hvor vi kan skubbe vores samfund hen? Det er blevet mærkeligere, end vi troede!”

De to store hunde har kredset omkring os under hele interviewet, og jeg overvejer et splitsekund de mulige konsekvenser af en hundebaseret magtovertagelse af Det Syntetiske Parti, inden ejeren endegyldigt kalder de to malamutter til sig og forlader caféen.

Staunæs afbryder min tankestrøm og konkluderer: “Men jeg er glad for at være kommet ind i denne forbindelse mellem A.I. og demokrati, for jeg synes, at det kontinuerligt viser sig at være et af de mere interessante områder for teknologien, som berører mange.”

Et syntetisk topmøde

Computer Lars og Det Syntetiske Parti er blevet et vidt forgrenet projekt, der laver kunst på tværs af it-branche, politik, kunstinstitutioner og universitetsforskning. Det kunstneriske forskningsprojekt, som for nylig modtog 2 mio kr. fra Novo Nordisk Fonden, handler derfor også om at partere og analysere Computer Lars og se, hvad der kan skæres fra, afsluttes og laves til bøger, for at noget nyt kan opstå:

“Den udstilling, Tobias Dias og Benjamin Asger Krog Møller og jeg lige har lavet på Aarhus Bugt Center for Kunst (Det Jyske Kunstakademi, red.), bestod af nogle disputter, som skulle uddestillere og opstille nogle teser, eksempelvis ‘Kunsten er død’ (ved Mikkel Bolt), ‘Computer Lars er flad’ (ved Maja Bak Herrie), og så diskutere dem på middelalderlig, skolastisk vis og lave nogle computergenererede synteser, som så kan blive en bog, der prøver at afrunde og konkludere på Computer Lars-delen af projektet.”

Det er tanken, at Det Syntetiske parti skal udvikle sig til en tekno-social bevægelse, som i 2025 skal manifestere sig som en stor udstilling og konference på Kunsthal Aarhus. Eller som Staunæs formulerer det: “En syntetisk summit”.

A.I.-topmødet er initieret af Det Syntetiske Parti, men kommer til at involvere internationale søskendeprojekter, som The International A.I. Party fra Norge, Finland og Sverige, Politician Sam fra New Zealand, der var den første virtuelle politiker, Michito Matsuda, der i Japan blev opstillet som borgmester, men tabte – og muligvis et projekt fra Argentina, der involverer en chatbot for universel borgerløn.

“Så der er et brud der, som handler om at bruge kunstinstitutionen som en form for gøgerede, hvor man kan slå Computer Lars ihjel og sætte Det Syntetiske Parti fri”, afrunder Asker Bryld Staunæs.